Udenlandske studerende på danske universiteter stiller helt andre krav til de tilbud, de danske universiteter har haft på området, og vores egne studerende kommer hjem fra et udlandsophold med nye krav til hjælp og støtte i forbindelse med karriereplanlægningen. Nye love for universiteter og vejledning skubber på i samme retning.

Universiteterne er i stigende grad blevet omdrejningspunkt for krav fra såvel studerende som virksomheder vedr. karriereplanlægning og kompetenceudvikling. De studerende ønsker hjælp både til at få et bedre ind- og overblik over deres personlige muligheder på arbejdsmarkedet - såvel her i landet som i udlandet – og individuel hjælp til at nå konkrete mål i brancher og virksomheder.

Virksomhederne bruger mere end nogensinde universiteterne til employer branding og rekruttering og indgår forskellige former for samarbejdsaftaler herom.

Career eller Corporate Centertanken er for alvor kommet til Danmark. De danske universiteter er blevet aktive medspillere på det globale arbejdsmarked for såvel nyuddannede som mere erfarne dimittender, som de binder til sig gennem diverse Alumni Centeraktiviteter. Men hvordan forsøger de at håndtere denne nye rolle i en tid, hvor det kniber med ressourcer, og hvor dokumentation for høj beskæftigelse i de interessante job i stort set hele verden er blevet en væsentlig konkurrenceparameter? Det korte, men alligevel ret præcise svar er: Ved indgåelse af strategiske alliancer med eksterne samarbejdspartnere, både erhvervsliv – her bl.a. dimittenderne – og relevante organisationer. Ikke kun for at få flere ressourcer til arbejdet ad denne vej, men også ud fra en erkendelse af, at der uden for murene findes viden og erfaring, som universitetet ikke på alle områder mestrer i samme omfang.

Har universiteterne ukritisk kopieret de liberale traditioner, der gælder for de universitetsuddannedes arbejdsmarked i den angelsaksiske og asiatiske verden? Og har de gjort dybt knæfald for aftagerne af dimittenderne og ladet disse styre de aktiviteter, der skal hjælpe den enkelte studerende med at finde vej til et stedse mere kompliceret og konkurrencepræget arbejdsmarked for højtuddannede? Min vurdering er, at dette langtfra er tilfældet. Der er snarere tale om et samarbejde med nogle godtagne regler fra begge sider, og hvor universiteterne har det sidste ord. Ordet arbejdsdeling er meget dækkende for de mangeartede aktiviteter, der falder ind under de aftaler, der er indgået i større eller mindre omfang på en række af landets universiteter. Aftagerne har taget et medansvar for at give de studerende et indblik i de opgaver, der løses ude på arbejdsmarkedet, hvilke krav der stilles til opgaveløsningen, og hvordan den enkelte studerende kan sætte sine kompetencer i spil for at opnå en mere sikker og anvendelsesorienteret balance mellem teori og praksis.

Employer branding og rekruttering er selvfølgelig en del af dette koncept, således som jeg senere skal vende tilbage til, men virksomhederne tager deres rolle seriøst som et uddannelses- og udviklingssupplement til den undervisning, der af universitetslærerne gives i grundlæggende og videregående faglige kompetencer samt træning i teori, metoder og analyser.

Der, hvor dette virkelig giver en kompetencemæssig tilvækst, er i de tilfælde, hvor der i et fag undervises af såvel lærere som praktikere, hvoraf jo langt de fleste faktisk har en universitetsgrad og endda ofte forskellige overbygningsgrader. Her kan være tale om en gennemgang af de nyeste forskningsmæssige landvindinger inden for et område suppleret med diverse øvelser, hvorefter de studerende løser en konkret formuleret opgave i en virksomhed, eller hvor ansatte herfra fremlægger et problem i form af en case, som de studerende byder ind med løsninger af. Disse løsninger kommenteres så af både lærerne og praktikerne som led i undervisningen eller ved en egentlig udprøvning.

Den interaktion, der er begyndt at vinde indpas på universiteterne mellem studieledelser og aftagere, foregår på forskellige niveauer og med forskellige mediatorer. Nogle steder er det selve udviklingen af nye undervisningsmetoder og modeller med inddragelse af konkrete eksempler fra praksis, og hvor lærerens rolle bliver mere konsultativ, der er det indtil videre vigtigste skridt. Her er det altså det faglige, forskningsbaserede studiemiljø, der er mediator.

