Tiktok app på telefon
Videnscenter artikel

Til live-vejledning på TikTok

Der er overvældende interesse for Erhvervsakademi Danias live-studievejledning på TikTok. Studievejleder og TikTok-vært Nikolaj og pressemedarbejder Anne-Mette fortæller om Danias første erfaringer fra mediet.

Af: Henriette Pagh Mathiasen, 2023

En onsdag eftermiddag i starten af marts dukker en mand i blåternet skjorte, gråsprængt skæg og firkantede briller op på skærmen. Lave sorte reoler med rækker af ringbind står på langs vægge bag ham. Oven på ligger en bunke papir, der ligner den slags mange af os laver til det, vi ikke lige har andre steder at gøre af.

Øjeblikket efter vælter skriftlige spørgsmål ind.

I løbet af den næste time vil over 2.000 mennesker kigge ind på studievejleder Nikolaj Zethners kontor. Erhvervsakademi Danias live-vejledning på TikTok er i gang.  

TikTok-brugerne vil have vejledning

Hos Dania er der ingen tvivl om, at de har fundet et hul i markedet. Om deres første live-vejledning på TikTok siger Nikolaj: ”Vi blev væltet”. 

Anne-Mette Gyldenløv Grosen er pressemedarbejder på Dania og bag kulisserne har hun ansvar for erhvervsakademiets TikTok-profil. Hun peger på, at der ikke findes ret meget indhold om uddannelse på dansk på TikTok. Hvis du som bruger har søgt efter information om uddannelse, vil TikToks algoritmer foreslå dig lignende indhold. Især live-begivenheder foreslås oftere end videoer, og da der ikke er mange lives om uddannelse at vælge mellem for algoritmen, vil den sandsynligvis foreslå live-studievejledning på Dania, uanset hvilken type uddannelse, du er interesseret i. Det afspejler sig også i de spørgsmål, der tikker ind til live-vejledning.

En bruger spørger: ”Jeg vil gerne være arkitekt, men er bekymret for den høje arbejdsløshed. Spiller det en stor rolle?”. Der kommer masser af spørgsmål, der ikke handler om Danias uddannelser.

Anne-Mette fortæller: ”Det var helt vildt første gang, vi lavede live-vejledning på TikTok. Jeg havde en idé om, at algoritmen ville pushe mange hen til os, når de fandt ud af, at Nikolaj faktisk er enormt behagelig at tale med og imødekommende og sød. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville være… jamen der var 2.400 på de første gange! Og sådan har det været siden.”

Deltagerne følger dog ikke begivenheden fra ende til anden. I gennemsnit er brugerne inde på Danias live-vejledninger i gennemsnit i et minut.

Sådan greb Dania det an

Selvom algoritmerne har hjulpet Dania på vej, har det været en længere proces at få gang i live-vejledningerne. Det kræver mindst 1.000 følgere at lave en live-begivenhed på platformen. Det første skridt i processen var, at Anne-Mette oprettede en privat TikTok-profil, for at lære mediet at kende. Derefter oprettede hun i januar 2021 Danias profil og prøvede forskellige tilgange af. Hun forsøgte sig blandt andet med at skabe ”trends”. En trend kan for eksempel være en populær dans, som mange brugere på platformen efterligner. At efterligne en trend giver én mulighed for at ride med en populær bølge og dukke op i mange brugeres feed. I dag laver Dania ikke trends, men producerer kortere videoer om deres uddannelser, hvor to studerende eksempelvis afliver myter og fordomme, men også om generelle studierelaterede emner som studiestart, gruppearbejde og praktik.

Det tog ni måneder at få 1.000 følgere. Men fra de begyndte at lave live-begivenheder i november 2022, tog det fart med følgerne. Samtidig med livebegivenhederne begyndte Dania at lave flere annonceringer, det vil sige betalte reklamer på platformen, og i dag (opdateret 5. juli 2023) har de over 9.000 følgere. 

I live-vejledningen er det vigtigt for Dania at møde brugerne i øjenhøjde: ”Autenticiteten er meget vigtig for os. Vi sidder faktisk på Nikolajs kontor. Og vi flytter intet. Kun hvis der er persondata. Vi har snakket om, om vi skal sætte en skærm på eller lave en roll up eller gå i et studie… Men vi er kommet frem til, at når vi laver live-studievejledning med Nikolaj, så er det faktisk på Nikolajs kontor, vi er på.”

