HD 2. del, økonomistyring og procesledelse
Diplomuddannelse

HD 2. del, økonomistyring og procesledelse

Uddannelsen giver dig kompetence i at analysere og implementere forretningsprocesser både inden for it, organisation og økonomistyring.

Fakta

Navn:
HD 2. del, økonomistyring og procesledelse
Type:
Diplomuddannelse
Varighed:
2 år på deltid
ECTS:
60
Adgangskrav:
HD 1. del eller videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring
Økonomi:
Deltagerbetaling på ca. 66.000 kr. SVU kun i særlige tilfælde

Du vil med udgangspunkt i tidligere job- og uddannelseserfaring få nye redskaber til at kunne analysere forskellige systemer og værktøjer, der understøtter processerne.

Uddannelsen henvender sig til specialister, controllere, økonomiansvarlige og mellemledere, der i deres daglige arbejde har behov for nye kompetencer i relation til implementering af forretningsprocesser.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På HD 2. del i økonomistyring og procesledelse lærer du om drift, udvikling og implementering af økonomistyrings- og ledelsessystemer og får færdigheder i at arbejde med forandringsprocesser.

Der tages udgangspunkt i virksomhedernes behov for nyudvikling på området, og du lærer at inddrage en økonomisk, organisatorisk, it- og ledelsesmæssig synsvinkel.

Uddannelsen indeholder undervisning i en række obligatoriske fag, valgfag, et praktisk seminar på tredje semester samt en afsluttende HD-afhandling.

HD-afhandlingen vil typisk tage udgangspunkt i en praktisk problemstilling med relation til dit arbejdsområde.

Undervisningen er tilrettelagt som fremmødeundervisning et antal hverdagsaftener samt visse lørdage og består af forelæsninger, seminarer, gruppearbejde, projektarbejde og en del opgaveskrivning.

Uddannelsen kan udbydes af

Eksamen

Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.

Fagoversigt

En samlet HD, 2. del i økonomistyring og procesledelse indeholder følgende obligatoriske fagmoduler:

  • Økonomistyring
  • Organisation og ledelse
  • Strategisk ledelse
  • Action Learning Project

De fire moduler er fordelt på to semestre.

På 3. semester skal du vælge to valgfag ud af de mulige udbudte:

  • Business Transformation Strategies
  • It Operations
  • It ledelse
  • Ledelse af forandringsprocesser
  • Ledelsespsykologi
  • Neuropsykologi - ledelse, udvikling og innovation
  • Performance Management
  • Profitable kunderelationer
  • Projektledelse
  • Strategisk intuition
  • Videregående økonomistyring

Udbuddet kan skifte fra år til år, så tjek derfor skolens hjemmeside.

På det 4. semester afslutter du med en HD-afhandling, der har et omfang af 15 ECTS.

Varighed

HD 2. del hører under åben uddannelse og er tilrettelagt som deltidsuddannelse over 2 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og har et omfang af 60 ECTS.

Det er også muligt at læse enkeltfag.

Optagelse og adgang

For at blive optaget på uddannelsen skal du have en af følgende uddannelser:

  • HD 1. del
  • En relevant erhvervsakademiuddannelse, fx finansøkonom, financial controller, markedsføringsøkonom eller jordbrugsteknolog *)
  • En relevant akademiuddannelse, fx international handel og markedsføring, økonomi- og ressourcestyring eller finansiel rådgivning *)
  • En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som ovenstående, fx en erhvervsøkonomisk bachelor- eller kandidatuddannelse eller en professionsbachelor i finans *)

Desuden skal du have mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Du skal dokumentere din erhvervserfaring, som skal være erhvervet efter eller sideløbende med den adgangsgivende eksamen.

Hvis du ikke opfylder uddannelseskravene, kan du eventuelt optages på baggrund af en konkret vurdering. Kontakt uddannelsesstedet.

Har du erhvervserfaring, giver HD 1. del direkte adgang til HD 2. del uden supplering. Det samme gælder en række andre økonomiske uddannelser.

*) Vær dog opmærksom på, at det kan være et krav, at du har bestået bestemte fag på din adgangsgivende uddannelse. Kravet kan afhænge af, hvor gammel din uddannelse er, og hvor du har taget din eksamen. Det kan desuden afhænge af, om du søger optagelse på et samlet HD-forløb eller et enkeltfag.

Det er i alle tilfælde det enkelte uddannelsessted, der afgør, om din uddannelsesbaggrund og erhvervserfaring er relevante.

Se det enkelte uddannelsessteds retningslinjer for optagelse og for, hvilke fag du evt. skal have bestået eller bør supplere med:

Kontakt uddannelsesstedet, hvis du har spørgsmål om dine forudsætninger for optagelse på HD 2. del.

Økonomi

Der er deltagerbetaling. Den samlede pris er ca. 66.000 kr.

Deltagerbetalingen kan variere. Prisen pr. modul afhænger bl.a. af antal ECTS og af undervisningsformen, herunder om undervisningen tilbydes som dag-, aften- eller fjernundervisning. Find information om det aktuelle udbud under Vis hold nederst på siden.

Du kan kun søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) i særlige tilfælde.

For at søge SVU skal du være i arbejde og i øvrigt opfylde betingelserne. Se Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Læs desuden om dine muligheder for uddannelse som ledig eller revalidend.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.

Fremtidsmuligheder

Mere uddannelse

Alle specialer på HD 2. del kan, under visse forudsætninger, give adgang til cand.merc.-uddannelserne.

Det er endvidere muligt at søge om dispensation til optagelse på kandidat i sundhedsinnovation, hvis man i øvrigt opfylder de specifikke sprogkrav.

Uddannelsens veje