Andre steder har man oprettet nye karrierecentre, der står for en række initiativer, hvis overordnede formål er at sikre en nemmere overgang fra studium til det første fuldtidsjob. Værktøjerne kan være meget forskellige, alt efter erfaring, traditioner, ressourcer og muligheder for at skabe nye samarbejdsrelationer med omverdenen, hvad enten den kun er dansk eller også international.

Mange af de studerende, der i dag starter på et universitet, er langtfra klart over, hvad studiet og eksamensbeviset kan eller skal bruges til. Endnu flere ændrer ønsker undervejs som led i den faglige og personlige modningsproces. Disse grupper har i høj grad brug for støtte undervejs i denne proces, der ofte forgår springvist, og denne støtte kan de ikke altid få af lærerne eller studieadministrationen. Og studievejledningens rolle i dag er efter den nye lovgivning i højere grad blevet støtte til gennemførelse af selve studiet end at støtte den enkelte studerendes karriereudviklingsproces.

Det er lige i dette spændingsfelt, at karrierecentrene kan gøre en forskel, hvis de er bevidste om rollerne og forstår, hvad der skal til, for at den enkelte studerendes proces fra studium til erhverv bliver så smidig og bevidsthedsudvidende som muligt. Karriererådgiverne er ikke vejledere i traditionel forstand, selvom en del af dem faktisk har en formaliseret vejlederkompetence. Deres opgave er i højere grad ud fra en mere eller mindre formaliseret SWOT-analyse at hjælpe med at afsøge og pege på muligheder, som den studerende så selv må opsøge, skabe sig indsigt i og herudfra vurdere, om de er de rigtige på det givne niveau til at nå det ønskede mål. Hvis dette ikke lykkes, så fortsætter processen derfra, hvor snoren knækkede. Der kan i visse tilfælde være tale om 2-4 møder over tid, hvor den rådgivningssøgende bliver mere bevidst om sine styrker, svagheder og muligheder og dermed selv kan tage initiativ til at skabe sin fremtid på arbejdsmarkedet. Denne proces er ressourcekrævende for begge parter og tilbydes næppe alle steder til alle studerende.

Den individuelle karriererådgivning er de fleste karrierecentres kerneservice, og den, der giver rådgiverne et indblik i de studerendes ønsker, håb og de kompetencer, de bruger til at nå målene med. Denne viden er afgørende for, hvilke øvrige karriereudviklingstilbud, der skal udbydes til universitetets mange og vidt forskellige studerende. Tilbuddene skal tage hensyn til bl.a. studietrin, studieretning, og der skal også skabes en rimelig balance mellem generelle, mere værkstøjsorienterede tilbud samt tilbud, der skaber bedre symbiose mellem studium og jobmuligheder, og så skal der gerne være egentlige job og studenterjob.

Det allervigtigste er her, at tilbuddene føles vedkommende for de studerende, at de kan se mulighederne for en personlig tilvækst ved at deltage i dem, og at de i videst mulige omfang er fremadrettede. Det betyder her, at de ikke kun er rettet mod et stærkt omskifteligt arbejdsmarked, hvor arbejdsopgaverne løbende ændrer sig, men også at de giver den enkelte en stærk metodisk og personlig basis for at kunne tilpasse sine kompetencer til fremtidige ændringer i jobindholdet. Derfor skal aktiviteterne kunne bruges til en løbende spejling i såvel de specifikke faglige krav ude på arbejdsmarkedet samtidigt med, at de mere personlige kompetencer kommer i spil som en slags overbygning eller snarere turbolader, når det enkelte job søges.

Kravene til den individuelle navigation er stærkt stigende, og aftagerne køber ikke kun en grundfaglighed, men i højere grad også det udviklingspotentiale, ansøgeren møder frem med, og som bl.a. er dokumenteret gennem den måde, resultaterne er opnået på. Her måles også progressionen i processen, altså den bevidsthedsudvikling, den enkelte har udvist gennem valgene under processen. De karrierefremmende tilbud skal derfor især understøtte denne proces, hvis kerne for den enkelte er at opnå en så stor viden om sine egne styrker i forhold til den virkelighed, der skal opereres i, at muligheden for en fornuftig forventningsafstemning mellem den studerende og aftageren kan nås og gennemføres.

