Videnscenter artikel

Job i sabbatåret giver hver tredje interesse for velfærdsuddannelserne – men afskrækker hver anden

Trivsel i jobbet under sabbatåret er vigtigt for, om unge får interesse eller bliver afskrækket for at søge ind på lærer- og pædagoguddannelsen. Det viser ny undersøgelse fra EVA.

Igen i år er antallet af ansøgninger på pædagog og socialrådgiver faldet. Tallene for sygeplejerske og lærer er nogenlunde de samme som sidste års lave antal. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Men hvad er det, der gør at velfærdsproffesionerne kæmper med de lave ansøgertal og er der potentiale til at tiltrække flere studerende? Svarene er mange og et af dem kan måske føres tilbage til de potentielle ansøgerees erhvervserfaring i deres sabbatår. EVA har undersøgt sammenhængen mellem sabbatisterne og deres erhvervserfaringer i en mini-analysen "Fire ud af ti nyoptagne studerende har været lærervikar, pædagogmedhjælper eller ansat i ældreplejen", hvor de har spurgt de nyoptagne studerende i 2022.

Hver tredje bliver interesseret i uddannelserne

Cirka 4 ud af 10 studerende på uddannelserne, har inden studiestart været lærervikar, pædagogmedhjælper eller arbejdet i ældreplejen. Undersøgelsen viser, at cirka 1/3 af dem, som arbejdede som pædagogmedhjælper eller lærervikar er blevet videre interesseret i faget. Det gælder lidt over hver femte, der har arbejdet i ældreplejen. Omkring en tredjedel af sabbatisterne, som blev interesserede i deres lærer- eller pædagogjob i sabbatåret, endte med at søge ind på enten lærer- eller pædagoguddannelsen. Dette er en væsentligt højere andel end dem, som slet ikke har erhvervserfaring fra de to fag, hvilket tyder på et vist potentiale på længere sigt i at få de unge gjort interesserede i disse jobs når de har deres sabbatår.

Halvdelen bliver afskrækket 

Selvom jobbet kan skabe interesse for at søge ind på uddannelserne, så kan det også have den modsatte effekt. Cirka halvdelen af dem, som har gjort sig erfaringer som lærervikar, pædagogmedhjælper eller som ansat i ældreplejen er blevet afskrækket af jobbet og dermed fra at søge ind på en uddannelse inden for faget.

Trivsel er afgørende 

I analysens resultater er der klar sammenhæng mellem trivslen i jobbet og lysten til at søge ind på uddannelsen efterfølgende. 7 ud af 10, som ikke trivedes i jobbet, blev afskrækket for at søge ind på uddannelsen, mens det kun gjaldt for 4 ud af 10 af dem, som trivedes i jobbet.

 

Læs EVA's artikel og minianalyse Fire ud af ti nyoptagne studerende har været lærervikar, pædagogmedhjælper eller ansat i ældreplejen

Dyk endnu mere ned i årsagerne til fravalg af uddannelserne: Læs EVA's rapport Valg og fravalg af uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver