Elev som eventkoordinator i gang med planlægningen
Erhvervsuddannelse (EUD)

Eventkoordinator

En eventkoordinator planlægger og arrangerer aktiviteter, fx koncerter, fester og bryllupper. Du lærer at udvikle nye ideer og at realisere ideerne i praksis.

Fakta

Navn:
Eventkoordinator
Varighed:
Ca. 3-4 år
Specialer:
Eventkoordinator
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Dimensionering:
Uddannelsesaftale eller kvoteplads
Skolepraktik:
Ikke mulighed for skolepraktik
Eux:
Mulighed for eux
Økonomi:
SU og elevløn

En vigtig del af arbejdet går ud på at finde den rette oplevelse, der passer til kundens behov. Det foregår ofte i samarbejde med mange forskellige mennesker.

Som eventkoordinator lærer du også om økonomi, booking og kontrakter. En eventkoordinator kan arbejde i pr-bureauer, feriecentre, forlystelsesparker, storcentre m.m.

Eventkoordinator med eux

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen som eventkoordinator giver en grundlæggende viden om at planlægge og koordinere oplevelser. Du får desuden viden om god kundekontakt, godt værtsskab, og hvordan du laver budgetter, bookingaftaler og kontrakter.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af:

  • Et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger
  • Et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.

Fag

På skolen undervises du fx i:

  • Eventgennemførelse
  • Eventplanlægning
  • Eventudvikling
  • Salg og service

Du du skal også have fag som dansk, engelsk, samfundsfag, erhvervsøkonomi og informationsteknologi.

Praktik

I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skolepraktik.

Eksamen

Du afslutter hele uddannelsen med en fagprøve og modtager et fagprøvebevis.

Uddannelsessteder

Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler. Hvis du allerede ved grundforløbets start ved, hvilken uddannelse du sigter mod, er det en fordel at vælge en skole med en fagretning, der leder mod denne.

Grundforløbets 2. del kan tages på forskellige skoler rundt om i landet. Se kortet øverst til højre.

Bemærk: Skoler, der udbyder grundforløbets 2. del, udbyder ofte også uddannelsens hovedforløb, men ikke altid. Tjek skolens hjemmeside.

Læs mere i Hvor foregår erhvervsuddannelsen?

Dimensionering

Du skal have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver for at være sikker på at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har skolen et mindre antal kvotepladser, som elever uden uddannelsesaftale kan søge. Læs mere om Dimensionerede erhvervsuddannelser.

Deltagerforudsætninger

Med denne uddannelse er det vigtigt, at du:

  • Er kreativ
  • Er god til at planlægge og koordinere opgaver
  • Er god til tal og til at indgå aftaler
  • Kan udvise handlekraft
  • Kan kommunikere både mundtligt og skriftligt
  • Er interesseret i andre mennesker og god til at skabe kontakt
  • Er serviceminded
  • Undervisningen er intensiv. Du skal være god til boglige fag.

Adgangskrav og overgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderet uddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Hvis du har en gymnasial uddannelse, opfylder du også adgangskravene.

Bemærk: Du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads for at blive optaget på grundforløbets 2. del - se afsnittet Dimensionering.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne.

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet skal du have gennemført fagene:

  • Dansk på C-niveau
  • Engelsk på C-niveau
  • Virksomhedsøkonomi på C-niveau
  • Afsætning på C-niveau
  • Informationsteknologi på C-niveau

Du skal samlet have opnået et gennemsnit på mindst 2,0 i de anførte fag.

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter.

Efter 9. eller 10. klasse

Ansøgningsfristen er 1. marts, hvis du starter på en erhvervsuddannelse direkte fra 9. eller 10. klasse eller inden 1. september året efter, at du er gået ud af skolen. Du ansøger om optagelse gennem www.optagelse.dk. Du får skriftligt svar i slutningen af juni. Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du går i 9. eller 10. klasse.

Du starter normalt i et grundforløb, der varer 1 år (2 X 20 uger) og omfatter en fagretning. Efter de første 20 uger skal du beslutte, hvilket hovedforløb du vil gennemføre. Læs mere om grundforløb og fagretninger i Grundforløbet på en erhvervsuddannelse.

Se skolernes udbud af fagretninger i Fagretningsnøglen.

Under 25 år

Hvis du er gået ud af skolen for mere end 1 år siden og er under 25 år, starter du din uddannelse med grundforløbets 2. del (20 uger). Du ansøger om en kvoteplads gennem www.optagelse.dk. Hvis du har en uddannelsesaftale, skal du sende den til erhvervsskolen. Uddannelsesaftalen er din tilmelding til uddannelsen.

Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du er gået ud af skolen.

Læs mere i Erhvervsuddannelse for dig, der er gået ud af skolen.

Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, ansøger du gennem www.optagelse.dk. Som en del af optagelsen gennemfører erhvervsskolen en vurdering af dine kompetencer og fastlægger dit uddannelsesforløb på grundlag af vurderingen. Læs mere i Erhvervsuddannelser for voksne.

Bemærk - praktikvejen

Hvis du har en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, der dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse direkte i praktik. Læs mere i Skolevejen og praktikvejen.

Bemærk - ny mesterlære

Du kan også vælge at tage uddannelsen som ny mesterlære og erstatte det meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring i en virksomhed. Læs mere i Ny mesterlære.

Find en praktikplads

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt, men du kan eventuelt få hjælp af skolen. Læs mere i Sådan søger du praktikplads.

Praktikpladsen.dk

www.praktikpladsen.dk kan du finde ledige praktikpladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at ansætte elever.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige praktikpladser, der matcher dine praktikønsker.

Der er ikke mulighed for skolepraktik. Hvis du ikke kan finde en praktikplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre praktikmuligheder. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Uddannelsesaftaler

Der blev i 2015 indgået 65 uddannelsesaftaler på uddannelsen.

Eux

Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært eventkoordinator og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Job eller videregående uddannelse

Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.

Se dine muligheder for videregående uddannelse som eventkoordinator med eux i Adgangskortet.

Eux-uddannelsens opbygning

Når du gennemfører eventkoordinatoruddannelsen med eux, består din uddannelse af følgende elementer:

  • Et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger
  • Et studiekompetencegivende forløb, der varer 1 år og ligger mellem grundforløbet og hovedforløbet 
  • Et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb

Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

I løbet af uddannelsen får du undervisning i både almene gymnasiale fag som dansk og matematik, og i fag som er relevante for eventkoordinatoruddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.

Du skal have gymnasiale fag både på grundforløbet og på det studiekompetencegivende forløb. For at komme fra grundforløbet til det studiekompetencegivende forløb skal du opfylde overgangskravene. For at komme fra det studiekompetencegivende forløb til hovedforløbet, skal du også opfylde overgangskravene.

Overgangskrav til det studiekompetencegivende forløb

For at kunne blive optaget på det studiekompetencegivende forløb skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:

  • Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (på grundforløbets 1. del)
  • Informationsteknologi C, virksomhedsøkonomi C, organisation C, afsætning C og matematik C (på grundforløbets 2. del)

Bemærk: Du skal altså have gennemført i alt 8 fag på c-niveau på grundforløbet. Hvis du hører til dem, der starter uddannelsen i grundforløbets 2. del, er det en fordel at have taget nogle af fagene, inden du starter i grundforløbet.

En del af fagene skal bestås med et samlet gennemsnit på 2,0. Øvrige fag skal gennemføres, men uden krav om en bestemt karakter.

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med skoleundervisningen i hovedforløbet, skal du have opnået bevis for eux 1. del. Det opnår du ved at gennemføre det studiekompetencegivende forløb og bestå eksamen i den gymnasiale del af eux-forløbet.

I det studiekompetencegivende forløb skal du gennemføre følgende fag og niveauer:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Informatik B
  • Enten matematik B eller virksomhedsøkonomi B
  • Enten erhvervsjura C, andet fremmedsprog C eller psykologi C
  • En række valgfag

Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.

Eksamen består af prøver i 6 gymnasiale fag, der udtrækkes. Dit samlede karaktergennemsnit i prøverne skal være mindst beståkarakter. Du skal også bestå en mundtlig prøve med udgangspunkt i dit eksamensprojekt, samt en prøve i den større skriftlige opgave.

Når du har bestået eksamen, modtager du bevis for eux 1. del. For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Erhvervsfaglig studentereksamen

Du afslutter hele uddannelsen med en gymnasial eksamen og en fagprøve. Du modtager fagprøvebevis og eux-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen).

Muligheden for eux findes på en række skoler.

Hvis du allerede har en gymnasial eksamen, kan du ikke tage uddannelsen med eux.

Særligt for studenter

Hvis du i forvejen har en gymnasial eksamen, får du enten helt godskrevet eller afkortet grundforløbet på eventkoordinatoruddannelsen.

