Mød en dyrlæge
I videoen kan du møde Emma Spangsberg Cannings, der er dyrlæge på Tinglev Dyrehospital.
Jobbet som dyrlæge
Som dyrlæge ved du, hvordan dyrs kroppe er bygget og fungerer. Du ved, hvad der sker, når dyr er syge, og hvad man gør for at kurere dem.
På fagsprog er du ekspert i områder som patologi, mikrobiologi, immunologi, farmakologi og toksikologi, fysiologi, anatomi og genetik. Det betyder på almindeligt dansk, at du har en samlet forståelse for dyrs helbred og en bred viden om dyrs sygdomme, trivsel, medicin, rådgivning og behandling.
Når du arbejder som dyrlæge, er der ikke altid et rigtigt svar, men ofte mange etiske overvejelser. Det gælder både i forhold til behandling af de enkelte dyr, men også i forhold til fx dyrevelfærd og brug af medicin, der kan påvirke miljøet.
Dyrlæger er blandt andet ansat i private dyrelægeklinikker, i den offentlige fødevarekontrol og i medicinalindustrien.