landbrugsmedarbejder arbejder med mælkeproduktion
Erhvervsuddannelse (EUD)

Landbrugsuddannelsen

En landmand arbejder med husdyr, fx kvæg og svin, og med jordbrug. På uddannelsen lærer du at passe de forskellige dyrehold og at dyrke jorden.

Fakta

Navn:
Landbrugsuddannelsen
Varighed:
2 år 4 mdr. - 5 år 11 mdr.
Trin og specialer:
Landbrugsassistent, landmand med speciale, jordbrugsmaskinfører, produktionsleder, agrarøkonom
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Skoleoplæring:
Ingen mulighed for skoleoplæring
Eux:
Mulighed for eux
Økonomi:
SU og lærlingeløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til flere videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til flere videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

Du lærer fx at fodre og malke, at dyrke afgrøder og at udføre markarbejde. Også økologi indgår i uddannelsen. 

Du lærer også at arbejde med landbrugsmaskiner og tekniske installationer. Landmanden bruger dem til både dyrehold og jordbrug. 

En landmand kan arbejde som ansat eller selv drive en gård. Nogle landmænd arbejder på maskinstationer med at pløje, så og høste for andre. Når du er færdig med uddannelsen som landmand eller jordbrugsmaskinfører, kan du også fortsætte på landbrugets lederuddannelse.

Landbrugsuddannelsen med eux

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen til landmand giver en grundlæggende viden om dyrehold og dyrkning af jorden.

Alt efter dit valg af speciale får du særlig viden og erfaring inden for husdyr, planter, økologi eller inden for landbrugsmaskiner. Du lærer også at vedligeholde maskiner og bygninger.

Regnskab, økonomi, markedsforhold og planlægning indgår også i uddannelsen. En vigtig del af faget som landmand er at kunne planlægge arbejdsopgaverne.

Uddannelsens trin og specialer

Du kan afslutte som landbrugsassistent (trin 1) eller som landmand med speciale i husdyr, planter eller økologi (trin 2). Du kan også afslutte med speciale som jordbrugsmaskinfører (trin 2), produktionsleder (trin 3) eller agrarøkonom (trin 4).

  • Landbrugsassistent: Du lærer at planlægge og udføre de almindeligt forekommende opgaver inden for landbruget.
  • Landmand, husdyr: Du lærer at vurdere dyrebesætninger, planlægge avl og tage stilling til foderkvaliteter. Du lærer også om transport af dyr og om dyrevelfærd.
  • Landmand, planter: Du lærer at udarbejde planer for såning, gødning og sprøjtning. Du lærer også at bruge og vedligeholde de mange maskiner, der indgår i landbrugsdrift. Også naturpleje og pasning af vildt indgår i uddannelsen.
  • Landmand, økologi: Du lærer at passe og håndtere økologiske husdyr. Du lærer også at arbejde med planlægning, pleje og høst af økologiske landbrugsafgrøder. 
  • Jordbrugsmaskinfører: Du lærer at arbejde med de forskellige landbrugsmaskiner. Du lærer også at bruge værkstedsmaskiner og håndværktøj i forbindelse med vedligeholdelse og mindre reparationer.

Trin 3 og 4 i landbrugsuddannelsen kaldes også landbrugets lederuddannelse:

  • Produktionsleder: Uddannelsen retter sig mod ledere inden for landbruget. Du kombinerer din landbrugsfaglige viden med fag om økonomisk, strategisk og personalpolitisk ledelse inden for landbrug.
  • Agrarøkonom: Uddannelsen giver mulighed for arbejde som rådgivende konsulent i landbrugserhvervet. Der fokuseres på langsigtede planlægnings- og salgsstrategier sammen med en udvikling af dine personlige lederevner.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Video

I videoen fortælller Marie om uddannelsen til landmand med eux.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem flere forskellige specialer.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Husdyr (fx fodring og malkning)
  • Plantedyrkning
  • Økologi
  • Teknikfag og sprøjteteknik

