Masteruddannelse

It-ledelse

Efter- og videreuddannelse, hvor du lærer at forstå og lede komplekse, strategiske processer, der involverer it, digitalisering og forandringer.

Fakta

Varighed: 2 år på deltid

Adgangskrav: Videregående uddannelse + 5 års erhvervserfaring + andre adgangskrav

Økonomi: Deltagerbetaling. Evt. mulighed for tilskud og støtte

Om uddannelsen

Master i it-ledelse er en specialiseret lederuddannelse med fokus på it og digitalisering. Under uddannelsen udvikler du både din it-faglige viden og dine kompetencer som leder igennem et udviklingsforløb.

Uddannelsen henvender sig til nuværende og kommende it-ledere. Både inden for den private og den offentlige sektor.

Hvad lærer du?

Du får viden om digital innovation og strategi, digitale forretningsmodeller og digital transformation og forandringsledelse. Du får også en forståelse for nye teknologier og deres muligheder og begrænsninger.

Du lærer at lede it-projekter og at gennemføre de organisatoriske forandringer, som følger med digitalisering.

Hvad kan du bruge uddannelsen til?

Som færdiguddannet kan du arbejde med ledelse af it og digitalisering i både private og offentlige organisationer.

Du har emner og fag som:

  • Digital innovation
  • Digitale teknologier
  • Ledelse
  • It-strategi
  • Forretningsforståelse

Undervisningen er tilrettelagt som weekendseminarer, men der kan også forekomme undervisning eftermiddag eller aften. De enkelte undervisningsforløb er en kombination af forelæsninger, øvelser, præsentationer og gruppearbejde. En del af undervisningen foregår uden for IT-Universitetet i form af weekendseminarer med overnatning og et studieophold i udlandet.

Du kan læse mere om undervisningen og uddannelsens studiemiljø på uddannelsesstedets egen hjemmeside.

Eksamen

Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med et masterprojekt, som også danner grundlag for en mundtlig eksamen.

En masteruddannelse er videregående efteruddannelse på niveau med en kandidatuddannelse. 

Uddannelsen foregår på deltid og udbydes hovedsagelig af universiteter.

Læs mere:

Om masteruddannelser

Opbygning

Uddannelsen består af: 

  • Fire obligatoriske moduler (30 ECTS)
  • To valgfrie moduler (15 ECTS)
  • Et afsluttende masterprojekt (15 ECTS)

Du kan tage hele masteruddannelsen eller evt. tilmelde dig enkelte fag. Tal med uddannelsesstedet om dine muligheder.

Adgangskrav og optagelse

Værd at vide

Masteruddannelsen er tilrettelagt på deltid over 2 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og har et omfang af 60 ECTS.

Hvis du vil tage hele uddannelsen, skal den være afsluttet, senest 6 år efter du startede.

Læs mere:

Deltagerbetaling

Der er deltagerbetaling. Prisen afhænger af omfang og undervisningsform.

Tilskud og støtte

Du eller din arbejdsplads kan søge tilskud og støtte. Fx til deltagerbetaling, lønkompensation, bøger eller transport. Mulighederne afhænger af din uddannelsesbaggrund og situation.

Læs mere: 

Om økonomi under masteruddannelse

Du får titlen master i it. Den engelske betegnelse er Master of IT.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er på niveau 7 i kvalifikationsrammen for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1 til 8 og beskriver, hvad du kan forvente at lære.

Læs mere:

Om kvalifikationsniveauer

Love og regler

Bekendtgørelse om masteruddannelser ved universiteterne (masterbekendtgørelsen). Nr. 19 af 9. januar 2020

Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål

Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.

Kontakt en vejleder

Senest opdateret 8. juli 2025