Universiteternes karrierecentre har naturligt nok valgt forskellige indfaldsvinkler og -indgange til at løse opgaverne. Fx bliver universiteterne i stigende omfang målt på, hvor hurtigt dimittenderne kommer i job, hvilke job de får, og hvor de får dem. Dette er igen en konkurrenceparameter til at tiltrække studerende fra ind- og udland. Dermed får karrierecentrene også en central placering i brandingen af universitetet og må derfor kunne tilbyde aktiviteter, der er rettet mod internationale studerende og udenlandske virksomheder.

Tilbuddene præsenteres via centrenes egne hjemmesider, universitetsaviser, særlige karriereaviser, plakater, flyers, besøg på relevante studenterhold, via mails, på studenternettet etc. For at sikre de internationale studerende ordentlige tilbud, afholdes en del af aktiviteterne flere steder næsten udelukkende på engelsk. CBS Career Center har endda taget skridtet fuldt ud og ansat ikke-dansktalende medarbejdere.

Stort set alle opererer med elektroniske jobbørser eller tavler med jobopslag, hvor de studerende kan danne sig et indtryk af studenterjob, praktikophold, job til nyuddannede samt emner til fx projekter eller specialeafhandlinger. Enkelte sender relevante jobtilbud o.l. direkte ud til relevante studentergrupper via e-mails, endda i abonnementsform. Nogle steder har man sit eget system, mens andre har ladet eksterne aktører overtage arbejdet for et kunne bruge ressourcerne til andre opgaver. En fælles erfaring er, at de studerende bruger dette tilbud rigtigt meget, og at også virksomhederne er glade for denne nemme måde at udbyde job og projekter på.

Seminarer, foredrag, workshops med karriererelaterede emner er ligeledes en kerneservice alle steder. Centrenes medarbejdere kan enten selv afholde dem eller lade faglige organisationer, a-kasser, professionelle rekrutteringsvirksomheder eller enkeltvirksomheder stå for afviklingen. Det er dog altid universiteterne, der sætter rammerne for indholdet og formidlingsformen. Emnerne kan være meget brede, lige fra skrivning af en god ansøgning, til hvordan man etablerer et godt netværk, eller mere specialiserede, fx hvordan man søger job i mediebranchen eller klarer anden samtalerunde i en investeringsbank i London.

Afholdelse af såkaldte job- og karrieremesser er også et væsentligt tilbud. De fleste universiteter har kun ressourcer til mindre initiativer på dette område og støtter gennem information og forskellige markedsføringsaktiviteter de større landsdækkende messer, der afholdes i flere byer forår og efterår.

Enkelte universiteter afholder særlige branchedage, hvor en række virksomheder fra samme forretningsområde fortæller om mulighederne, eller minimesser for særlige grupper af studerende, fx CBS’ årlige Bachelordag, hvor virksomheder, der ansætter bachelorer, kommer til stede.

Company events - også kaldet virksomhedspræsentationer - er en service, der gennem en årrække har været udbudt flere steder. En eller flere virksomheder fortæller om job- og karrieremuligheder. Dette koncept er under rivende udvikling flere steder, idet virksomhederne her kan blive på skolen fx en hel dag, afholde faglige seminarer, præsentere cases og give gode råd om ansøgninger og CV’er på enten seminarer eller ved en hurtig gennemgang på stedet af studerendes CV.

De universiteter, der har en relativ lang tradition for at byde dimittendaftagerne indenfor, og som har oparbejdet gode relationer til sine egne dimittender, har etableret forskellige partnerskaber med en række virksomheder, også udenlandske. Drivkraften til at igangsætte et sådant arbejde kommer ikke altid fra universiteterne selv, men ofte fra dimittender, der gerne ser, at deres virksomhed samarbejder mere intenst med deres ”gamle” universitet. Partnerskabet giver virksomhederne langt større muligheder for i både dybde og bredde at deltage i såvel faglige aktiviteter samt aktiviteter rettet specielt mod de grupper, de gerne vil rekruttere iblandt. Dette har været en stor succes, fordi det giver de studerende gode muligheder for at afkode branchen og vurdere, om interessen holder hele vejen hjem. Der afholdes også her aktiviteter for internationale studerende, for kvinder etc.

