Andre ungdomsuddannelser

KUU Nordjylland

Kombineret ungdomsuddannelse er en kort uddannelse, der gør dig parat til at tage arbejde inden for et erhverv.

Fakta

Navn:
KUU Nordjylland
Type:
Andre ungdomsuddannelser
Varighed:
Maks. 2 år
Adgangskrav:
9. eller 10. klasse, under 25 år og uden ungdomsuddannelse
Økonomi:
Undervisningen er gratis. Mulighed for SU fra du fylder 18 år

Uddannelsen henvender sig til dig, der er færdig med 9. eller 10. klasse, men som ikke har forudsætninger for at begynde på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

Du uddanner dig inden for et erhvervstema og får bevis på, at du er erhvervsassistent. Her kan du læse om de uddannelser, der udbydes i Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Morsø, Læsø og Thisted Kommuner.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Kombineret ungdomsuddannelse styrker dig fagligt og personligt og giver dig kendskab til, hvad der skal til for at fungere godt på en arbejdsplads - eller tage mere uddannelse.

Du kan tage uddannelsen i den kommune, hvor du bor, og i de kommuner, der samarbejder med din kommune. UU skal dog henvise dig.

Bor du i kommunerne Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Morsø, Læsø eller Thisted, er det KUU Nordjylland, der udbyder uddannelsen.

KUU Nordjylland tilbyder uddannelser inden for fire erhvervstemaer:

  • Børn, unge og ældre
  • De maritime erhverv
  • Handel og kundeservice
  • Turisme, kultur og fritid

Uddannelsens opbygning

Kombineret ungdomsuddannelse er opdelt i fire dele af et halvt års (20 ugers) varighed.

Uddannelsen vil veksle mellem skolegang, værksteder og erhvervstræning på en arbejdsplads.

Fag

Alle elever deltager i tre obligatoriske fag:

  • Arbejdspladslære
  • Samarbejdslære
  • Erhvervslære

Fagene forbereder dig på erhvervstræningen og giver dig grundlag for at vælge erhverv og beskæftigelse.

Desuden har du fag, der både giver dig flere forudsætninger for at arbejde inden for dit erhvervstema og kompetencer til at deltage i videre uddannelse.

Undervisningen

På kombineret ungdomsuddannelse bliver du en del af et hold.

Undervisningen tilrettelægges, så teorien anvendes i praksis, fx som værkstedsundervisning eller projekter.

Kontaktperson og forløbsplan

Din uddannelse starter med et introforløb, hvor du lærer din skole, dine undervisere og de andre elever at kende.

Som en del af introforløbet deltager du i en KUU-camp, hvor der er fokus på teambuilding og personlige kompetencer.

Du møder din kontaktperson, der sammen med UU vurderer dine kompetencer, så din uddannelse kan tilrettelægges bedst muligt. Sammen med din kontaktperson udarbejder du en plan for dit uddannelsesforløb.

Prøve og uddannelsesbevis

Til den afsluttende prøve præsenterer du et udvalg af din arbejdsmappe - eller portfolio.

Består du prøven, udsteder skolen et bevis på, at du er erhvervsassistent.

Uddannelsessteder

KUU Nordjylland er et samarbejde mellem flere skoler og institutioner:

  • EUC Nordvest
  • Brønderslev Gymnasium og HF
  • Fjerritslev Gymnasium
  • Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus
  • Frederikshavn Handelsskole
  • GRØNS Transport Uddannelser - AMU Center
  • Halvorsminde
  • Hjørring Produktionsskole
  • Jammerbugt Ungdomsskole
  • Martec
  • Morsø Produktionsskole Rolstruphus
  • Produktionsskolen Unge Center Jammerbugt
  • SOSU Nord
  • SOSU STV
  • Thisted Gymnasium – STX og HF
  • Thy-Mors HF & VUC
  • Thy Produktionsskole
  • Vrå Højskole
  • VUC & HF Nordjylland

Du kan følge undervisning på flere adresser.

EUC Nordvest har det overordnede ansvar for at tilrettelægge dit uddannelsesforløb.

