Ny indsats skal skabe flere praktikpladser på erhvervsuddannelserne

En aftale mellem arbejdsmarkedets parter (LO og DA) og Undervisningsministeriet betyder, at der nu sættes ind over for manglende praktikpladser på erhvervsuddannelserne.

I alt 95 mio. kr. skal i 2014-15 bidrage til, at der skabes flere praktikpladser. Pengene skal bl.a. give erhvervsskoler og praktikpladscentre mulighed for at ansætte flere praktikpladskonsulenter. En informationskampagne skal synliggøre beskæftigelsesområder med ledige praktikpladser og få ansøgere.

Et andet af aftalens tiltag er opfølgningssamtaler med elever, der er gået i stå i deres uddannelsesforløb pga. manglende praktikplads. Samtalerne skal belyse, hvordan eleverne bedst kommer videre, men forpligter også i højere grad eleverne til at være mobile og flytte til landsdele med ledige pladser.

Kilde: Politiken, 30. oktober 2014, Unge skal tvinges i skolepraktik

Læs mere: Undervisningsministeriet, 30. oktober, Regeringen investerer millioner i praktikpladsinitiativer