Signs of Safety (SoS) er en metode til at skabe gode samarbejdsrelationer med forældre og professionelle såsom sagsbehandlere, lærere og vejledere. Der er fokus på den gode samarbejdsrelation, uden at alvoren i vanskelighederne for det udsatte barn eller den unge minimeres. Metodens fokus på undtagelser - tegn på sikkerhed - fra bekymringerne, giver mulighed for, at der kan foretages en balanceret risikovurdering.

Udviklingen af SoS fandt sted i 1990erne af familieterapeut Andrew Turnell og sagsbehandler Steve Edwards i Vestaustralien og var inspireret af den løsningsfokuserede og strategiske korttidsterapi. Gennem udvikling af SoS-uddannelsen og inddragelse af erfaringer fra dem, som anvendte metoden i deres arbejde, blev modellen forfinet.

Vigtige principper i SoS er, at der er en god samarbejdsrelation med familien og de professionelle, at de professionelle ikke på forhånd kender sandheden og derfor blot stiller nysgerrige spørgsmål. Med spørgsmålene skabes overblik og struktur omkring bekymringer for barnet eller den unge, og ud fra svarene foretages en balanceret risikovurdering af barnets trygge udvikling og sikkerhed.

Den løsningsfokuserede spørgeteknik har til formål at åbne op for en anerkendende og konstruktiv dialog med familien. Den professionelle indtager en nysgerrig rolle for at samle information om bekymringer og tegn på sikkerhed for barnet/den unge.

Det er vigtigt, at afdækningen af forholdene omkring barnet/den unge foretages gennem spørgsmål til familiens og de professionelles forståelser af forholdene, at der findes undtagelser fra problemerne - det, der fungerer - og at dette forstærkes. Fx: "Hvad ser du som mor, der fungerer? Hvordan fik I det til at ske/fungere? Hvem har lagt mærke til det?"

Skalaspørgsmål anvendes ligeledes i afdækningen af forholdene. Fx: "Forestil dig en skala fra nul til ti, hvor nul er lig med, at Jonas ikke længere kan gå i skolen, og ti er lig, at der ikke er nogen bekymring for Jonas' skolegang, hvor er du på skalaen i dag?"

Ved at anvende den spørgende tilgang inviteres alle til at deltage i løsning af problemerne, hvor det ikke er de professionelle, der har de rigtige svar.

Vejledere på skoler, der er i kontakt med unge med et bekymrende fravær, kan med fordel anvende spørgeteknikken, så der åbnes for en konstruktiv dialog med den unge og familien.

Når den professionelle afholder samtaler med familien, anvendes et skema i tre kolonner med overskrifterne "Hvad bekymrer?", Hvad fungerer/ressourcer", Hvad skal ske?" Skemaet er med til at gøre samtalen konkret og bidrager til, at familien reflekterer over deres og de professionelles forståelse af problemerne ved at se det skrevet ned i skemaet på en tavle eller andet. Der skabes et fælles fokus familien og de professionelle imellem. Yderligere bidrager skemaet til, at der bliver lagt vægt på at finde undtagelser fra bekymringer og finde familiens styrker. Denne balance giver den professionelle mulighed for at kunne vurdere bekymringsgraden og foretage en balanceret risikovurdering.

Skemaet bidrager ligeledes til, at problemerne, der bliver drøftet, løftes væk fra familien, så fokus ikke er på dem, hvilket gør det lettere for dem at drøfte det.

SoS understøtter, at de professionelle skaber partnerskab med familien gennem en god samarbejdsrelation. Dette sker bl.a. ved at sikre, at forældrene får forståelse for den professionelles bekymring. Denne proces bidrager til, at forældre tager ansvar for løsning af vanskelighederne.

En måde at skabe den tilstrækkelige indsigt hos familien er ved at udarbejde et bekymringsgrundlag. Bekymringsgrundlaget er bygget op omkring "tidligere skader, der er sket på barnet" og "fremtidige farer for barnet". Et tænkt eksempel på et bekymringsgrundlag kunne være det følgende:

Børne- og familieafdelingen og Jonas' skole er bekymret for, om Jonas' mor og far i tilstrækkelig grad kan varetage omsorgen for Jonas på 14 år. Det drejer sig om, at Jonas' mor og far skal sørge for, at Jonas kommer i skole hver dag, at Jonas kommer af sted om morgenen, så han ikke møder for sent, at Jonas får læst sine lektier, og undgå de store konflikter mellem Jonas og far, som Jonas beskriver til sin klasselærer.

Hvis dette ikke sker, er Børne- og familieafdelingen bekymret for, at Jonas ikke kan følge en forsvarlig faglig udvikling i skolen, og at Jonas ikke vil være rustet til at kunne tage stilling til, hvad han skal påbegynde efter folkeskolen.

Metoden fokuserer på at inddrage familiens netværk som led i at løse vanskelighederne. Forældrenes forståelse for den professionelles bekymring skal motivere familien til at inddrage deres netværk. Familiens netværk skal i samarbejde med forældrene og de professionelle skabe sikkerhed for barnet/den unge.

Det er derfor vigtigt, at der arbejdes på at finde støtte og opbakning i netværket, både det private og det professionelle, og at netværket inddrages i møderne. Der arbejdes i høj grad med brug af netværksmøder, hvor netværket bliver bekendt med bekymringerne. Til forskel fra andre samarbejdsmøder, hvor en stor del af tiden bliver brugt på at drøfte bekymringer, skal det private og det professionelle netværk samarbejde med familierne om at skabe positive forandringer.

Det vanskelige ved metoden er, at det er nødvendigt, at de professionelle taler åbent omkring bekymringen, også selv om familien er til stede i rummet. Det kan være en stor udfordring. Der kan være risiko for, at de professionelle ikke tør fremkomme med deres viden om sagen, så den derved ikke bliver belyst tilstrækkeligt. Dette stiller krav til de professionelle ved netværksmøderne.

Det kan selvfølgelig være en udfordring at skulle drøfte alvorlige bekymringer foran familien og den unge, men min erfaring er, at familien i høj grad føler sig inddraget og tager ejerskab i forhold til løsningerne.