På KUU Nordjylland kan du blive erhvervsassistent inden for fire områder. Se nedenfor.

Erhvervsassistent - Det blå Danmark

På Det blå Danmark kan du kombinere din interesse for skibe og sejlads med sprog, teknik og service. Den maritime verden er international og giver dig mulighed for at arbejde med både kunder, kommunikation og maritimt udstyr.

Du møder de forskellige erhverv, som temaet De maritime erhverv dækker, og oplever på første hånd, hvad det vil sige at arbejde i virksomheder, som på den ene eller anden måde er tilknyttet skibsfarten og havet omkring os.

Dels vil du sammen med dit hold besøge maritime virksomheder i området, dels får skolen besøg af gæstelærere, som kender de maritime arbejdspladser indefra.

På værkstederne får du forudsætninger for at arbejde med værktøj, materialer og udstyr. Desuden får du praktiske færdigheder i at samarbejde og løse konflikter, som du både kan bruge på havnen og bag skrivebordet i rederiet.

I tværfaglige projekter får du mere viden om, hvad arbejdet i de maritime virksomheder går ud på. Fx vil du lære branchens fagudtryk at kende, og du får indblik i kommunikationen med kolleger og kunder.

Erhvervstræning

Din erhvervstræning kan fx foregå på skibsværfter, hos underleverandører til værfterne, i rederier og servicevirksomheder på havnen.

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk og matematik, som du kan afslutte på D-niveau. Desuden engelsk op til E-niveau.

Du kan tage grundlæggende kursus i søsikkerhed og andre sikkerhedskurser.

Job

Som færdig erhvervsassistent kan du arbejde på værfter, i rederier og maritime servicevirksomheder mv.

Uddannelsen udbydes af Hjørring Produktionsskole.

Se KUU Nordjylland.

Erhvervsassistent - Handel og service

På temaet Handel og kundeservice oplever du, hvad det vil sige at arbejde i en butik.

Uddannelsen giver dig en grundig introduktion til de opgaver, du kommer til at løse i detailhandlen, hvad enten det er et supermarked, et varehus eller en specialbutik.

I værkstederne og de tværfaglige projekter øver du dig – evt. i ’skolebutikker’ - på de situationer, som du vil møde, når du betjener kunder og yder service i praksis. Bl.a. får du forudsætninger for at kommunikere med forskellige slags kunder.

Der vil være fokus på din personlige udvikling og fremtræden - fx det at være servicemindet, at samarbejde og kunne håndtere konflikter på en god måde.

I projekterne handler det også om, hvordan du får kendskab til virksomhedens varer. Du lærer at gøre kassen op og beskæftiger dig desuden med emner som butiksindretning og butiksdekoration.

Endelig øver du dig på at kommunikere skriftligt, fx med det formål, at du skriver praktikansøgning til en virksomhed i forbindelse med din erhvervstræning.

Erhvervstræning

Din erhvervstræning kan foregå i store og små detailvirksomheder, fx supermarkeder, byggemarkeder, specialbutikker mv.

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk og samfundsfag, som du kan afslutte på D-niveau.

Desuden kan du deltage i virksomhedsbesøg.

Job

Som færdig erhvervsassistent kan du varetage job som medhjælper forskellige slags detailvirksomheder.

Uddannelsen udbydes af EUC Nordvest i Nykøbing og Thisted, Frederikshavn Handelsskole og Hjørring Produktionsskole.

Se KUU Nordjylland.

Erhvervsassistent - Pædagogik og sundhed

På Pædagogik og sundhed har du med mennesker at gøre. Du får indblik i, hvordan det er at arbejde med børn og ældre, der på hver deres måde er afhængige af din omsorg.

Uddannelsen har bl.a. fokus på, hvordan du udvikler dine sociale og personlige færdigheder til at varetage et job, hvor du bidrager til et godt og sundt liv for de mennesker, du arbejder med.

Du lærer fx at samarbejde og håndtere konflikter. Desuden lærer du at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, når du kommunikerer og drager omsorg.   

I værksteder og tværgående projekter får du den pædagogiske baggrund for at lege med børn og igangsætte aktiviteter for ældre.

Endelig får du indblik i, hvordan man anvender teknologiske hjælpemidler inden for sundhed og omsorg.

Erhvervstræning

Din erhvervstræning kan fx foregå på sygehuse, plejecentre og plejehjem, i vuggestuer, børnehaver, SFO’er mv.

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk og samfundsfag, som du kan afslutte på D-niveau.

Job

Som færdig erhvervsassistent kan du fx søge job på sygehuse, plejecentre og plejehjem, i vuggestuer, børnehaver, SFO’er mv.

Uddannelsen udbydes af EUC Nordvest i Thisted, Frederikshavn Handelsskole og Hjørring Produktionsskole.

Se KUU Nordjylland.

Erhvervsassistent - Turisme, kultur og fritid

På Turisme, kultur og fritid kan du kombinere din interesse for sprog, natur og mennesker med en uddannelse inden for service og oplevelser.

Du får en introduktion til de meget forskellige opgaver, du kan komme til at løse i turisterhvervet. Næsten alle handler om at yde service.

Det kan fx være modtagelse af turister i en reception, vejledning af besøgende i et turistkontor, klargøring af et sommerhus eller servering for gæster i en museumscafe.

Turistbranchen er international, så du skal have lyst til sprog – især engelsk. Desuden lærer du om salg og service, og du kan få indblik i, hvad en event er, og hvordan den tilrettelægges.

Endelig beskæftiger du dig med emner som mad, rengøring og hygiejne og betjening af mindre maskiner, som du anvender, når du gør rent, brygger kaffe eller trimmer græsset omkring sommerhuset.

I tværfaglige projekter bliver der fx sat fokus på lokale turistattraktioner, friluftsaktiviteter og kulturelle tilbud i området, og du lærer at kommunikere og formidle målrettet til bestemte brugere.

Erhvervstræning

Din erhvervstræning kan fx foregå ved turistattraktioner og museer, i udlejningsfirmaer og butikker, hvor arbejdsfunktionerne kan være naturpleje og vedligehold af grønne områder, tilberedning af mad, salg og planlægning af ture og events.

Fag, certifikater og andre aktiviteter

Du får bl.a. undervisning i dansk og engelsk, som du kan afslutte på D-niveau.

Desuden kan du tage hygiejnebevis.

Job

Som færdig erhvervsassistent kan du fx søge job ved turistattraktioner, museer og temaparker, i udlejningsfirmaer, på campingpladser og i butikker.

Uddannelsen udbydes af EUC Nordvest i Nykøbing, Hjørring Produktionsskole og VUC & HF Nordjylland i Brønderslev og Åbybro.

Se KUU Nordjylland.

Start og varighed

Starter du efter 9. eller 10. klasse, begynder du som hovedregel på den første af uddannelsens fire dele.

Starter du ikke lige efter skolen, kan du – afhængigt af din baggrund og dine erfaringer – blive optaget på 1., 2. eller 3. del.

Du afslutter uddannelsen efter 3. eller 4. del. Samlet kan din uddannelse altså vare mellem et halvt og to år.

Optagelse og adgang

For at begynde på kombineret ungdomsuddannelse skal din UU-vejleder vurdere, at det er et uddannelsestilbud, der passer til dig.

For at søge ind på uddannelsen skal du i øvrigt:

  • være under 25 år
  • have afsluttet 9. eller 10. klasse eller tilsvarende
  • være motiveret for at tage en uddannelse

Du må ikke have en anden ungdomsuddannelse i forvejen, dvs. en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

Der er et begrænset antal pladser på den kombinerede ungdomsuddannelse, så du er ikke garanteret en plads.

Økonomi

Det er gratis at deltage i kombineret ungdomsuddannelse.

Er du over 18 år, kan du søge SU.

Fremtidsmuligheder

Med kombineret ungdomsuddannelse kan du søge job som erhvervsassistent.

Uddannelsen giver også adgang til at søge optagelse på en anden ungdomsuddannelse. Opfylder du adgangsbetingelserne, kan du blive optaget på linje med andre elever.

Tal med din kontaktperson og din UU-vejleder om mulighederne.