fødder og pile
Videnscenter artikel

Speciale: Uddannelses- og karrierevejledning for individet eller samfundet?

Speciale i uddannelsesvidenskab, Aarhus Universitet, 2022. Specialet er skrevet af Line B. Lindhardt og Charlotte M. Christensen.

Speciale: Uddannelses- og karrierevejledning for individet eller samfundet? - En Grounded Theory analyse af unges behov for uddannelses- og karrierevejledning i provinsen i Region Sjælland

Kort introduktion til specialet 

Ganske få studier forholder sig til overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse samt hvilken rolle uddannelsesvejledning spiller i denne overgang. I Danmark ses en stigning i andelen af de 25-29 årige, med en ungdomsuddannelse som hverken er i beskæftigelse eller i videre uddannelse. Denne specialeafhandling har til formål at identificere, hvilke behov der er for uddannelses- og karrierevejledning for unge med en gymnasial uddannelse bosat i provinsen i løbet af deres sabbatår, og hvordan adgang til vejledning kan fremme livslang læring. Specialet er udarbejdet i samarbejde med Studievalg Danmark Center Sjælland under deres projekt: RUSK.  

Problemformulering

Hvilke behov for uddannelses- og karrierevejledning har unge med en ungdomsuddannelse bosiddende i provinsen under deres sabbatår, og hvordan kan adgang til vejledning fremme livslang læring?

Vigtigste fund

Resultaterne fra analysen leder os til at identificere tre kernekategorier, der tilsammen udgør en Grounded Theory om sabbatister fra provinsens vej til valg af videre uddannelse. Deres vej til valg af videre uddannelse afhænger af: 1) deres motivation for at opsøge uddannelsesmuligheder, 2) barrierer for valg af uddannelse og 3) deres præferencer til vejledning. som følge heraf fandt vi ud af, at unge med en gymnasial uddannelse i provinsen i region sjælland foretrækker, at uddannelsesvejledning har fokus på den enkeltes behov i højere grad end det kollektive. Endvidere viste resultaterne, at de unge foretrækker, at vejlederen har fagligt kendskab til det fagområde som relaterer sig til den unges uddannelses interesse. Gennem diskussionen, så vi, at uddannelses- og karrierevejledning af unge i provinsen i Region Sjælland med fordel kan hjælpe de unge til at opnå en større afklarethed omkring de uklare forventninger, som de oplever at have omkring videregående uddannelser. Ydermere ligger der et vejledningsbehov i at hjælpe de unge med at skabe et større overblik over deres uddannelses- og vejledningsmuligheder. 

Specialets vigtigste teorier

  • Metodeteori: Grounded theory - (Jävinen og Mik-Meyer, 2017)

 

Find flere DUEK- og masterprojekter