gourmetslagter arbejder i køkken
Erhvervsuddannelse (EUD)

Gourmetslagter

En gourmetslagter arbejder med kød. På uddannelsen lærer du om de forskellige slagtedyr, og hvordan de skal opskæres og opbevares, så kødet bliver mørt.

Fakta

Navn:
Gourmetslagter
Varighed:
2 år 6 mdr. - 4 år 3 mdr.
Trin og specialer:
Gourmetslagteraspirant, gourmetslagter med speciale i butik, delikatesse, slagtning eller som pølsemager
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Skoleoplæring:
Mulighed for skoleoplæring
Økonomi:
SU og lærlingeløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til flere videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til flere videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

Som gourmetslagter lærer du også at lave færdigretter, pølser og andre delikatesser.

Du lærer desuden at rådgive kunderne om tilberedningen af de udskæringer, der findes i køledisken.

Gourmetslagtere kan arbejde i slagterbutikker og slagterafdelinger eller starte egen virksomhed.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen giver en grundlæggende viden om slagtning samt partering og tilberedning af kød.

Du lærer bl.a. om god hygiejne, da kød hurtigt fordærves. Du lærer også at skelne mellem god og dårlig kvalitet, så bøfferne i køledisken er saftige og møre. Endvidere lærer du om kundeservice.

Uddannelsens trin og specialer

Du kan både afslutte som gourmetslagteraspirant (trin 1) eller som gourmetslagter med forskellige specialer (trin 2).

  • Gourmetslagteraspirant: Du lærer om ernæring, kalkulation samt opskæring og tilberedning af kød.
  • Specialet butik: Du lærer at forarbejde det slagtede dyr, dels ved grovopskæring, dels ved detailopskæring - det vil sige udskæring og opsnøring af roastbeef og rullestege, udskæring af steaks og bøffer eller afpudsning af fedt og sener.
  • Specialet delikatesse: Du lærer at tilberede kød og andre ingredienser, så de er lige til at komme på brødet eller i munden. Desuden lærer du at præsentere maden på en indbydende måde.
  • Specialet slagtning: Du lærer at slagte og udskære det enkelte dyr samt at kvalitetsbedømme hele, slagtede dyr og udskårne stykker.
  • Specialet pølsemager: Du lærer at fremstille pølser, bl.a. at fremstille farsen og stoppe pølserne. Du lærer også at salte og røge forskellige produkter.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem flere forskellige specialer.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Detailopskæring
  • Grovopskæring
  • Tilberedning
  • Praktisk anvendelse af ernæringslære
  • Lovgivning

Du skal også have fag som kalkulation, informationsteknologi, salg og service samt samfundsfag.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads eller evt. i et skoleoplæringscenter.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Video

DM i Skills er de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. Det er Skills Denmark, der arrangerer mesterskaberne, og de har produceret en række film, hvor tidligere deltagere fortæller om deres fag. Her fortæller Susanne, der er gourmetslagter (detailslagter), om sit fag.

 

Se flere film fra Skills Denmark på YouTube.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har interesse for fødevarer
  • Har god fysik
  • Er indstillet på at arbejde stående det meste af dagen
  • Er serviceminded og god til at tale med kunder
  • Er god til matematik
  • Kan arbejde sammen med andre i et arbejdssjak
  • Har sans for hygiejne
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderet uddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på E-niveau
  • Naturfag på E-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:

  • Almen fødevarehygiejne
  • Førstehjælp på erhvervsuddannelserne
  • Elementær brandbekæmpelse

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale eller aftale om skoleoplæring.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.


Ansøgning til GF2 eller GF+: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
     
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
     

Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Skoleoplæring

Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du mulighed for at komme i skoleoplæring. Den foregår i et skoleoplæringscenter. Læs mere om Skoleoplæring.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Skoleoplæringsydelse

Er du i skoleoplæring, får du skoleoplæringsydelse:

  • Under 18 år: Du får 910 kr. om ugen.
  • 18 år og derover: Du får 2.180 kr. om ugen det første år. Derefter stiger ydelsen hvert år, indtil du på fjerde år får 3.124 kr. om ugen.

Jobmuligheder

Som uddannet gourmetslagter har du forskellige muligheder afhængigt af dit valgte speciale.

Med specialerne butik og delikatesse kan du arbejde i butik. Foruden de forskellige slagterforretninger er det typisk i de mange supermarkeders specialafdelinger, at du finder job.

Specialet slagtning sigter især på de små slagterier, der foretager slagtning af levende dyr fra de enkelte landmænd.

Med specialet pølsemager kan du finde job i slagterbutikker eller supermarkeder med charcuteriafdeling. Du kan også arbejde i industrien på større slagterier eller på pølse- eller konservesfabrikker.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Som gourmetslagter har du adgang til videregående uddannelse.

Videregående uddannelse

Gourmetslagteruddannelsen giver adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som gourmetslagter kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på følgende niveauer i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  • Gourmetslagter: niveau 4
  • Gourmetslagteraspirant: niveau 3

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Slagterfagets Fællesudvalg
www.slagterfaget.dk

Uddannelser der ligner

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.