Formålet med etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) var bl.a. at opstille:
Nationale mål og krav:
- For den unge: Vejledningen skal sikre et tilstrækkeligt grundlag for at træffe realistiske beslutninger om valg af uddannelse og erhverv, som svarer til den unges potentialer
- For samfundet: Vejledningen skal understøtte målet om veluddannede borgere og høj beskæftigelse
Vejledningen skal således understøtte målene om livslang læring og en styrkelse af selvstændighedskulturen samt ifølge lovgivningen arbejde med følgende:
Generelle mål og krav:
- Bedre kvalitet i vejledningen
- Mindre frafald fra og omvalg i uddannelserne
- Mere målrettede tilbud til unge med særlige behov for vejledning
- Øget anvendelse af IKT-baseret information og vejledning
- Vejledningen skal have større sektoruafhængighed
- Bedre sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked.
Kravet om sektoruafhængighed er interessant og har givet anledning til mange refleksioner, idet der i kravet må ligge et ønske om en frigørelse fra den eksisterende skolekulturelle dominans. Sammen med kravet om, at UU skal have en selvstændig ledelse, er der lagt op til en fagspecifik professionalisering af hele vejledningsområdet.