billede af elev i samtale med læge
Erhvervsuddannelse (EUD)

Sundhedsservicesekretær

En sundhedsservicesekretær arbejder med kontoropgaver og praktiske opgaver inden for sundhed. På skolen lærer du at udføre forskellige administrative opgaver på en klinik.

Fakta

Navn:
Sundhedsservicesekretær
Type:
Erhvervsuddannelse (EUD)
Varighed:
1 år og 7 mdr.
Adgangskrav:
Afsluttet folkeskole eller tilsvarende. Der er adgangsbegrænsning til hovedforløbet
Økonomi:
SU
Over 25 år:
Se afsnittet Over 25 år

En vigtig del af arbejdet går ud på at modtage kunder eller patienter, passe telefoner og tage sig af tidsbestilling.

Som sundhedsservicesekretær lærer du også, hvordan du yder god service over for kunderne. Sundhedsservicesekretærer kan arbejde hos læger, fysioterapeuter, på kursteder o. lign.

NB: Sidste mulighed for at blive optaget på uddannelsen er forår 2015.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen som sundhedsservicesekretær giver en grundlæggende viden om kontoropgaver og service på en sundhedsklinik. Du får desuden viden om psykologi og forståelse for, hvilke regler der gælder om information til patienter.

Hele uddannelsen foregår som skoleundervisning. Dog er en del af skoleundervisningen ofte forlagt til en virksomhed. I korte perioder er du altså ude på en klinik eller anden arbejdsplads at få praktisk erfaring. Men der er ingen praktikaftale eller praktikløn.

På skolen får du undervisning i fag om sundhed, klinikadministration, skriftlig kommunikation, psykologi, kommunikation og service, hygiejne og arbejdsmiljø.

Men du skal også have fag som dansk, engelsk, it og erhvervsøkonomi.

På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.

Start på uddannelsen

Sundhedsservicesekretæruddannelsen hører under indgangen Merkantil, der har flere beslægtede uddannelser under sig.

Uddannelsen består udelukkende af skoleundervisning.

Hvis du har højere handelseksamen (hhx), kan du begynde i uddannelsens hovedforløb uden at have gennemført et grundforløb.

Læs mere om adgangsveje i artiklen I gang med en erhvervsuddannelse.

Uddannelsen, der er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb, tager op til 1 år og 7 mdr. Figuren viser uddannelsesforløbet.

Eksempel på uddannelsesforløb.

Figuren er vejledende - den enkelte skole kan selv tilrettelægge forløbet.

Du afslutter sundhedsservicesekretæruddannelsen med en prøve og får et uddannelsesbevis.

Uddannelsessteder

Hele uddannelsen udbydes på flere erhvervsskoler rundt om i landet. Hele eller dele af grundforløbet kan også tages på de skoler, der udbyder indgangen Merkantil.

Kontakt eventuelt skolen, du er interesseret i at søge ind på, for at høre nærmere om uddannelsen.

Antal færdiguddannede

I 2012 fuldførte 352 uddannelsen. 75 procent af dem, der begyndte på uddannelsens hovedforløb i 2012, forventes at fuldføre. Se forklaring på tallet.

Optagelse og adgang

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du have opfyldt din undervisningspligt. Det har du, når du har afsluttet folkeskolen eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Går du i 9. eller 10. klasse, hjælper din skole og din vejleder dig med at udfylde din uddannelsesplan og søge via www.optagelse.dk. Ansøgningsfristen er 1. marts.

Du får skriftligt svar om optagelsen senest 1. juni.

Er du gået ud af skolen kan du ansøge via www.optagelse.dk.

Bemærk: Der er adgangsbegrænsning til uddannelsen. Det betyder, at skolerne har en på forhånd fastlagt kvote, dvs et antal pladser på uddannelsen. I 2013 kan der optages i alt 500 elever på uddannelsen til sundhedsservicesekretær, fordelt på skolerne.

Hvis du er gået ud af skolen og ønsker at søge en kvoteplads, vil det være hensigtsmæssigt at gøre det inden den 15. marts. Det giver skolerne mulighed for at vurdere din ansøgning samtidig med ansøgningerne fra de elever, der søger kvoteplads direkte fra 9. eller 10. klasse.

Du kan altid henvende dig på en erhvervsskole for at høre, hvornår de optager elever.

Kortere uddannelsestid

Du har mulighed for at få godskrevet dele af undervisningen, hvis du i forvejen har taget en anden relevant uddannelse eller har haft relevant arbejde. Ordningen kaldes merit og skal aftales med skolen.

Hvis du har bestået højere handelseksamen (hhx), kan du søge optagelse direkte på hovedforløbet og springe grundforløbet over.

Økonomi

Uddannelsen er gratis.

Du kan søge SU, hvis du er over 18 år.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Over 25 år

Voksenforløb og merit

Hvis du har erhvervserfaring og/eller uddannelse inden for området, kan du eventuelt få godskrevet dele af undervisningen, hvis du har relevante teoretiske og/eller praktiske erfaringer. Ordningen kaldes merit og skal aftales med skolen.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du kan søge SU.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Fremtidsmuligheder

Du kan finde arbejde inden for klinikker, hospicer, kursteder, genoptræningscentre, forskellige former for bofællesskaber og lignende institutioner

I 2013 var 38 procent af 279 nyuddannede i beskæftigelse eller i uddannelse på højere niveau. Se forklaring på tallene.

Bemærk! De nævnte tal for nyuddannedes beskæftigelse bygger på statistik indsamlet op til to år efter uddannelsen er afsluttet.

Se mere om beskæftigelsesudsigterne inden for det merkantile område.

Mere uddannelse

Du kan evt. efteruddanne dig med en relevant akademiuddannelse (VVU).

Se også Videregående uddannelse efter EUD.

Få mere at vide

Du kan få mere at vide på uddannelsesstedernes hjemmeside.

Det Faglige Udvalg for Kontoruddannelser
www.kontor.uddannelsesnaevnet.dk

Bekendtgørelse om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang merkantil. Nr. 345 af 27. marts 2013.

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

Marian Culmsee er 38 år og uddannet lægesekretær. Hun er ansat på Gentofte Hospital....

Find det rigtige uddannelsessted.

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Se dine uddannelsesmuligheder.

Elever EUD
Elever EUD

Du kan begynde på en erhvervsuddannelse på flere måder.