Elev hjælper tandlægen under behandlingen
Erhvervsuddannelse (EUD)

Tandklinikassistent

Tandklinikassistenten hjælper tandlægen med patienterne. På skolen lærer du blandt andet, hvordan arbejdet tilrettelægges.

Fakta

Navn:
Tandklinikassistent
Varighed:
Ca. 3 ½ år
Specialer
Tandklinikassistent
Adgangskrav:
9./10. klasse eller tilsvarende + karakteren 02 i dansk og matematik
Økonomi:
SU og elevløn

En vigtig del af arbejdet går ud på at tage imod patienter og passe telefon samt at rengøre og finde redskaber frem til tandlægen.

Som tandklinikassistent lærer du også at tage røntgenbilleder og fortælle patienterne om, hvordan de bedst passer deres tænder og undgår tandsygdomme. Tandklinikassistenter kan arbejde på kommunale eller private tandklinikker.

Bemærk: Denne artikel beskriver uddannelsen efter 1. august 2015. Hvis du vil starte tidligere, skal du se her.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen giver en grundlæggende viden om pasning af tænder og tandkød.

Du lærer at gøre de forskellige instrumenter og materialer klar til tandlægens behandling og at tage røntgenbilleder og aftryk. Desuden får du viden om, hvordan man rengør tænder og forebygger tandsygdomme mm.

Du lærer også at skrive og holde styr på journaler, skrive regninger, bestille materialer og indkalde patienter til undersøgelse.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.

Uddannelsen varer maks 3 ½ år.

Fag

På skolen undervises du fx i:

  • Forebyggelse
  • Anatomi og fysiologi
  • Røntgen
  • Klinikadministration

Du skal også have fag som dansk, hygiejne og førstehjælp.

Praktik

I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads eller evt. i et praktikcenter.

Du afslutter tandklinikassistentuddannelsen med et uddannelsesbevis.

Antal færdiguddannede

I 2012 fuldførte 344 uddannelsen. 76 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2012, forventes at fuldføre. Se forklaring på tallet.

Uddannelsessteder

Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler. Hvis du allerede ved grundforløbets start ved, hvilken uddannelse du sigter mod, er det en fordel at vælge en skole med en fagretning, der leder mod denne.

Kortet til højre viser de skoler rundt om i landet, der udbyder uddannelsens hovedforløb.

Flere måder at begynde på

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din baggrund, når du starter:

Fra 9. eller 10. klasse

Hvis du går i gang direkte efter 9. eller 10. klasse eller inden 1. september året efter, at du er gået ud af skolen, begynder du normalt i et grundforløb, der varer 1 år (2 X 20 uger). Efter de første 20 uger skal du beslutte, hvilket hovedforløb, du vil gennemføre. Læs mere i Grundforløbet på en erhvervsuddannelse – 2015.

Under 25 år

Er det mere end et år siden, du har forladt 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, begynder du din uddannelse i grundforløbets 2. del (20 uger). Læs mere i EUD 2015 – for dig, der er gået ud af skolen.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, kan du begynde på uddannelsen efter en konkret vurdering. Din uddannelse tilrettelægges individuelt og afhængigt af dine erfaringer. Læs mere i Nye erhvervsuddannelser for voksne.

Med uddannelsesaftale

Har du en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, kan du vælge at begynde direkte i praktik. Er du under 25 år, skal du dog også gennemføre grundforløbets 2. del.  Læs mere i Skolevejen og praktikvejen.

Adgangskrav og deltagerforudsætninger

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du altid have opfyldt din undervisningspligt. Det har du, når du har afsluttet folkeskolen eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Adgangskrav til grundforløbet

Du skal have mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve. Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du være vurderet uddannelsesparat.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Adgangskrav til hovedforløbet

Der er også adgangskrav, når du skal videre på uddannelsens hovedforløb. For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Psykologi på E-niveau
  • Naturfag på F-niveau

Du vil i grundforløbet - og inden start på hovedforløbet - få mulighed for at tage følgende certifikater:

  • Førstehjælp på mellemniveau

Ansøgning og optagelse

Ansøgning og optagelse afhænger af din alder og baggrund:

Efter 9. eller 10. klasse

Ansøgningsfristen er 1. marts, hvis du kommer fra 9. eller 10. klasse eller har afsluttet skolen inden for det sidste år. Du ansøger om optagelse gennem www.optagelse.dk. Du får skriftligt svar senest 1. juni.

