Kathrine Juul Jensen:
"Jeg valgte et sabbatår, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg synes, gymnasiet var hårdt. Jeg havde brug for den tid til at tænke mig godt om og finde mig selv efter gymnasiet.
Den uddannelse, jeg endte med, havde jeg faktisk kik på lige i slutningen af 3. g. Det var Professionsbachelor i ernæring og sundhed, og jeg søgte også ind om sommeren efter studentereksamen. Men jeg håbede på at få en stand by plads, så jeg kunne blive optaget et år efter, og sådan gik det også.
Jeg arbejdede i en vuggestue hele mit sabbatår. Jeg ville gerne spare penge sammen, så jeg havde lidt ekstra, når jeg skulle studere igen.
Når jeg tænker tilbage, synes jeg, jeg har fået enormt meget ud af det. Jeg synes virkelig, jeg har lært meget om at være på en arbejdsplads og have kollegaer. Jeg kan tit relatere til mine erfaringer og bruge dem i min uddannelse nu. Den der følelse af at have det rigtig godt på sit arbejde har jeg været glad for at opleve.
Overordnet var det dét at arbejde i et fællesskab og at opleve, hvad det vil sige at være kollega og være på lige fod med voksne. Det havde jeg ikke prøvet før, for indtil da havde voksne jo altid været autoritetsfigurer i lærer- og elevforholdet. Det var mærkeligt at være på samme niveau.
Det at man kunne bruges til noget rent praktisk i hverdagen, det synes jeg var vigtigt at opleve.
Efter et års tid oplevede jeg, hvad det vil sige at være lidt mere inde i tingene. Det var rigtig rart at være den, som andre kom og spurgte fx om alle de ting, man skal huske, når man er i en dagsinstitution: Hvad der er sket med hvem, hvornår de forskellige børn har sovet og sådan, alle mulige småting, som man skal have styr på.
Jeg gik til Åbent Hus på den uddannelse, jeg allerede var kommet ind på, og lyttede til en forelæsning om, hvad uddannelsen gik ud på. Det var rart at have tid til at overveje mit valg og blive helt sikker og mærke, at det føltes rigtigt i maven.
Jeg havde ikke brug for at tage ud at rejse eller på højskole og den slags, for jeg havde været på efterskole i 10. klasse og havde udlevet den del. Hvad jeg havde lyst til var at komme i gang nu med at få en uddannelse og et arbejde".