specialundervisning for voksne
Grundskoleniveau mv.

Specialundervisning for voksne

Du kan deltage i specialundervisning, hvis du har et fysisk eller psykisk handicap. Der findes specialskoler over hele landet.

Fakta

Navn:
Specialundervisning for voksne
Type:
Grundskoleniveau mv.
Varighed:
Varierende
Adgangskrav:
Ingen særlige forudsætninger
Økonomi:
Der er ingen deltagerbetaling. Mulighed for SVU

Undervisningen giver dig nogle metoder til at leve bedre med et handicap. Det kan være hjælp til at klare sig selv og bo i eget hjem. Nogle kurser styrker din fysik, fx svømning og ridning. Andre træner dig i at bruge hjælpemidler som høreapparat eller computer.

Specialundervisningen er især henvendt til dig, der ikke kan tage en traditionel uddannelse, men kan i nogle tilfælde også tages sideløbende med anden uddannelse. Der findes også kurser for pårørende.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Den kompenserende og hensyntagende specialundervisning giver dig bedre muligheder for at følge en uddannelse og deltage i samfundslivet. Den sigter mod at udvikle dine funktionelle færdigheder og dine personlige kvalifikationer.

Tilbuddene spænder vidt. Det kan være bo- og selvstændighedstræning, undervisning i forskellige fag eller specifik undervisning for særlige handicapgrupper, fx i tegnsprog.

Specialundervisningen kan fx omfatte:

  • Tilbud til personer med tale-, høre- eller synsvanskeligheder
  • Undervisning for personer med generelle indlæringsvanskeligheder, fx autister, sindslidende og senhjerneskadede
  • Svømme- eller rideundervisning for bevægelseshæmmede
  • Undervisning i handicapkompenserende fag og teknikker samt anvendelse af hjælpemidler

Undervisningen foregår på små hold eller som eneundervisning. Den bliver tilrettelagt ud fra den enkelte deltagers behov og kan suppleres af uddannelses- og erhvervsvejledning.

Pårørende eller andre med tæt kontakt til deltageren kan få tilbudt undervisning eller specialpædagogisk bistand.

Specialundervisningen forvaltes af kommunerne og regionerne. Den udbydes i hele landet af specialskoler, oplysningsforbund og private initiativtagere mv. og kan i særlige tilfælde foregå i deltagerens eget hjem.

Skolernes tilbud kan være specialiseret i forhold til bestemte funktionsnedsættelser. Find institutioner i dit nærmiljø på kortet, og læs mere om, hvad den enkelte institution tilbyder på skolens hjemmeside.

Anden undervisning

Undervisning for ordblinde tilbydes af voksenuddannelsescentrene (VUC), som kan samarbejde med specialskolerne om undervisningen. Læs om ordblindeundervisning for voksne.

Unge udviklingshæmmede og andre unge op til 25 år, der ikke kan gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse, skal af kommunen tilbydes en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Optagelse og adgang

Specialundervisning for voksne henvender sig fx til voksne med:

  • Bevægevanskeligheder
  • Synsnedsættelse
  • Tale-, stemme- og sprogvanskeligheder
  • Hørenedsættelse
  • Erhvervet hjerneskade
  • Personlighedsmæssige, psykiatriske, psykiske og sociale vanskeligheder
  • Psykisk udviklingshæmning/generelle indlæringsvanskeligheder

Du henvender dig til din bopælskommune, som kan vurdere, om specialundervisning er det rigtige tilbud til dig og hjælpe med at finde et tilbud så tæt på din bopæl som muligt.

Kommunen afdækker dine færdigheder og forudsætninger, så undervisningen passer bedst muligt til dit behov, og du får en undervisningsplan.

Derefter vurderer kommunen løbende og i samråd med dig, om du får det forventede udbytte af undervisningen.

Normalt deltager man i specialundervisning i den kommune og den region, hvor man bor. Men hvis særlige grunde taler for det, kan du få undervisning i andre kommuner eller regioner.

Økonomi

Undervisningen er gratis.

Du kan søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), hvis du er fyldt 20 år, beskæftiget og i øvrigt opfylder betingelserne.

Læs om eventuelle muligheder for at deltage i uddannelsen som forsikret ledig, kontanthjælpsmodtager eller revalidend.

Få mere at vide

Om specialundervisning for voksne på uvm.dk.

Om specialundervisning for voksne på borger.dk.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) under Socialstyrelsen.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information