Læs mere i I gang med en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.

Under 25 år

Hvis du er gået ud af skolen for mere end 1 år siden og er under 25 år, ansøger du også gennem www.optagelse.dk. Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere.

Læs mere i I gang med en erhvervsuddannelse, hvis du er gået ud af skolen.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du kontakte en vejleder eller en erhvervsskole og få vurderet dine kompetencer. Læs mere i Nye erhvervsuddannelser for voksne.

Find en praktikplads

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt, men du kan eventuelt få hjælp af skolen.  Læs mere i artiklen Sådan søger du praktikplads.

På hjemmesiden www.praktikpladsen.dk kan du finde oplysninger om praktikpladssituationen på tandklinikassistentuddannelsen. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at ansætte elever, og hvilke der har opslået ledige praktikpladser.

Hvis du ikke kan finde en praktikplads, har du mulighed for at komme i skolepraktik. Skolepraktikken foregår i et praktikcenter. Læs mere i artiklen Skolepraktik og uddannelsesgaranti.

Uddannelsesaftaler

Der blev i 2013 indgået 528 uddannelsesaftaler på uddannelsen.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og den erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere.

For at starte på en euv skal du kontakte den erhvervsskole, der tilbyder uddannelsen. Læs mere i artiklen Nye erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år og har mindst et års relevant erhvervserfaring, kan du evt. få voksenelevløn. Lønnen er ca. 18.000 - 18.900 kr. om måneden. Beløbet afhænger af ansættelseskommunen.

Er du ikke berettiget til voksenelevløn og er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i artiklen Faglært som voksen.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begyndelseslønnen for elever i erhvervsuddannelserne ligger typisk mellem 7.000 kr. og 10.000 kr. om måneden.

Begynder du hovedforløbet med skoleophold, får du ikke løn i den første skoleperiode, medmindre du har en uddannelsesaftale. Du kan søge SU, hvis du er over 18 år.

Er du i skolepraktik, er ydelsen ca. 2.800 kr. pr. måned, hvis du er under 18 år, og ca. 6.800 kr. pr. måned, hvis du er over 18 år.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Jobmuligheder

Som tandklinikassistent kan du søge arbejde ved private tandklinikker, den kommunale tandplejeordning ved skoler samt tandklinikker ved hospitaler, tandlægeskoler mv.

I 2013 var 72 procent af 294 nyuddannede i beskæftigelse eller i uddannelse på højere niveau. Se forklaring på tallene.

Mere uddannelse

Der kan evt. være mulighed for videreuddannelse med en relevant videregående uddannelse. Se Videregående uddannelse efter EUD.

Du kan også efteruddanne dig på deltid med en relevant videregående voksenuddannelse (VVU).

Få mere at vide

Du kan få mere at vide på uddannelsesstedernes hjemmeside.

Få uddybende beskrivelser af uddannelsens fag i Bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne. Nr. 1009 af 22. september 2014.

Læs mere om kravene ved overgang fra grundforløb til hovedforløb mv. i Bekendtgørelse om optagelse til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelser og om eux-forløb i visse erhvervsuddannelser. Nr. 1015 af 23. september 2014.

Du kan læse mere om erhvervsuddannelserne efter 2015 i Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Nr. 1010 af 22. september 2014.

Det Faglige Udvalg for Tandklinikassistenter
www.uddannelsesnaevnet.dk

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

For dig, der for højst et år siden har forladt 9. eller 10. klasse.

For dig, der har forladt 9. eller 10. klasse for mere end et år siden.

For dig, der ønsker at blive faglært.