Uddannelsen til skibsmontør giver en grundlæggende viden om tekniske, mekaniske og hydrauliske anlæg på mindre skibe, fx fiskekuttere og coastere.
På uddannelsen får du erfaring med, hvordan man får skibe til at fungere bedst muligt teknisk og mekanisk. Du lærer at holde øje med driften af fx dieselmotorer, køleanlæg og rørsystemer, og du lærer at vedligeholde og reparere dem.
Du får også kendskab til Lov om Havmiljø og andre regler der gælder på havet, så du er med til at passe på miljøet, omgivelserne og dig selv, når du arbejder.
Du bliver vant til at bruge håndværktøj til fx at bore, slibe og lodde, og du lærer at svejse og bruge en flammeskærer. Du bruger også it til løsning af dine opgaver.
Du kan afslutte som industrimontør (trin 1) eller som skibsmontør (trin 2).
- Som industrimontør får du kendskab til produktionsstyring, og du lærer at planlægge dit eget arbejde. Du lærer at fremstille reservedele i metal og at montere, reparere og udføre forebyggende arbejde på udstyr.
- Som skibsmontør lærer du desuden at arbejde med avanceret udstyr og tekniske systemer på skibe. Du lærer også at planlægge og udføre komplekse reparationsopgaver på skibsudstyret.
Fordelsuddannelse
Uddannelsen er udpeget til fordelsuddannelse. Fordelsuddannelser vurderes at have gode praktik- og jobmuligheder. Læs mere i Erhvervsuddannelser som fordelsuddannelser.