Forberedende voksenundervisning
Kursus

FVU-matematik, trin 1 og 2 (forberedende voksenundervisning)

Hold på FVU-matematik kan omfatte både trin 1 og 2. Du arbejder med talforståelse, regning og basale matematiske begreber.

Fakta

Type:
Grundskoleniveau mv.
Varighed:
30-60 timer pr. trin
Adgangskrav:
25 år - dog visse undtagelser
Økonomi:
Der er ingen deltagerbetaling. Mulighed for SVU

Undervisningen henvender sig til voksne, som vil være bedre til at regne og bruge matematik.

Fold alle afsnit ud

Om undervisningen

I undervisningen arbejder du med tal og matematik på mange måder Du benytter forskellige materialer, fx tal fra aviser, fra SKAT og også dine egne eksempler.

På FVU-matematik i begge trin arbejder du med at:

  • lægge sammen, trække fra, gange og dividere
  • forstå og regne med kommatal
  • forstå og bruge brøker som 1/2 og 1/4
  • forstå og regne med procenter
  • omregne fra danske kroner til fremmed valuta
  • fremstille enkle tabeller og diagrammer
  • forstå matematiske begreber og størrelser
  • overskue og vurdere matematisk information

På trin 1 øver du dig i at lægge sammen, trække fra, gange og dele - både i hovedet og ved hjælp af papir og blyant.

Du lærer at bruge mål og vægt, brøker og procenter, længde og højde, bredde og omkreds.

På trin 2 får du styr på fx areal, rummål og figurer som trekant, firkant og cirkel. Du lærer at forstå statistik og udarbejde data ved hjælp af statistiske metoder.

På trin 2 vil niveauet være lidt højere end på trin 1.

Undervisningen kan foregå på uddannelsesstedet, på en arbejdsplads eller i en forening. Der er både dagundervisning og aftenundervisning.

Du kan tage FVU på voksenuddannelsescentre (VUC).

Du kan også tage FVU på nogle daghøjskoler, erhvervsskoler, AMU-centre, produktionsskoler, social- og sundhedsskoler, folkehøjskoler, aftenskoler, sprogcentre og skoler med specialundervisning for voksne.

Eksamen

Du kan gå til prøve efter hvert trin. Prøverne er et tilbud. Du kan fortsætte til næste trin uden at have været til prøve.

Prøven efter det sidste trin svarer i sværhedsgrad til prøven i matematik i 9. klasse (folkeskolens afgangsprøve).

Varighed

Trin 1 varer 30-60 timer a 60 min. Trin 2 varer 45-60 timer a 60 min.

Optagelse og adgang

Du skal som regel være fyldt 25 år.

Kontakt et VUC eller en af de andre skoler, der tilbyder FVU. Her får du tilbudt en samtale med en vejleder, som vurderer, hvilket trin du skal starte på.

Hvis du er under 25 år

Er du under 25 år, kan vejlederen på VUC eller din vejleder i kommunen i stedet henvise dig til Den forberedende grunduddannelse - FGU. På FGU får du undervisning sammen med andre unge.

Er du i en af følgende situationer, kan du dog godt deltage i forberedende voksenundervisning, selv om du ikke er fyldt 25 år:

  • Du har et fast job på minimum 20 timer om uger
  • Du har gennemført – eller er i gang med - en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, men kan have gavn af forberedende undervisning i dansk og matematik
  • Du har barselsorlov fra dit arbejde og ønsker forberedende undervisning i dansk og matematik
  • Du deltager i undervisning under Kriminalforsorgen

Vejlederen på VUC kan hjælpe dig med at afklare, om FVU er det rigtige tilbud for dig.

Økonomi

Undervisning og prøver er gratis.

SVU

Du kan søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). SVU erstatter løn, så du kan deltage i undervisningen i arbejdstiden.

For at få SVU til FVU skal du være fyldt 20 år. Du skal være dansk statsborger, bo i Danmark eller være ligestillet med danske statsborgere.

Du skal mindst have arbejdet 26 uger på din nuværende arbejdsplads. Er du ansat, skal du have indgået en orlovsaftale med din arbejdsplads.

Du kan få SVU til FVU, uanset om den er tilrettelagt på heltid eller deltid. Dog skal du have mindst 3 timers undervisning om ugen.

SU

Er du 18-19 år, kan du søge SU til FVU sammen med almen voksenuddannelse. Du skal have mindst 23 ugentlige skemalagte timer. Har du et hjemmeboende barn under syv år, så skal du have mindst 17 skemalagte timer om ugen.

Ledige på dagpenge

Ledige kan få dagpenge under jobrettet uddannelse i op til 6 uger omregnet til heltid. Læs mere om reglerne for forsikret ledig.

Læs om eventuelle muligheder for at deltage i uddannelsen som kontanthjælpsmodtager eller revalidend.