Spørgsmål om gymnasial supplering - økonomi
Gymnasial uddannelse

Spørgsmål og svar om gymnasiale suppleringskurser (GSK) - økonomi

Koster det noget at tage et gymnasials suppleringskursus? Skal jeg betale for bøger? Kan jeg søge SU? Her får du svar på de mest almindelige spørgsmål om økonomi i forbindelse med gymnasial supplering.

Hvis du overvejer at tage GSK i et eller flere fag, er der forskellige forhold, der har betydning for din økonomi. Det kan du få mere at vide om ved at se svarene nedenfor.

GSK kan være en mulighed for at opfylde specifikke adgangskrav på en ønsket videregående uddannelse, hvis man mangler fag og niveauer i den adgangsgivende eksamen.

Fold alle afsnit ud

Hvad koster det at gå på GSK?

Undervisningen er gratis, hvis du begynder senest den 1. oktober 2 år efter, at du har afsluttet din adgangsgivende eksamen.

Hvis du begynder senere, skal du betale kr. 550,- pr. fag. Du får oplysning om betaling fra den skole, du er optaget på.

Kan jeg søge SU til GSK?

Du kan søge om SU til GSK, hvis kurset/kurserne er tilrettelagt som korte og intensive forløb med holdundervisning. Du skal i alt have mindst 16 klokketimers undervisning om ugen.

Du kan kun få SU i undervisningsperioden, ikke i eksamensperioden.

Kontakt et uddannelsessted, der udbyder GSK, for at få mere information og vejledning om dine muligheder for SU til supplering.

Skal jeg betale for bøger?

Bøgerne kan lånes, men du skal selv skaffe ordbøger og lommeregner.

Hvordan og hvornår kan jeg søge om SU?

SU-ansøgning sker via www.su.dk. Du ansøger om SU via den skole, hvor undervisningen foregår.

Du kan tidligst søge om SU en måned før den måned, du kan få SU fra og først efter, du har fået brev fra den skole, du er optaget på. Har du fx ret til SU fra oktober, kan du tidligst søge fra 1. september.

Bruger jeg SU-klip til GSK?

Hvis du får SU i forbindelse med GSK, tæller det ikke med i klippekortet til videregående uddannelser.

Kan jeg få ungdomskort, når jeg tager GSK?

Hvis du er SU-berettiget og læser mindst 16 (klokke)timer om ugen, kan du få ungdomskort i den periode, du er indskrevet; det vil sige den periode, der er godkendt til SU.

Bemærk: Hvis du bliver sent indskrevet på et kortvarigt kursus, kan det være svært at nå at få et ungdomskort. Der er ca. 14 dages leveringstid, og kortet kan ikke være på mindre end 30 dage. Hvis du fx er indskrevet fra 1. til 31. august, skal du søge senest den 16. juli for at nå at modtage et kort til perioden. Selvom du fx først den 24. juli ved, at du skal begynde på uddannelsen, giver det dig ikke ret til et ungdomskort.

Du kan søge ungdomskort på www.ungdomskort.dk.

Hvordan med adgangskrav og tilmelding?

Har du spørgsmål til, hvem der kan tilmelde sig supplering, hvornår og hvordan man tilmelder sig og andre praktiske forhold, så se Spørgsmål og svar til gymnasial supplering.

Inspiration

Se mulige videregående uddannelser efter en ungdomsuddannelse.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.