Afklarende spørgsmål

Nikolaj mener, at den største succes han som vejleder har på TikTok, er når han svarer på spørgsmål, der ikke kun kan svares ja eller nej til. Han giver et eksempel: ”Jeg får rigtig gode karakterer og min mor og far synes, at jeg skal gå på universitetet, men… hvad synes du?” Det giver anledning til at give et dybere svar. ”Og det er fedt,” siger han.

De fleste spørgsmål er dog af mere faktuel karakter om adgangskrav og lignende. Og dem skal der også være plads til, siger Nikolaj. ”Uanset om det var hundrede procent faktuelle spørgsmål, så ville det stadig give mening. For faktuelle spørgsmål er også en stor del af en afklaringsproces.”

Anne-Mette siger: ”Den fedeste oplevelse, jeg har haft med live-studievejledning på TikTok, var dengang vi fik spørgsmålet: ”Jeg er ordblind. Så hvilke uddannelser kan jeg tage?” Hvor jeg kunne mærke det i hele kroppen, fordi jeg var sådan ’Hvorfor ved du ikke, at du kan tage alle de uddannelser, du vil?!’” Henvendt til Nikolaj fortsætter hun: ”Og hvor du havde et fantastisk svar om, at du kan blive læge, hvis det er det, du drømmer om. Du skal ikke begrænse dig selv, fordi du er ordblind. Der fik jeg næsten tårer i øjnene.”

TikTok-telefon

Center for Cybersikkerhed anbefalede i foråret statsansatte ikke at bruge TikTok på arbejdstelefoner, da selskabet bag TikTok, Bytedance, er mistænkt for at videregive informationer til det kinesiske styre. Det har dog ikke fået ledelsen på Dania til at ryste på hånden. Dania bliver på mediet. Men de bruger en særlig telefon til at administrere deres TikTok-konto, som ikke bruges til andet og ikke indeholder data om Dania.

Det kræver ressourcer

Samtidig skal man være bevidst om, at de er hårdt arbejde at være til stede på platformen. Pressemedarbejderens vigtigste råd er: ”Det tager meget længere tid, end du tror”.

Selvom det fortrinsvis er Nikolaj og to studerende, der er ansigterne udadtil på mediet, så er det Anne-Mette, der bruger mest arbejdstid på det. Hun plejer at sige, at hun har en 90/10-stilling: ”Jeg bruger 90 procent af min tid på SoMe og 10 procent på pressearbejde.”

Bagud med 70 spørgsmål

Som vejleder tærer det også på kræfterne at lave live-vejledning på TikTok.

Nikolaj mener ikke, at man kan klare at være på i mere end en time: ”Der er også lige før, at det er for lang tid, fordi det er så intenst,” siger han. ”Det værste, jeg har prøvet, er at vi var bagud med 70 spørgsmål.”

Selvom han ofte henviser til vejledningen på andre uddannelsessteder, så kræver det alligevel overblik og ro at få spørgsmål i så mange uforudsete retninger. Vejlederen ikke er forberedt, men skal svare med det samme. Det kræver også en bred viden og erfaring, mener Nikolaj. Der er stille et øjeblik før han fortsætter: ”Og en rigtig, rigtig god samarbejdspartner.”

Anne-Mette supplerer: ”Ellers er det fuldstændig uoverskueligt.” Mens Nikolaj er på som vært, så står hun uden for kameraets vinkel og styrer spørgsmålene og modererer chatten. Hun korrigerer også, hvis deltagerne begynder at vejlede hinanden og skriver noget forkert.

Både public service og branding

”Det er stort potentiale ved at komme på TikTok og for at udrydde noget misinformation på platformen. For der er rigtig meget information der, men der er desværre også rigtig mange misforståelser omkring uddannelse”, siger Anne-Mette.

Nikolaj medgiver, at ikke er der udelukkende af altruistiske årsager: ”Det er rigtig nok, at vi prøver at hjælpe nogle. Men vi er også interesseret i at udbrede kendskabet erhvervsakademierne og vores uddannelser. Det behøver ikke være nogen hemmelighed”.

Måske har indsatsen givet pote. ”Vi har i år fået nogen ansøgningstal, der er pæne over hele linjen. Og vi ved jo ikke, hvad det skyldes, at vores kvote 2-ansøgninger i år, er gået frem. Men det er da sjovt, at der er sammenfald mellem de uddannelser, der har været meget fokus på på TikTok og så på de uddannelser, der går frem [i ansøgningstal, red.]. Om det ene er lig med det andet, skal jeg ikke kunne sige. Men det er i hvert fald interessant,” siger Anne-Mette. 

 

Flere artikler om vejledning på digitale platforme