Det er tirsdag i januar, og indbakken i vejledningen bugner som sædvanligt. Første mail er fra Michael, som skriver:

Men lad os se nærmere på denne vejledningspraksis ud fra en vejledningsmetodisk vinkel. I en konstruktivistisk vejledningsoptik (Peavy 1998) skal vejlederen tilpasse sin vidensformidling til vejledtes verdensforståelse. Metoden til dette er, at vejleder spørger og lytter, mens vejledte svarer og reflekterer.

Mailvejledningen lever ikke op til denne vejledningsforståelse, da ureflekterede spørgsmål her besvares med standardsvar. Derfor burde vejlederen deklarere sin mailbesvarelse med følgende:

"WARNING: Dette er ikke vejledning. Der tages forbehold for utilsigtede følger af indholdsmæssig, afklarings- og etisk karakter".

Hvis vi sammenligner overstående mailkorrespondance med en vejledningssamtale, vil vi se en vejledningsmæssig kvalitetsforskel. Samtalen giver vejlederen mulighed for på et kvalificeret grundlag at tilnærme sig vejledtes verdensforståelse (Peavy 1998).

Samtalen indledes således med et åbent spørgsmål fra vejlederen, og vejledte formulerer sit problem/behov. Vejlederen lægger dernæst op til en refleksionsproces hos vejledte ved med udgangspunkt i vejledtes formuleringer at spørge ind til problemet. Denne grundmodel fortsætter samtalen igennem kombineret med, at vejlederen begynder at formidle sin viden. Vidensformidlingen foretages med opmærksomhed på, hvordan det opfattes af vejledte. I vejledningssamtalen er der således ingen standartsvar. Der er opmærksomhed og tilpasset vidensformidling.

I modsætning til elektronisk vejledning er vejledningssamtalen et møde mellem to mennesker. Det er i sin enkelthed faktisk en helt afgørende forskel.

Den danske filosofiske tænker K.E. Løgstrup (1956) har beskrevet kvaliteten af det menneskelige møde. Han fremhæver, at selv i et kortvarigt møde har man altid en indvirkning på den andens liv. Graden af indvirkning er naturligvis forskellig alt efter mødets karakter. Ved et kort møde på gaden kan indvirkningen blot være forskellen mellem god eller dårlig stemning. I forældres forhold til deres barn er indvirkningen, at man holder barnets skæbne i sin hånd.

Men uanset hvad vil alle møder have indvirkning, og vi står alle med dette ansvar for hinanden. Løgstrup (1956) påpeger, at mennesket ofte negligerer ansvaret, da det ville være for tung en byrde konstant at være bevidst om, at man holder sine medmenneskers skæbne i sin hånd. Da vejledningssamtalen handler om vejledtes fremtid, er der meget på spil for vejledte, og vejlederens ansvar er tilsvarende stort.

Vejledte viser stor tillid ved at søge vejledning og er derfor usædvanlig opmærksom og åben for at blive inspireret. Han løber tilsvarende en risiko for at blive såret eller skuffet ved at vise den tillid, det er at åbne sig for et andet menneske. Vejlederen løber risikoen for ikke at løfte ansvaret. Der er således meget på spil for begge parter i en vejledningssamtale, hvilket giver en stor gensidig opmærksomhed, som rummer et stort potentiale for afklaring.

Mail og chat indeholder en distance, som reducerer vejledtes tillidserklæring og vejleders ansvar. Begge parter skjuler sig bag korte spørgsmål og standartsvar. Standartsvaret er ikke muligt i vejledningssamtalen, da der altid er noget på spil i mødet mellem mennesker. Der er altid en indvirkning, et ansvar og deraf følgende gensidig opmærksomhed.

Hvis vejlederen løfter sit ansvar og bruger vejledtes opmærksomhed, er der en unik mulighed for nysgerrighed og inspiration, hvilket er drivkraften i enhver afklaring. For afklaring handler netop om at blive inspireret og tage stilling. Det er vejledningssamtalens store force, at den kan være rum for denne inspiration. Billedligt kan man sige, at det menneskelige møde i vejledningen rummer samme inspirationspotentiale, som man i destilleret form kender fra kunst og musik.

Peavy, R. Vance (1998). Konstruktivistisk vejledning: Teori og metode. R.U.E. Skriftserie

Løgstrup, K.E. (1956). Den etiske fordring. Gyldendal