Du skal også have fag som matematik, arbejdsmiljø samt byggeri og samfund.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skoleoplæring.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har fysik og helbred til hårdt fysisk arbejde
  • Er indstillet på, at opgaverne varierer alt efter sæson
  • Har fokus på sikkerhed
  • Har interesse for miljøet
  • Er ansvarsbevidst og kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
  • Er indstillet på at bruge it-teknologi

Som jordbrugsmaskinfører og landmand med speciale i planter skal du også være interesseret i teknik og maskiner.
Med speciale i husdyr skal du også være opmærksom og påpasselig i arbejdet med dyrene og indstillet på skiftende arbejdstider og weekendvagter

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen skal du have bestået fagene:

  • Biologi på F-niveau
  • Naturfag på F-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:

  • Kørekort til traktor
  • Førstehjælp på erhvervsuddannelserne
  • Elementær brandbekæmpelse
  • Arbejdsmiljø og sikkerhed ved svejsning og termisk skæring
  • Hygiejnekursus for personer, der håndterer svin
  • Arbejde med medicin og lægemidler til produktionsdyr

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.


Ansøgning til GF2 eller GF+: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
     
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
     

Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Eux

Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært landmand eller jordbrugsmaskinfører og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Job eller videregående uddannelse

Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.

Se dine muligheder for videregående uddannelse som landmand eller jordbrugsmaskinfører med eux i Adgangskortet.

Eux-uddannelsens opbygning

Eux-uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb og er bygget op som en almindelig erhvervsuddannelse. Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Eux-uddannelsen indeholder både oplæring i en virksomhed og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau.

Du får både almene gymnasiale fag som dansk og matematik og fag, som er relevante for landbrugsuddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.

Du skal have gymnasiale fag både på grund- og hovedforløbet. For at komme fra grundforløbet til hovedforløbet skal du opfylde overgangskravene.

Overgangskrav til eux-hovedforløbet

For at kunne blive optaget på eux-hovedforløbet skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:

  • Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (gennemføres på grundforløbets 1. del)
  • Matematik C, kemi C og biologi C (gennemføres på grundforløbets 2. del)

Starter du din uddannelse i grundforløbets 2. del, skal du selv sørge for at tage de fag, du mangler. En del af fagene skal gennemføres, mens nogle fag skal bestås.

Fag på gymnasialt niveau

Hvis du vælger landbrugsuddannelsen med eux, gennemfører du i løbet af hele uddannelsen følgende fag på gymnasialt niveau:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Samfundsfag C
  • Matematik B
  • Biologi B
  • Fysik C
  • Kemi B
  • Erhvervsøkonomi C eller virksomhedsøkonomi C
  • Valgfag på C-niveau

Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.

Muligheden for eux findes på en række skoler. Se mere om Eux.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Jobmuligheder

Som landbrugsassistent har du jobmuligheder inden for landbrug, hvor du kan være ansvarlig for et driftsafsnit (fx kvægbesætningen) på en større landbrugsejendom eller være bestyrer af et landbrug.

Som jordbrugsmaskinfører har du jobmuligheder inden for landbrug, skovbrug og gartneri. Det kan være ved en maskinstation eller ved store landbrugsejendomme og godser. Det kan også være inden for en kommune i forbindelse med vedligeholdelse af veje og offentlige anlæg.

Læs mere under Mulige job.

Jobmuligheder produktionsleder og agrarøkonom

Uddannelsen til produktionsleder giver dig større økonomisk indsigt i en landbrugsproduktion samt redskaber til at analysere og vurdere eventuelle behov for ændringer i den daglige produktion.

Som agrarøkonom kan du som konsulent arbejde med ledelse og rådgivning inden for praktisk landbrug og i virksomheder og organisationer med tilknytning til landbrugserhvervet.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Landbrugsuddannelsen giver adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Med landbrugsuddannelsen kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på følgende niveauer i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  • Landbrugsassistent: niveau 3
  • Landmand, husdyr: niveau 4
  • Landmand, planter: niveau 4
  • Landmand, økologi: niveau 4
  • Produktionsleder: niveau 4
  • Agrarøkonom: niveau 5

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Det Faglige Uddannelsesudvalg for Jordbrug, Uddannelsessekretariatet
www.jordbrugetsuddannelser.dk

Uddannelser der ligner

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 10

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.