Det må have lært alle, at man skal være mere end meget forsigtig med at til- og fraråde en uddannelse frem for en anden. Selv de uddannelser, der for få år siden bredt blev anbefalet som 100 procent sikre med hensyn til jobudsigter, har massiv dimittendarbejdsløshed.

Det er derfor uheldigt, at formålsparagraffen i vejledningsloven er tæt på at snakke sort. I§ 1står: "Vejledningen skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet."

Men hvordan skal denne paragraf udmøntes i vejledernes daglige arbejde? Er det den vejledningssøgende eller den professionelle vejleder, der skal vurdere, hvilket studievalg der er til størst mulig gavn for den unge? Skal vejlederen fraråde nogle uddannelser og erhverv og anbefale andre? Er der uddannelser, som man af hensyn til samfundet bør vælge, og andre man bør gå i en stor bue uden om?

Lovgivers intentioner er forholdsvis klare og firkantede. Vejlederne lever op til forventningerne, hvis de fx får flere unge til at vælge ingeniør- og naturvidenskabelige fag og færre til at vælge humanistiske og kreative fag.

Dygtige vejledere kan i et vist omfang følge politikernes intentioner i den kollektive og meget overordnede vejledning. Med stor forsigtighed kan det give god mening. Men når det kommer til den individuelle vejledning, er det den vejledningssøgende, der skal i centrum, og vejledningslovens formålsparagraf må pakkes væk.

Vejledere skal være meget forsigtige med at anbefale uddannelsesvalg. Det skyldes, at ingen ved, hvordan arbejdsmarkedet ser ud blot få år ud i fremtiden. En uddannelse, der anses for med 100 procent sikkerhed at føre til job efter endt uddannelse, kan vise sig at føre til arbejdsløshed. P.t. er det langt fra sjovt at være nyuddannet sygeplejerske eller folkeskolelærer. Da de valgte for fire år siden, opfattede alle vejledere disse som kloge og ansvarsbevidste studievalg.

Det er også svært og ofte umuligt at vurdere, om et uddannelsesvalg, der traditionelt bliver opfattet som jobusikkert, er det rigtige for den enkelte unge. En usikker og umoden pige, som vil være skuespiller, vil mange vejledere tilskynde til at finde noget andet. Lytter hun ikke, kan det vise sig, at hun har potentialet til at udvikle sig til en fremragende karakterskuespiller, som hele nationen elsker. Det kunne ingen vejleder have forudset.

Politikerne lægger op til, at uddannelses- og erhvervsvejledere skal anbefale unge at vælge uddannelser, som leder frem til job efter endt uddannelse. Der findes ingen officiel liste over anbefalelsesværdige uddannelser. Vejlederne kan i det hele taget ikke få hjælp, når de skal udmønte vejledningsloven om, at uddannelsesvalg skal ske til gavn for samfundet. Alligevel er der en slags kollektiv forståelse af, hvilke uddannelser vejledere bør anbefale, og hvilke der er farlige. Det er farligt og uprofessionelt. Vejledere er slet ikke uddannet til at spå om arbejdsmarkedsudviklingen. Historien viser, at selv de mest anbefalelsesværdige uddannelsers jobudsigter kan ændre sig radikalt, inden den unge er kommet gennem uddannelsen.

Det er ikke kun politikerne, der ønsker fornuftige studievalg. Mange unge efterspørger råd om fornuftige studievalg. Ofte tror de fejlagtigt, at de kan hente hjælp hos vejlederen. Den vildfarelse må vejlederne gøre op med, selv om det kan være svært, når unge beder om hjælp.

Arbejdsløshedstallene bliver anset som et vigtigt redskab, når man skal til- og fraråde uddannelser. Derfor skal de ligge på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider. Desværre læser de fleste tallene, som fanden læser biblen. Har en uddannelse en dimittendledighed på 25 procent et år efter afslutningen af uddannelsen, betragter mange uddannelsen som en, man bør overveje nøje, inden man vælger den. I stedet kan den unge med mindst lige så god ret sige, at tre ud af fire er kommet i arbejde, så hvorfor skulle jeg dog ikke tilhøre den majoritet, som finder et job?

Inden for de sidste årtier er sammenhængen mellem uddannelse og job blevet mindre og mindre entydig. Det betyder, at det på mange måder kan være o.k. at vælge en uddannelse med næsten håbløse jobudsigter, hvis man blot er parat til at finde job langt fra det, ens uddannelse oprindeligt skulle lede frem til. Denne udvikling har ikke gjort vejledningen nemmere. Studievalget spiller i det hele taget en mindre og mindre rolle, mens andre faktorer som fx erhvervsarbejde ved siden af studierne spiller en helt afgørende rolle.

Hertil kommer, at ingen ved, hvilke brancher der vil udvikle sig i de kommende år, og hvilke kvalifikationer, det vil kræve. Et arbejdsmarked, der i den grad er under forvandling, bør få Dansk Industri og andre, der siger noget om, at særlige uddannelsesvalg er gode og fornuftige eller ej, til at udtale sig langt mindre skråsikkert.

Når de unge vælger uddannelse, ved de udmærket godt, at de gambler med deres fremtid med hensyn til job, indtjening osv. Derfor er det helt ved siden af at påstå, at de unge studievælgere tænker kortsigtet og superegoistisk. De er ansvarlige og ofte meget forsigtige. Mange fravælger at gå efter det spændende drømmestudie og vælger det, de tror, er sikkert. De unge, der vælger studier, der opfattes som mindre jobsikre fx humaniora og de kreative fag, ved udmærket godt, at de løber en risiko. De unge, der vælger job med udsigt til en mere beskeden livsindkomst, gør det også med åbne øjne. Det er formynderiske jeronimustyper, der drømmer om et korps af vejledere, der kan bringe unge på den rette vej. Tænk, hvis alle fulgte rådene om at vælge de mest jobsikre uddannelser.

Samfundet har også brug for unge, der vælger de uddannelser, som så mange advarer imod. I øvrigt er det langt fra så mange, som en hel del tror. Vi skulle nødigt komme i den situation, at det kun er dem, der trodser vejlederens råd, som tager de uddannelser, hvor risikoen for at blive arbejdsløs er større.

Den unge studievælger er trods alle besværgelser sig selv nærmest og har lov til at være egoist.