Vejlederprisen 2017 går til ildsjæl fra Jobcenter Esbjerg

Uddannelseskonsulent Martin Svane fra Jobcenter Esbjerg har i dag modtaget Schultz Vejlederpris på 25.000 kr.

Ifølge juryen går Martin Svane gerne utraditionelle veje for at få borgere i uddannelse. Det gælder særligt udsatte målgrupper, som ofte kategoriseres som ude af stand til at gennemføre en uddannelse.

"Den mand får ting til at ske. Martin har skabt samarbejdsrelationer på tværs af organisationer og ministerområder og formår at få uddannelsesinstitutioner, jobcentre, UU, VEU og virksomheder til at arbejde sammen om borgeren. Samtidig holder han benhårdt fast i sin vejledningsfaglighed, videreuddanner sig og efteruddanner sine kolleger. Og han gør det hele så godt, at han bliver rollemodel for både STAR, Undervisningsministeriet og Håndværkerrådet," fortæller formand for Vejlederprisens jury Mette Marie Callesen.

Schultz Vejlederpris gives til fagfolk, som gør en ekstraordinær indsats inden for vejledning, uddannelse eller beskæftigelse.

Schultz.dk, 10. maj 2017, Banebryder hædres med vejlederprisen 2017