Der er da heller ikke tvivl om målenes nødvendighed. Kravene er stigende både på arbejdsmarkedet og i samfundslivet. Prognoserne tyder på, at vi på længere sigt får mangel på både faglærte og folk med videregående uddannelse, men risikerer at have overskud af ufaglært arbejdskraft.

Vi kan faktisk allerede i dag se, at op mod hver tredje uden uddannelse er på overførselsindkomst, allerede når de er i trediverne. Hvis vi ikke sikrer faglig eller boglig uddannelse til alle, risikerer vi et mere delt samfund, hvor store grupper lever på sidelinjen af arbejdslivet og samfundslivet med alle de menneskelige og økonomiske konsekvenser, som dette indebærer. Skal vi undgå det, må vi se på, hvem det er, der falder ud af uddannelsessystemet eller på anden måde underpræsterer og undersøge, hvorfor de gør det.

Politikerne ser bedre vejledning som en del af løsningen, og vejledningen skal sammen med mentorordninger og lignende især målrettes de mindst uddannelsesparate. Det er ganske fornuftigt. Behovet dokumenteres blandt andet af en undersøgelse, som jeg for nogle år siden tilrettelagde i samarbejde med Anvendt Kommunal Forskning (AKF) (Olsen 2008).

Undersøgelsen byggede på et datasæt om unge, deres familier og vej gennem uddannelsessystemet. Tusindvis af 15-årige gennemførte med nogle års mellemrum PISA-undersøgelserne, der ikke kun testede deres faglige færdigheder, men også spurgte om en række forhold i hjemmet. Knap 4000 af disse blev interviewet igen, da de var blevet 19 år. Dermed ved vi ikke kun en masse om, hvordan forskellige typer elever klarer sig i skolen, men også hvad der sker på deres videre vej gennem ungdomsuddannelserne.

AKFs undersøgelse viste, at kulturen i hjemmet har stor betydning for, hvordan de unge klarer sig. Det er eksempelvis vigtigt, om familien spiser et hovedmåltid sammen, om man diskuterer tv og samfund med far og mor, og om man tager på kulturtilbud som museer etc. Uanset om forældrene er ufaglærte eller akademikere, klarer de aktive familiers børn sig bedre i skolen end de inaktives.

Familiekulturen har også stor betydning for, hvorvidt de unge gennemfører en ungdomsuddannelse. En del af de 19-årige var droppet ud af en ungdomsuddannelse uden at starte på en ny. Hér var et socialt skel, men også en tydelig forskel på aktive og mindre aktive familier:

I de ufaglærte familier var frafaldet 20 procent i de inaktive hjem, men kun 12 procent i de aktive.

I akademikerfamilierne var frafaldet helt nede på 5 procent i de aktive hjem, men 13 procent i de inaktive.

Det er her, vejledere og andre kommer ind i billedet. I de aktive og velfungerende familier er forældrene med til at besvare et hav af spørgsmål: Hvilken uddannelse og fagkombination skal jeg vælge? Hvordan håndterer jeg problemer med en lærer eller nogle af de andre elever? I de knap så aktive familier er der ikke tilstrækkelig forældreopbakning til at håndtere disse problemer. Her kan vejledere, mentorer etc. være med til at holde de unge på sporet eller skifte til et bedre.

Undersøgelsen afdækkede imidlertid også et andet mønster, der er mindst lige så tankevækkende i relation til målsætningerne om 95 og 50 procent. Den viste nemlig, at børn fra inaktive akademikerfamilier klarede sig bedre i skolen end jævnaldrende fra aktive faglærte og ufaglærte familier. En stimulerende familiekultur er således ikke nok til at opveje mere fundamentale sociale ulighedsmekanismer.

Skævheden hænger givetvis sammen med, at akademikerbørn kan få en helt anden hjælp derhjemme til skolearbejdet, hvad enten det handler om engelske stile eller projektopgaver. Den hænger også sammen med, at de højtuddannedes børn er mere fortrolige med det sprog og de arbejdsformer, der anvendes i uddannelsessystemet eller kan få hjælp af forældrene til at afkode det. Hvad betyder det at perspektivere? Hvad er en synops? Forlæng selv listen!

Det er bemærkelsesværdigt, at disse sociokulturelle barrierer er totalt fraværende i debatten om, hvordan vi realiserer 95 og 50 procent. Den ubehagelige sandhed er nemlig, at de seneste 10-15 års udvikling i uddannelsessystemet har rejst den ene nye barriere efter den anden.

Det værste eksempel er Reform 2000, som individualiserede og modulopbyggede erhvervsuddannelserne, og efter få år tvang politikerne til at reformere reformen. Lignende tendenser ses imidlertid også i andre dele af uddannelsessystemet. Gymnasieelever skal i dag lære abstrakt videnskabsteori, og helt ned i folkeskolen afleveres synopser med metodeovervejelser, perspektivering og lignende. Samtidig er der sket en svækkelse af praktiske læringsformer - fra sløjdundervisning til projekter om konkrete problemer.

Ændringerne er udtryk for, at de højtuddannede mere enøjet end før sætter deres forestillinger igennem. Konsekvensen er, at uddannelsessystemet bliver en mere fremmed verden for det store flertal, der kommer fra hjem uden en længere boglig uddannelse.

Undersøgelsen blev offentliggjort i Ugebrevet A4, nr.1 2008

Se mere om Lars Olsen