Tanken er, at de vejledte på denne måde får den bedste vejledning for den laveste offentlige udgift. Mest mulig vejledning for pengene. Hvor mange penge drejer det sig om? 1.191 mio. kr. årligt iflg. en ny rapport (se Uddannelses- og Erhvervsvejledning i Uddannelsessektoren, 2008). Vejledning er en branche af betydelig størrelse.

Og vejledning er stadig en offentlig aktivitet. Det er det offentlige, der bestemmer og betaler - bortset fra fx headhunting og coaching. Men hvorfor udbydes vejledningen ikke på et helt frit marked? Hvis folk gerne vil have vejledning, kan de vel betale for det? Svaret ville være ja, hvis vejledning var et privat anliggende. Men det er vejledning netop ikke kun. Vejledning er i høj grad også et samfundsmæssigt anliggende med mange politiske interesser. Derfor vil det offentlige gerne have hånd i hanke med, hvad der skal tilbydes, hvem der får opgaven, og hvordan den bliver løst.

I den danske vejledningsverden er mange opgaver pt. udliciteret fra jobcentre til andre aktører, ofte private firmaer. De 7 Studievalg har siden 2004 løst vejledningsopgaver på baggrund af hver sin kontrakt med Undervisningsministeriet, og nu er opgaven i udbud igen. Inden for nogle centralt opstillede, politisk bestemte mål skal Studievalg bl.a. opfylde, at 50 % af de unge gennemfører en videregående uddannelse i løbet af de næste år.

I denne sammenhæng sker der en dobbelt bevægelse: På den ene side bliver vejledningsindsatsen decentraliseret, idet den bliver forankret i (tvær)kommunale enheder. Dette gælder fx Ungdommens Uddannelsesvejledning (som i parentes bemærket udbyder vejledningsydelser til skoler). Her er det lokale, politiske ansvar blevet tydeligere, og dermed også interessen for vejledning.

Men bevægelsen går også den anden vej, mod en større grad af centralisering (Andersen, 2007). Dette ses især hos Studievalg, som er bundet op på endda meget detaljerede kontrakter, og hvor centraliseringen naturligvis slår igennem i de udfoldelsesmuligheder som Studievalg har. Nye tiltag må genforhandles.

Bag ved kontrakterne ligger politikernes ønske om at påvirke de unges uddannelses- og erhvervsvalg i særlige retninger. Pt. er målsætningen at øge uddannelsesfrekvensen. Det betyder, at vejledningsindsatsen i høj grad er udbudsstyret. Og styret. Det ligger i hele udbudstankegangen, at den myndighed, der opstiller kravene i denne proces, hermed opstiller kontraktmål, som er langt mere detaljerede end tidligere tiders mere generelle bekendtgørelser. Vejledernes opgave er herefter at opfylde kontrakten, som så benchmarkes (sammenlignes) med andre, tilsvarende vejledningsordninger.

Hvad bliver udbudt i dansk uddannelses- og erhvervsvejledning? En oversigt:

Watts (1995) skelner i denne sammenhæng mellem på den ene side vejledning som markedets smørekande, som letter friktionen mellem uddannelser og arbejdsmarked, og på den anden side at vejledning i sig selv udbydes på et frit marked til kunderne eller på et quasi-marked, dvs. et marked reguleret og finansieret af det offentlige. Det er fx tilfældet i Danmark og stort set også i Holland (se Frans Meijers artikel).

Vejledning udbudt på et marked kan således organiseres på mange forskellige måder:

• Sælges som en service til kunder
• Private ydelser som kunder kan købe på med symbolske penge (tranings credits, guidance vouchers)
• Finansieres af det offentlige og leveres igennem private eller offentlige organisationer eller i offentligt/private konsortier
• Finansieres af det offentlige og leveres igennem non-profit organisationer
• Finansieres af arbejdsmarkedsfonde og leveres igennem arbejdsmarkedsorganisationer eller uafhængige enheder (som fx Arbejdspladsbaseret vejledning, Island; se NVL 2/2005)

En ting er udbud af vejledningsindsatsen, en anden er efterspørgsel efter vejledningstilbud. Kunne vejledning gøres mere efterspørgselsorienteret – og er det ønskeligt? Ja, EUs resolutioner om livslang vejledning sætter den vejledte og dermed efterspørgselssiden af vejledning ganske centralt:

’Modtagerne af vejledning skal stå i centrum’ (EU, 2004; præciseret 2008)

Der har været gjort forsøg med at stimulere efterspørgslen efter vejledning på forskellig vis, bl.a. via guidance vouchers. Sådanne symbolske betalingsmidler for vejledning fungerede faktisk ikke efter hensigten, som var at række ud til de kortuddannede med særlige/udvidede vejledningsbehov (Hawthorn & Wisdom, 1992).

Andre måder at stimulere efterspørgslen har været via kampagner i forbindelse med voksnes efter- og videreuddannelse: Kunnskapslyftet, Sverige, og learndirect, England, er eksempler på dette. Og de 22 danske Voksenvejledningsnetværk har samme opgave.

Men der er et par misteltene at tage i ed, når vejledningstilbud udbydes i licitation (Hughes & Gray, 2004):

• Vejledning er ikke en vare, det er en proces
• Resultaterne af vejledning er langsigtede og ikke umiddelbare
• Efterspørgslen kommer fra flere sider (enkeltpersoner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, politikere) og er således både mangesidet og uklar.

Argumenterne for at sende vejledning i udbud via licitation har vekslet gennem årene. Således var argumentet i 1980’erne og 1990’erne at give offentlige institutioner konkurrence: Det ville give offentlig service til en billigere penge. Senere skiftede argumentationen til at handle om kvalitet. Så kom ønsket om mere innovation til. Endelig er der også blevet argumenteret med et ideologisk ønske om frit valg som et gode i sig selv.

Dertil kommer den helt basale problemstilling, om udbuddene hviler på solid grund og viden? Det mener professor ved CBS, Carsten Greve, ikke er tilfældet. I en nylig rapport om konkurrence og offentlig servicelevering i Danmark påpeger han, at vi i Danmark mangler solid dokumentation for, hvordan udlicitering virker. Argumenterne for udlicitering og er ofte bundet op på gætterier og estimater om fremtidige gevinster i stedet for at være baseret på solidt empiriske erfaringer eller dokumenterbare effekter (Greve, 2008).

Dele af dansk vejledning har nu været i udbud siden 2004. Jobcentrene (tidligere Arbejdsformidlingen) har endda længere erfaring med dette. Det har medført, at en række andre aktører er kommet ind på markedet, hvor de nu har en række opgaver som før blev regnet til Arbejdsformidlingens kerneydelser, bl.a. vejledning af arbejdsløse, kontakt, opfølgning mv. Jobcentrene har i denne sammenhæng fået til opgave at overvåge og kontrollere kvaliteten i vejledningsindsatsen, dvs. en evalueringsopgave.

I forhold til uddannelsesvejledning har især Studievalg været et eksempel på en udlicitering med tilhørende kontraktstyring. Det har naturligt nok medført en skarp fokus på netop de ydelser som kontrakten indeholder. Men samtidig har det betydet en øget centraliseret styring af vejledning, i modsætning til en mere lokalt eller regionalt orienteret vejledning.

I det nye udbud af Studievalg (fra 2009) er denne tendens forstærket, idet der nu er mulighed for at et firma kan byde på alle landets Studievalg. Så kan den situation opstå, at der kun er én vejledningsenhed på dette felt. Det vil lette styringen.

Andersen, N. Åkerstrøm (2007). Offentlig ledelse og styring. KBH, Jurist/Økonomforbundet

Greve, B. (2008). Konkurrence og offentlig servicelevering. KBH, FTF.

Hawthorn, R., & Wisdom, M. (1992). Adult Guidance Voucher Scheme Pilot: An Evaluation. Cambridge, NICEC

Hughes, D. & Gray, S. (2004). A Market in Career Provision? Learning from Experiences on the East Coast of America. CeGS Occasional Paper. Derby, Centre for Guidance Studies, University of Derby.

Uddannelses- og erhvervsvejledning i uddannelsessektoren. - København, Rambøll Management, 2008.

Watts, A.G. (1995). Applying Market Principles to the Delivery of Careers Guidance Services: A Critical Review. In: British Journal of Guidance and Counselling, Vol 23, No. 1, 1995