Videnscenter artikel

Rapport: Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser

Rapporten er en del af opfølgningen på den handicappolitiske aftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik i maj 2021. Formålet med arbejdet er, at skabe et fælles vidensgrundlag om vilkårene for studerende med funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser.

Undersøgelsesgruppen har undersøgt vilkårene for trivsel og læringsudbytte for de studerende med funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser. Derudover ser rapporten på de støtte- og kompensationsmuligheder, der har betydning for målgruppens muligheder for at studere på lige fod med deres medstuderende uden funktionsnedsættelser - herunder dispensationspraksis på uddannelsesinstitutionerne. 

Ligeledes undersøges det i rapporten, hvordan andelen af gruppen af studerende med funktionsnedsættelser er steget inden for de seneste ti år, og hvordan de klarer vejen gennem de videregående uddannelser i forhold til frafald, studietid og ledighed. Gruppen af studerende med funktionsnedsættelser udgør ca. 11 pct. af de studerende

Opsummerende centrale resultater fra undersøgelsesarbejdet om studerende med funktionsnedsættelser:

  • De har længere studietid, højere frafald og længere ledighed.
  • Lavere trivsel blandt studerende med funktionsnedsættelser.
  • Manglende tilgængelighed i læringsrummet.
  • En studiestart der er præget af usikkerhed, besvær og bekymringer.
  • Utilsigtede konsekvenser af de eksisterende rammer og organisering.
  • Manglende fleksibilitet på uddannelsen bliver et benspænd.
  • Økonomisk tryghed og forudsigelighed som betydende faktor for et godt studieliv.

I rapporten kan der også læses om nogle af de initiativer, som arbejdsgruppen har vurderet kan understøtte og styrke de eksisterende rammer for de videregående uddannelser, så studerende med funktionsnedsættelser i højere grad kan studere på lige fod med deres medstuderende.

Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser