Artikel

Steiner-hf

Steiner-hf kombinerer en udvidet fagpakke med fokus på kunst, håndværk, drama og musik.

Fem Rudolf Steiner-skoler i Danmark udbyder en hf uden karakterer og eksamen.

Rudolf Steiner-skoler bygger på en holistisk tilgang til det pædagogiske felt og lægger vægt på menneskets kreative evner. Undervisningen er derfor praksis- og projektorienteret og bruger kreative og praktiske fag som støttefag i de boglige fag.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Steiner-hf består af en fagpakke samt en række praktiske/kreative fag som smedning, instrumentalundervisning og drama. Dertil kommer ekskursioner og to studieture. Du skal regne med, at antallet af undervisningstimer er højere end gennemsnittet på andre gymnasiale uddannelser.

Som elev på en steiner-hf får du ikke karakterer eller skal til eksamen. Når du afslutter uddannelsen, får du derfor ikke et eksamensbevis, men et afgangsbevis i form af et vidnesbyrd, der beskriver læringsmål, standpunkt og opnåede kompetencer i alle fag.  

Optagelse

Hvis du allerede går på en Rudolf Steiner-skole, optages du på steiner-hf på baggrund af en samtale. Her taler I om dine faglige, sociale og personlige forudsætninger for at begynde på og gennemføre uddannelsen.

Hvis du kommer fra en anden grundskole, skal du opfylde adgangskravene til hf. Du skal blandt andet være vurderet uddannelsesparat. Du kan læse om alle adgangskravene i Optagelse til de gymnasiale uddannelser.

Hvis du opfylder de generelle adgangskrav, bliver du inviteret til en samtale på Rudolf Steiner-skolen, hvor I sammen finder ud af, om steiner-hf er det rette valg for dig.

Økonomi

Du har mulighed for at søge SU under uddannelsen fra du fylder 18 år.

Fremtidsmuligheder

En steiner-hf giver adgang til at søge optagelse på en videregående uddannelse. Du skal være opmærksom på, at de fag og niveauer, du har haft, kan få indflydelse på, hvilke uddannelser du kan optages på. Se adgangskravene under de enkelte uddannelser.

Hvis du ikke har haft de fag, som kræves på den uddannelse, du gerne vil optages på, har du mulighed for at kvalificere dig via gymnasial supplering.

Steiner-hf med og uden overbygning

En steiner-hf svarer til en hf-eksamen uden overbygning, medmindre det fremgår af dit afgangsbevis/vidnesbyrd, at du har taget den med overbygning. 

Hvis du har taget steiner-hf uden overbygning og ønsker at søge ind på en universitetsbachelor, skal du tage et supplerende overbygningsforløb.

Steiner-hf er adgangsgivende via kvote 2. Du kan ikke søge om optagelse via kvote 1, fordi optagelsen via kvote 1 er baseret på karaktergennemsnit. Du kan læse mere om dine muligheder i Optagelsesregler i kvote 2.