Skibsmekanikerelev med stor skiftenøgle
Erhvervsuddannelse (EUD)

Skibsmekaniker

En skibsmekaniker arbejder med at reparere motorer på store skibe. På skolen lærer du om skibsmotorer og om den øvrige mekanik og teknik på skibet.

Fakta

Navn:
Skibsmekaniker
Varighed:
3 år 9 mdr.
Trin og specialer:
Skibsmekaniker
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Bemærk:
Du skal være fyldt 18 år, før du kan komme i praktik til søs
Skolepraktik:
Ikke mulighed for skolepraktik
Økonomi:
SU og elevløn

En vigtig del af arbejdet går ud på at vedligeholde motorerne med nye filtre og lejer, så skibet hele tiden kan sejle bedst muligt.

Som skibsmekaniker lærer du også at styre skibet, og du skal hjælpe til, når skibet skal losses og lastes. En skibsmekaniker kan arbejde på sejlende skibe, på skibsværfter eller værksteder, der reparerer skibsmotorer.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen til skibsmekaniker giver en grundlæggende viden om tekniske, mekaniske og hydrauliske anlæg på skibe. Du skal lære de forskellige typer af maskiner ombord på et skib at kende. Du kommer til at svejse, at skære gevind og at klippe rør og plader.

Du lærer at vedligeholde maskineriet, hydrauliske anlæg og andet teknisk udstyr. Du lærer desuden at læse en teknisk tegning samt at reparere fejl.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen undervises du fx i:

  • Dieselmotorer
  • El-teknik
  • Hydraulik
  • Rørsystemer
  • Tegningsforståelse

Du skal også have fag som dansk, engelsk samt fra ide til produkt.

Praktik

I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skolepraktik.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Uddannelsessteder

Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler. Hvis du allerede ved grundforløbets start ved, hvilken uddannelse du sigter mod, er det en fordel at vælge en skole med en fagretning, der leder mod den ønskede uddannelse. Se Fagretningsnøglen

Grundforløbets 2. del samt uddannelsens hovedforløb tages på EUC Nord i Frederikshavn. Se kortet til venstre.

Deltagerforudsætninger

Med denne uddannelse er det vigtigt, at du:

  • Har lyst til at arbejde med it, teknik og mekanik
  • Kan bruge viden om teknik til at løse praktiske opgaver
  • Er praktisk anlagt og har lyst til at bruge dine hænder 
  • Har god fysik
  • Er indstillet på at være væk hjemmefra i længere tid af gangen - også som lærling
  • Er søstærk og klar til at deltage i hverdagen og arbejdsopgaverne på et skib

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderet uddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på E-niveau
  • Matematik på E-niveau
  • Engelsk på D-niveau
  • Fysik på F-niveau

Du skal desuden have taget certifikat i nedenstående, som du undervises i på grundforløbet:

  • Arbejdsmiljø og sikkerhed ved svejsning og termisk skæring
  • Førstehjælp på erhvervsuddannelserne
  • Elementær brandbekæmpelse
  • Kvalifikationsbevis som ubefaren skibsassistent

For at starte på uddannelsens hovedforløb, skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter.

Efter 9. eller 10. klasse

Ansøgningsfristen er 1. marts, hvis du starter på en erhvervsuddannelse direkte fra 9. eller 10. klasse eller inden 1. september året efter, at du er gået ud af skolen. Du ansøger om optagelse gennem www.optagelse.dk. Du får skriftligt svar i slutningen af juni. Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du går i 9. eller 10. klasse.

Du starter normalt i et grundforløb, der varer 1 år (2 X 20 uger) og omfatter en fagretning. Efter de første 20 uger skal du beslutte, hvilket hovedforløb du vil gennemføre. Læs mere om grundforløb og fagretninger i Grundforløbet på en erhvervsuddannelse.

Se skolernes udbud af fagretninger i Fagretningsnøglen.

Under 25 år

Hvis du er gået ud af skolen for mere end 1 år siden og er under 25 år, ansøger du gennem www.optagelse.dk. Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere. Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du er gået ud af skolen.

Du starter din uddannelse med grundforløbets 2. del (20 uger). Læs mere i Erhvervsuddannelse for dig, der er gået ud af skolen.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, ansøger du gennem www.optagelse.dk. Som en del af optagelsen gennemfører erhvervsskolen en vurdering af dine kompetencer og fastlægger dit uddannelsesforløb på grundlag af vurderingen. Læs mere i Erhvervsuddannelser for voksne.

Bemærk - praktikvejen

Hvis du har en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, der dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse direkte i praktik. Læs mere i Skolevejen og praktikvejen.

Bemærk - ny mesterlære

Du kan også vælge at tage uddannelsen som ny mesterlære og erstatte det meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring i en virksomhed. Læs mere i Ny mesterlære.

Find en praktikplads

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt, men du kan eventuelt få hjælp af skolen. Læs mere i Sådan søger du praktikplads.

Bemærk, at dele af praktikken foregår til søs. Du skal være fyldt 18 år, før du kan komme i praktik til søs.

Praktikpladsen.dk

www.praktikpladsen.dk kan du finde ledige praktikpladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at ansætte elever.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige praktikpladser, der matcher dine praktikønsker.

Der er ikke mulighed for skolepraktik. Hvis du ikke kan finde en praktikplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre praktikmuligheder. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begyndelseslønnen for elever i erhvervsuddannelserne ligger typisk mellem 9.500 kr. og 12.500 kr. om måneden og stiger for hvert år.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Har du ikke det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18. år.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Jobmuligheder

Skibsmekanikere arbejder som regel ombord på skibe til søs. Men du kan også blive ansat på et skibsværft eller et motorværksted.

Læs mere under Mulige job.

Nyuddannedes beskæftigelse

Figuren viser beskæftigelsen for nyuddannede (2013-15) fordelt på brancher.

Flertallet af de meget få nyuddannede (under 20) er beskæftiget i rederier samt i Søværnet. Andre omfatter to brancher med færre end 5 nyuddannede.

Se forklaring på Nyuddannedes beskæftigelse.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på følgende niveauer i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  • Skibsmekaniker: niveau 4

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Mere uddannelse

Når du er færdig som skibsmekaniker, har du flere muligheder for videreuddannelse. Du kan søge optagelse på følgende erhvervsakademiuddannelser:

Samt på følgende professionsbacheloruddannelse:

Du kan også videreuddanne dig inden for en erhvervsakademiuddannelse efter eget valg. Du skal opfylde uddannelsens adgangskrav, dvs. have opnået de specifikke fag og niveauer, som den enkelte uddannelse kræver, inden du søger optagelse. Hvis du ikke allerede har opnået disse, fx i din erhvervsuddannelse, skal du supplere. Se alle erhvervsakademiuddannelser.

Læs mere i  Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen.

Voksen- og efteruddannelse

Er du faglært og har mindst 2 års erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig på deltid. Se relevante muligheder i Videre som faglært.

Få mere at vide

Det Faglige Udvalg for Maritime Metaluddannelser
www.industriensuddannelser.dk

Det Blå Danmark
www.worldcareers.dk

Metal søfart
www.co-sea.dk

Søfartsstyrelsen
www.sofartsstyrelsen.dk

Mulige job

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.