Hvert år kommer der en liste med ledige pladser på alle de uddannelsessteder, hvor der ikke har været nok kvalificerede ansøgere i forhold til antallet af pladser.
Begynd derfor med at undersøge, om der et andet sted i landet er ledige pladser på den samme uddannelse som den, du ikke kom ind på. Hvis du virkelig ønsker uddannelsen, kan det måske betale sig at flytte for den.
Er det umuligt for dig at flytte, kan du også undersøge, om der skulle være ledige pladser på en uddannelse, der minder om den, du har fået afslag på, og som måske kan føre til samme type af job. Hvis du opfylder adgangskravene, er det en mulighed.
De ledige pladser kan søges i en begrænset periode. Nogle steder er det først til mølle, mens andre steder har en ansøgningsfrist. Se mere i artiklen om ledige pladser, hvor du også finder en oversigt over eventuelle ansøgningsfrister.