”Jeg passer mine roser i haven, er kasserer i den lokale håndboldklub, og så går jeg da også på arbejde engang i mellem. Men det er sådan set ikke det, der gør mig til mig”. Sådan kunne vi godt svare, når vi til konfirmationsfester, jubilæumsreceptioner og middagsselskaber bliver stillet det klassiske spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”. I teorien. For som samfundet er lige nu, så ”er arbejdet det, der gør os til dem, vi er.” Det siger professor i psykologi, Svend Brinkmann.
Han trådte for alvor ind i den offentlige samtale med bogen Stå fast (2014), hvor han tog samtidens krav om konstant selvudvikling under kritisk behandling. I sit videnskabelige arbejde har han blandt andet forsket i diagnosekultur og sorg. Siden 2019 har han været vært på P1-programmet Brinkmanns Briks, som dette efterår har fokus på arbejdslivet.
Grænser for menneskelig vækst
Et bæredygtigt arbejdsmarked er klar over, at der er grænser for menneskelig vækst, mener psykologiprofessoren. Vi må erkende, at der – ligesom med vores naturressourcer – er grænser for, hvor meget vi kan presse mennesker: ”Hvor meget kan vi udnytte, optimere og forbedre dem, før det kammer over?” spørger han.
Hvis man skulle blive i naturressource-retorikken, så ville man måske sige, at der bliver drevet rovdrift på de menneskelige ressourcer lige nu?
”Rovdrift er selvfølgelig et dramatisk ord. Men folk går ned med stress i høj grad. Vi kan se i den nationale sundhedsprofil, at der er en betragtelig del af befolkningen, der har dårligt mentalt helbred. Jo yngre man er, jo større er risikoen for, at man har det. Særligt dem, der lige er kommet ind på arbejdsmarkedet, og som endnu ikke har en erfaring at stå på, er i størst risiko for at få stress.”
Undersøgelser viser, at når folk med stress bliver bedt om at pege på, hvad der gør dem stressede, så nævner de arbejde som den primære årsag.
At spørge til rødderne
Ifølge Brinkmann er problemet, at vores arbejde er blevet en præstationsarena, hvor vi forventes at blive bedre og bedre udgaver af os selv. Vi skal ikke kun lære nye produktionsteknikker eller it-systemer at kende, men også hele tiden udvikle vores personlige karaktertræk: "Man skal være fleksibel og omstillingsparat. Man skal være robust og agil og innovativ og kreativ og alle de her ord, der står i jobannoncerne om det ideelle menneske, der skal arbejde." Vi forventes at bruge hele vores personlighed på arbejdet. Men det er der en psykologisk risiko forbundet med, mener han:
”Selv når man har fri, så tænker man på, hvordan man kan blive en bedre udgave af sig selv, der kan bruges på arbejdet. Så det er en potentiel trussel mod vores mentale sundhed at gå i ét med ens arbejdsidentitet” siger han og fortsætter: ”I hvert fald hvis det ikke er et bæredygtigt arbejdsliv, vi har.”
Brinkmann skelner mellem fødder og rødder. Vi skal lære nye ting og udvikle os. Det er fødderne, og dem er der for meget fokus på. Vi har som samfund glemt, hvordan man drager omsorg for det, der allerede findes: rødderne. Hvis vi som vejledere vil undgå at presse de vejledningssøgende til mere og mere selvudvikling, kan vi hjælpe med at skabe et stærkt rodnet. I stedet for at spørge: "Hvor ser du dig selv om tre år?", kan vi stille spørgsmål, der forankrer folk i det, de allerede kan og gør. Han eksemplificerer: "Hvad er det, du laver nu? Hvad er du dygtig til, og som du gerne vil fortsætte med at lave, fordi det er vigtigt?”
At spørge til det fælles
I tiden og samfundet er der en forventning til, at det enkelte menneske skal og realisere 'sit fulde potentiale'. Men Brinkmann mener, at vi i stedet for at fokusere på, hvordan det enkelte menneske kan identificere og udleve sine egne interesser, lyster, evner og potentialer, skal tale om, hvad vi kan gøre i og for fællesskabet. Han medgiver, at der måske er en risiko for, at det også kan opleves som et stort ansvar. Men, siger han:
"Jeg ser det nok mere som en mulighed for, at vi kan slappe lidt af med den der selvrealisering, fordi vi får adgang til et fællesskab af andre mennesker. Et samfund. Og vi finder ud af, at det er vigtigere at engagere sig dér, end at blive en bedre udgave af mig selv som et helt unikt individ."
For hvis alle svarene skal findes hos det enkelte individ, bliver vi eksistentielt ensomme:
”Hvis jeg i stedet forstår mig som et menneske i fælleskab med andre mennesker, så er der alle de andre, jeg kan henvende mig til. Og det er ikke fordi, at det er pligtfrit og uden problemer, for der er også mange fordringer, normer og idealer for, hvordan man skal være menneske som alment individ. Men vi er flere om det. Vi kan hjælpe hinanden bedre. Stå sammen. Være mere solidariske. Fordi vi forstår, at vi også er ens. At vi har den samme tvivl og har de samme nederlag og sorger. Men også de samme glæder. Og ikke mindst de samme glæder ved at bidrage til noget, der er større end én selv.”
Hvis vi følger Brinkmanns argument, så skal vi som vejledere også spørge til, hvad de vejledningssøgende tror, at samfundet - eller verden - har brug for. Hans tese er, at det at tænke sig selv ind i en meningsfuld sammenhæng, der er større end én selv, er gavnligt for både individ og omverden:
”Det er ret velunderbygget i psykologien. Det lyder lidt plat – som et DBU-slogan – at vi gerne vil være en del af noget større. Men det er der virkelig en længsel efter. Og nu kan vi så kalde det bæredygtighed i denne samtale.”