Godskrevet grundforløb

Hvis du har en af følgende eksamener, skal du ikke tage grundforløbet, men kan starte direkte på eventkoordinatoruddannelsens hovedforløb:

  • Bevis for eux 1. del på en merkantil erhvervsuddannelse
  • Merkantil studentereksamen (hhx)

Inden du starter på hovedforløbet, skal du dog have indgået en uddannelsesaftale, dvs. skaffet en praktikplads.

Dit hovedforløb varer som udgangspunkt 1 år. Der er dog frem til 2023 mulighed for, at studenter kan indgå 2-årige uddannelsesaftaler og dermed tage et 2-årigt hovedforløb.

Afkortet grundforløb på 5 uger

Hvis du har en af følgende eksamener, skal du tage et kort grundforløb på 5 uger:

  • Almen studentereksamen (stx)
  • Teknisk studentereksamen (htx)
  • Hf-eksamen (hf)
  • Ikke-merkantil erhvervsfaglig studentereksamen (eux)

Din eventkoordinatoruddannelse består af det 5-ugers grundforløb efterfulgt af en grundforløbsprøve og et hovedforløb med praktik.

Inden du starter på grundforløbet, skal du have skaffet enten en praktikplads (uddannelsesaftale) eller en kvoteplads, da uddannelsen er dimensioneret. Se afsnittet Dimensionering.

I løbet af grundforløbet skal du have gennemført fagene virksomhedsøkonomi C og afsætning C med et karaktergennemsnit på mindst 2,0. Du skal også have gennemført det uddannelsesspecifikke fag.

Hvis du har en praktikplads (uddannelsesaftale), kan du starte på uddannelsens hovedforløb, når du har bestået grundforløbsprøven.

Dit hovedforløb varer som udgangspunkt 1 år. Der er dog frem til 2023 mulighed for, at studenter kan indgå 2-årige uddannelsesaftaler og dermed tage et 2-årigt hovedforløb.

Ansøgning

Du ansøger om en kvoteplads gennem www.optagelse.dk. Hvis du har en uddannelsesaftale, skal du sende den til erhvervsskolen. Uddannelsesaftalen er din tilmelding til uddannelsen.

Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begyndelseslønnen for elever i erhvervsuddannelserne ligger typisk mellem 9.500 kr. og 12.500 kr. om måneden og stiger for hvert år.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Har du ikke det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18. år.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Jobmuligheder

Med en uddannelse som eventkoordinator kan du arbejde i eventfirmaer, pr-bureauer, forlystelsesparker, på spillesteder mm.

Nyuddannedes beskæftigelse

De ret få nyuddannede (godt 100) er beskæftiget i en række brancher med aktiviteter inden for området, både egentlige events, PR-aktiviteter og målrettede salgsfremstød.

De primære brancher er Eventbureauer og anden forretningsservice, Restauranter samt Virksomhedskonsulenter. Andre relevante brancher er Sport, Reklame- og analysebureauer samt Teater, musik og kunst.

Enkelte er beskæftiget i butikker, boligselskaber, forlystelsesparker mv.

Mere uddannelse

Når du er færdig som eventkoordinator, har du flere muligheder for videreuddannelse. Du kan søge optagelse på følgende erhvervsakademiuddannelser:

Samt på følgende professionsbacheloruddannelse:

Du kan også videreuddanne dig inden for en erhvervsakademiuddannelse efter eget valg. Du skal opfylde uddannelsens adgangskrav, dvs. have opnået de specifikke fag og niveauer, som den enkelte uddannelse kræver, inden du søger optagelse. Hvis du ikke allerede har opnået disse, fx i din erhvervsuddannelse, skal du supplere. Se alle erhvervsakademiuddannelser.

Læs mere i  Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen.

Afslutter du din uddannelse med eux-bevis, kan du søge optagelse på videregående uddannelser, herunder også universitetsbacheloruddannelser.

Med bevis for eux 1. del kan du søge optagelse på en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbacheloruddannelse.

Supplerer du eux 1. del med en udvidet fagpakke, har du samme muligheder for videreuddannelse som dem med eux-bevis.

Husk, at du i alle tilfælde skal opfylde eventuelle specifikke adgangskrav til en videregående uddannelse.

Bemærk: Er du startet på eux-forløbet i før 1.8. 2017, giver bevis for eux 1. del samme adgang til videregående uddannelse som eux-bevis.

Voksen- og efteruddannelse

Er du faglært og har mindst 2 års erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig på deltid. Se relevante muligheder i Videre som faglært.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information