Visse universiteter deltager også i såkaldte case competitions eller lignende aktiviteter, hvor man konkurrerer med studerende fra andre universiteter om løsning af en specifik opgave eller case. Disse konkurrencer foregår oftest i udlandet, hvor traditionen er langt ældre og altid har haft en stor opbakning fra globale virksomheder. Et vinderteam skaber altid opmærksomhed om hjemmeuniversitetet, som herved kan brande sig som et godt uddannelsessted. Men konceptet er også kommet til Danmark, hvor universiteterne selv eller virksomheder som fx l’Oréal og Grundfos har haft succes med konceptet, og flere er helt sikkert på vej. De studerendes interesse for disse aktiviteter er øget markant i de senere år.

Der kan kun opnås optimale resultater, hvis universitets- og også studieledelsen bakker helt op og påtager sig et medejerskab for centrenes aktiviteter. Samtidigt er det vigtigt, som nævnt tidligere, at centret er åbent for alle, at der er tilbud til alle, og at der er en bevidst progression i de tilbud, de studerende får. Studiestartere skal have helt andre tilbud end dem, der ved at afslutte en bachelor, og kandidatstuderende stiller igen andre krav. Man må simpelthen møde de studerende der, hvor de er, men samtidigt skal man også skubbe til dem og provokere dem til at flytte sig. De studerende skal erkende, at karrieren starter på studiet.

Man skal erkende, at man langtfra kan nå alle studerende. Mange kan og vil selv, andre vil ikke have støtte fra et karrierecenter, og det er man nødt til at respektere. Karrierecentret skal være et tilbud om hjælp til selvhjælp, og tilbuddene skal afspejle dette mantra. Aftagerne efterspørger også selvstændige mennesker, der selv kan tage initiativer til at løse problemerne.

Derfor skal karrierecentrene løbende foretage evalueringer af aktiviteterne og behovsanalyser, som igen skal drøftes med studieledelsen og aftagersiden for at sikre den rigtige sammensætning af den pakke, der udbydes. Gør man dette, vurderer jeg, at det aldrig kan gå helt galt.

Men grundlæggende handler det om opbyggelse af tillid mellem karrierecentrene på den ene side, og universitetet, de studerende, dimittenderne og aftagerne på den anden side. Derfor bør man udarbejde en række retningslinjer for arbejdet for at sikre, at alle stakeholders er enige om de præmisser, arbejdet udføres på for at skabe respekt herom.

Den feedback, man i al fald på CBS Career Center har fået fra virksomheder og studerende, der benytter centrets muligheder, peger ret entydigt på, at der er sket en kvalitativ højnelse af formelle ting som ansøgninger og CV. Desuden er studerende bedre rustet til at klare interviews og tests og er meget mere præcise i deres beskrivelse af ønsker og kompetencer, således forstået, at tingene hænger bedre sammen, så at ansøger og aftager hurtigere taler fælles sprog. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning mod et dialogforum, hvor gensidig tillid og erkendelsen af, at vi er til for hinandens skyld – fordi vi selv har valgt hinanden – er blevet markant styrket. Dette betyder igen færre fejlansættelser, større jobtilfredshed og hurtigere indslusning. Dette kan alle parter glæde sig over.

Selv om konjunkturerne for tiden er optimale, vurderer vi også, at aktiviteterne hjælper til, at de nydimitterede hurtigere finder job, fordi de er bedre forberedte, bl.a. fordi de starter processen tidligere og træffer mere sikre valg og fravalg. På CBS viser en analyse blandt studerende, der skriver speciale, at godt 60% et halvt år før forventet studieafslutning enten havde skrevet kontrakt om fast job eller var i gang med at forhandle om et job.

Artiklen er skrevet i 2007 af Finn Kjerulff Hansen, konsulent i CBS Career Center. Han har arbejdet med erhvervsvejledning, kommunikation og karriereforhold siden 1982. Først i AF-systemet og siden 1985 på Copenhagen Business School, Handelshøjskolen. 

Karrieresiderne, Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet