”Føler de indsatte, at de hører til?” Christina Rath fra Københavns Fængsler svarer med et stort ”nej” til sit eget spørgsmål, som indleder workshoppen.
Al selvbestemmelsesret bliver revet væk fra én, når man bliver kommer i fængsel og det er svært at føle, at man hører til i samfundet. Under en varetægtsfængsling har man stort set ikke kontakt til omverdenen. Vejlederens opgave er i begyndelsen af en varetægtsfængsling at danne sig en idé af varigheden, finde ud af, hvad den varetægtsfængslede har af uddannelses- og erhvervsbaggrund, samt hvilke tanker der er om fremtiden hos den indsatte. Derudover hjælper vejlederne med at vurdere, hvordan den indsatte kan blive integreret i samfundet igen, hvis varetægtsfængslingen er hurtigt overstået. Det kan for eksempel være at få hjælp til at søge orlov eller søge om sygeeksamen, hvis den indsatte er i gang med en uddannelse.
Vejledningen sår frø
Med mere ”erfarne” indsatte tager vejlederen en samtale om livet, som kan igangsætte en refleksion om den indsatte ønsker at ændre sin tilværelse. Hvad det er for et liv, man vil leve, og hvad der skal til for, at det lykkedes? Det er typisk en samtale om den indsattes værdier, dannelse samt faglige og personlige kompetencer. Christina Rath siger: ”De har typisk haft en helt anden opvækst og et helt andet liv, end vi kender til. Så de skal nærmest kravle, for at de kommer til at lære et andet liv at kende”. I vejledningssamtalen taler de om små skridt og de små sikre sejre, og at det kan være en krævende og svær proces at ændre vaner. Særligt når man måske har udfordringer med det mentale helbred eller ikke kender så meget til det liv, som de fleste i samfundet lever. Samtalen kommer derfor til at handle om at ”så frø” og lave en god overlevering til andre kolleger i Kriminalforsorgen.
Christina Rath fra Vestre Fængsel bruger den konstruktivistiske vejledningsmetode i en moderat form til at åbne op for den indsattes refleksioner. Vejledning er ikke kun at give information, det er en proces. De indsatte kan godt låse sig fast til en plan og ikke være fleksible, hvis det ikke går, som de tror, fortæller Christina Rath. Hun fortsætter: "En af de store vejledningsforskere siger jo, at planer skal skrives med blyant og man skal have et viskelæder”.
Carina Munkskov Jansson fortæller om vejledningen i Storstrøms Fængsel, at det vigtigste i vejledningen er, at den indsatte bliver i stand til at træffe beslutninger omkring fremtidig uddannelse og beskæftigelse. På den måde får den indsatte en bevidsthed om egne evner, kompetencer og interesser. Uddannelse giver de indsatte et tilhørsforhold til samfundet, når de løslades. Der bliver i fængselsvejledningen lagt en plan for uddannelse, enten uddannelse internt i fængslet, eller en handlingsplan til de bliver løsladt. Med hjælp fra fx socialrådgivere kommer der styr på bolig, uddannelse, bank osv., så de kan blive en del af samfundet igen.
Barrierer
Der kan være mange barrierer på spil, når en tidligere indsat skal høre til i samfundet igen. I fængslet er der faste rammer, ro til fordybelse, alt er planlagt og der er ikke så meget pres. Når man bliver løsladt rammer "virkeligheden", og det kan være svært med alle pligterne og ansvaret, som børn der skal passes og hentes, arbejde eller uddannelse, regninger der skal betales. Christina Rath fortæller, at det kan være ganske overvældende for dem at komme ud og skulle "kitte ind" i livet igen, og mange kan ikke klare det. Der er nogle broer der skal bygges, og lige nu er broerne i det offentlige system ikke gode nok. Bolig, mitID, ansøgninger og bankkonto kan nemt komme til at opleves som barrierer.
Carina Munkskov Jansson formulerer det på den her måde: ”De føler ofte, at de er bagud på livet i forhold til andre på deres egen alder. Mens de har været i fængsel, har dem uden for fået uddannelse, arbejde og familie”.
Motivationsarbejde
Et af målene for vejledningen i fængslerne er at skabe håb for en bedre fremtid og at de indsatte finder motivationen og redskaberne til igen at blive en del af samfundet. Det stiller mange indsatte overfor ny læring og et vedholdende arbejde med motivationen for at skabe et nyt liv med uddannelse og arbejde.
Det har størst effekt, når motivationen kommer "indefra". Udefrakommende motivation kan godt blive internaliseret, men udgangspunktet for arbejdet med motivation er for Christina Rath, at respektere den indsatte som et voksent menneske. Hun fortæller videre om motivationsarbejdet: ”Den indsatte skal være med til at præge sin tid i fængslet og livet derefter, så godt de kan, i et svært system og under svære vilkår. Det kræver ikke blot motivation, men også en kæmpe vilje og formentligt tilløb for nogle af dem”.
Carina Munkskov Jansson fra Storstrøms Fængsel gør også meget ud af motivationsarbejdet. Hun fortæller, at de prøver at motivere dem til at vælge en ny vej. Vejlederne er med dem hele tiden med støtte og opmuntring. De prøver at skabe en god kontakt og følge den indsatte tæt. Det gør, at de indsatte føler sig betydningsfulde. Vejlederne tror, at det gør en kæmpe forskel, at de indsatte mærker, at der er interesse for dem. I motivationsarbejdet gør de brug af kollektiv vejledning, når det er muligt, walk and talk ud over de individuelle samtaler.
Carina Munkskov Janssons opfordring til vejledere uden for fængslerne er, at anerkende indsatte eller tidligere indsatte som en ressource for samfundet. Det skal ikke være deres dom, som definerer dem som mennesker.
Baggrund
Vestre Fængsel er primært for varetægtsfængslede, der sidder i en usikker situation. Der er ca. løbende 500 indsatte, hvoraf ca. 60 er afsonere. Vestre Fængsel er en del af Københavns Fængsler, hvor man kan tage OBU, FVU og AVU-fag, samt nogle AMU-kurser, typisk inden for madområdet.
Storstrøms Fængsel er et lukket fængsel, som nærmest er en lille landsby med kirke, købmand og gymnastiksal. Fængslet er normeret til 250 indsatte, men der er massiv overbelægning, så der er køjesenge på enkeltværelserne. I Storstrøms Fængsel kan man fx tage AVU, FVU, OBU og HF-enkeltfag som fjernstudie (ikke online, men som brevstudie) og EUD-grund- og hovedforløb på gastronom. Nogle får frigang til uddannelse, når de er langt henne i deres afsoning.