Bedre veje til ungdomsuddannelse - indhold, værktøj og metoder

Det er nødvendigt at tage hånd om både de faglige og sociale udfordringer, hvis flere unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det viser denne undersøgelse, som KORA har gennemført i samarbejde med SFI og EVA.

Rapporten ser nærmere på, hvad der virker i forhold til at få unge videre i uddannelse og beskæftigelse, og den er baseret på en systematisk gennemgang af eksisterende forskning og viden på området samt på casestudier af syv forberedende forløb med gode resultater i forhold til at skabe overgange til ungdomsuddannelserne.

Undersøgelsen peger bl.a. på, at unge med faglige udfordringer i høj grad også har sociale udfordringer, som er mindst lige så vigtige at forholde sig til. Derfor er det vigtigt at indsatsen for at få disse unge i gang bygger på en bred vifte af tilbud, eksempelvis mentorordning, et trygt læringsmiljø, små klasser og undervisning målrettet den enkelte elev.

Især kombinationen af fire elementer har en positiv effekt: Individuel støtte, gode rammer for læring, differentieret undervisning med tydelig feedback og tæt samarbejde mellem de involverede instanser.

Læs rapporten på KORA.dk: Bedre veje til ungdomsuddannelse