bacheloruddannelse i Veterinærmedicin
Bacheloruddannelse

Veterinærmedicin

Den veterinære bacheloruddannelse er den første del af uddannelsen til dyrlæge. Her møder du basale biologiske, sundhedsvidenskabelig og veterinære fag og lærer om husdyrenes normale anatomi, fysiologi og adfærdsamt og om, hvordan sygdom opstår, udvikler sig og evt. smitter.

Fakta

Navn:
Veterinærmedicin
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Uddannelsen giver dig forståelse af de forskellige fysiske, kemiske, mikrobiologiske og genetiske årsager til, at dyr bliver syge, og at fødevarer kan blive sundhedsfarlige. Du vil skulle dissekere og obducere husdyr, foretage analyser på animalske prøver og fødevarer, udføre simple risikoanalyser for sygdomsspredning mellem husdyr og mennesker og lære hvilke lægemidler, der kan bruges til behandling af dyr.

Bacheloruddannelsen sigter mod den veterinære kandidatuddannelse. Først på kandidatuddannelsen vil du lære at diagnosticere og behandle sygdomme og blive konfronteret med syge dyr og klienter på universitetshospitaler eller i besætninger og virksomheder.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Den veterinære bacheloruddannelse handler om sundhed og sygdomme hos husdyr, og om hvordan sygdomme og smitstoffer overføres mellem dyr og mennesker, fx via fødevarer eller omgivende miljø.

Du lærer først om cellebiologi ogdyrenes anatomi, fysiologi og genetik, dvs. hvordan dyrs kroppe er bygget op og fungerer på biokemisk, biologisk og mekanisk niveau.

Senere studerer du infektionsmikrobiologi og mikrobiel fødevaresikkerhed, dvs. at du bl.a. lærer om parasitter og mikroorganismer som virus, bakterier og svampe, der ofte er en del af sygdomsbilledet.

Du vil i patologi og farmakologi lære, hvordan sygdomme påvirker kroppen, og hvordan lægemidler kan anvendes i sygdomsbehandlingen. I statistik og epidemiologi vil du få færdigheder, der vil gøre dig i stand til at vurdere og beregne risikoen for, at sygdom opstår og spreder sig.

Du får altså grundlæggende viden om husdyresygdomme, inklusive dem, der smitter mellem dyr og mennesker. Du vil lære, hvordan sygdomme kan behandles og bekæmpes, så dyrene (for)bliver raske, og sygdomme ikke overføres til miljøet, fødevarer og mennesker.

Uddannelsen består overvejende af teoretiske fag med mange praktiske øvelser. Arbejdet med levende dyr er begrænset. Dem møder du først og fremmest på kandidatuddannelsen.

Eksempler på øvrige bachelorfag er:

  • Veterinær kemi og biokemi, der handler om de grundlæggende kemiske og biokemiske stoffer og processer, som har betydning for husdyrenes normale funktioner
  • Husdyrernæring, der handler om husdyrenes grundlæggende ernæringsbehov og principperne for bestemmelse af foderets kemiske sammensætning og fodringsværdi
  • Besætnings- og folkesundhed, der handler om bekæmpelse af sygdom og smittespredning på populationsniveau (i modsætning til enkeltdyrsbehandling)

Undervisningen veksler mellem forelæsninger, regneøvelser, laboratorieøvelser, dissektionsøvelser og projektarbejde.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.

Adgangskrav

For at blive optaget på bacheloruddannelsen skal du have bestået en af følgende:

  • En gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx eller eux)
  • En tilsvarende udenlandsk eller international gymnasial eksamen

Er du startet på hf efter 1. august 2017, skal du have en udvidet fagpakke for at blive optaget.

Det samme gælder, hvis du efter 1. august 2017 er startet på et merkantilt eux-forløb og søger optagelse på baggrund af eux 1. del.

Specifikke adgangskrav er:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Enten fysik B og kemi B eller fysik B og bioteknologi A eller geovidenskab A og kemi B eller kemi B, biologi A og fysik C.

Alle fag skal være bestået. Kravet gælder optagelse i såvel kvote 1 som kvote 2.

Opfylder du ikke de specifikke adgangskrav, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Yderligere adgangskrav på Københavns Universitet:

Karaktergennemsnittet fra den gymnasiale eksamen skal være mindst 6,0 (uden hurtigstartsbonus).

Ansøgning i kvote 2:

Kvote 2-ansøgere, der opfylder de specifikke adgangskrav, indkaldes til en skriftlig optagelsesprøve.

Bemærk: KU indfører nye regler for optagelse i kvote 2 fra 2020.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

  • Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Om det enkelte universitet

Uddannelsen foregår i København.

Københavns Universitet (KU)

KU udbyder veterinærmedicin som en 3-årig bacheloruddannelse.

KU udbyder også en kandidatuddannelse i veterinærmedicin.

Du kan læse mere om uddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Om vurdering af ansøgere i kvote 2 se www.ku.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Københavns Universitet.

Adgangskvotienter 2017

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby
Københavns Universitet  
København K (Sommerstart)10,610,3

Se antal optagne, antal ansøgere mv.

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Med en bacheloruddannelse i veterinærmedicin kan du søge videre på kandidatuddannelsen i veterinærmedicin og dermed uddanne dig til dyrlæge.

Alt efter hvilke valgfag du har haft på bacheloruddannelsen, kan du også komme ind på andre natur- og sundhedsvidenskabelige kandidatuddannelser, herunder husdyrvidenskab, biologi-bioteknologi og global sundhed.

Jobmulighederne er størst efter færdiggørelsen af en kandidatuddannelse.

Læs mere om arbejdsområder og typer af job inden for læge, tandlæge og dyrlæge og administrativt arbejde.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Se mulige videregående uddannelser efter din gymnasiale eksamen.

Se videregående uddannelser ud fra dine interesser.

Sammenlign fx uddannelsers kvalitet og relevans.

Inspiration til valg af job og uddannelse.