Virtuel coronaundervisning
Videnscenter artikel

Virtuel undervisning på ungdomsuddannelserne i en coronatid, rapport fra DEA

Tænketanken DEA har i samarbejde med eVidenCenter - Det Nationale Videncenter for e-læring - undersøgt, hvordan lærerne på ungdomsuddannelserne har oplevet virtuel undervisning i efteråret og vinteren.

Rundspørgen viser, at 65 pct. af de adspurgte lærere mener, at læringsudbyttet ved virtuel undervisning er lavere sammenlignet med undervisning under normale omstændigheder.

Der er en række forskelle på tværs af uddannelserne. Fx havde lærerne fra EUD og EUX i højere grad positive erfaringer med at gennemføre virtuel undervisning under coronanedlukningen i foråret 2020 sammenlignet med lærere på HTX og STX. 

Cirka halvdelen af lærerne på EUD, EUX og HF vurderer, at virtuel undervisning i nogen grad eller høj grad kan være hensigtsmæssigt under normale omstændigheder, mens det kun er tilfældet blandt 3 ud af 10 lærere på HTX og STX.

Seks ud af ti lærere svarer, at de i lav grad eller slet ikke forventer at bruge virtuel undervisning under normale omstændigheder. Men et flertal vil fortsat bruge digitale redskaber som f.eks. e- og iBøger, videokonferenceplatforme, Kahoot og Padlet i undervisningen.

Projektet er baseret på en rundspørge blandt 713 lærere fra 31 institutioner. Undersøgelsen omfatter eud, eux, stx, htx, hhx og hf. 

Læs rapporten: Virtuel undervisning på ungdomsuddannelserne i en coronatid.

Læs kort omtale.