folkehøjskolekurser
Andre uddannelser

Folkehøjskoler

Folkehøjskolerne udbyder kurser, der skaber personlig udvikling gennem faglig fordybelse og almen dannelse i et fællesskab med andre. Højskolerne har hver deres særlige kendetegn med bestemte fag, temaer og holdninger.

Fakta

Navn:
Folkehøjskolekurser
Varighed:
Korte kurser 1-7 uger, lange kurser 2-10 måneder
Adgangskrav:
Ingen
Økonomi:
Lange kurser koster 1.450 kr. pr. uge i gennemsnit. Korte kurser er generelt dyrere

Nogle skoler er tilknyttet en bestemt folkelig bevægelse, andre kan være præget af bestemte livssyn. Linjefagene kan bl.a. være idræt, kultur og samfund, filosofi eller film og litteratur. Der er også en del højskoler, som har kreative linjefag, som fx musik, drama, journalistik, foto, keramik og billedkunst, lige som der findes højskoler, der arbejder med naturvidenskabelige fag.

Der findes mange højskoler. De fleste henvender sig til elever over 17½ år, men der er enkelte ungdomshøjskoler, hvor du skal være mellem 16½ og 19 år. Ligeledes er der højskoler, der henvender sig specifikt til ældre, mens enkelte henvender sig til unge med behov for specialundervisning.

Fold alle afsnit ud

Om undervisningen

Kurserne varer fra en uge til ti måneder. Mange korte kurser foregår i sommerhalvåret, mens de lange kurser normalt begynder i januar-februar eller august-september.

De fleste undervisningsaktiviteter er tilrettelagt, så enhver kan få udbytte af dem uanset skolegang. Dagene skifter mellem undervisning, aktiviteter, diskussioner, udflugter, arrangementer og samvær. Undervisningen veksler mellem foredrag, studiekredse, projekter og selvstændige opgaver.

De fleste af deltagerne på de lange kurser er unge, men du kan på mange højskoler møde folk i alle aldre. Enkelte højskoler henvender sig særligt til unge, voksne eller ældre eller til fx læsesvage eller handicappede. En lang række højskoler har plads og faciliteter til handicappede.

Nogle højskoler udbyder også fag fra den almene voksenundervisning som fx dansk, matematik og sprogundervisning.

Højskolerne har tilbud til flere målgrupper. Det kan være til dig, der er i overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse, har brug for et studieafklarende eller et studieforberedende forløb.

Det kan også være til unge uden ungdomsuddannelse, som har brug for personlig afklaring og styrkelse af faglige forudsætninger. Herunder kan der tilbydes en mentorordning, hvis kurset er en del af en uddannelsesplan.

Eksamen

Du får på de fleste folkehøjskoler et bevis, hvis du har afsluttet et kursus på mindst fire uger. Du skal ikke til eksamen eller gennemgå et pensum af en bestemt størrelse.

Et højskoleophold kan give point, hvis du søger optagelse på videregående uddannelser under kvote 2. Regler om opholdets længde og indhold afgøres af de enkelte uddannelsesinstitutioner. De fleste uddannelser lægger vægt på, at kurset har en vis varighed, typisk 16 uger, men kortere kurser kan også have betydning.

Varighed

Opholdet kan variere fra en uge til ti måneder.

Korte kurser varer fra 1 til 7 uger. Lange kurser varer fra 2 til 10 måneder.

Optagelse og adgang

Du skal være fyldt 17½ år ved kursets begyndelse. Kurserne er åbne for alle, og der kræves ikke bestemte forudsætninger. Du tilmelder dig direkte til den enkelte højskole.

På de to ungdomshøjskoler (Egå Ungdomshøjskole og Ungdomshøjskolen ved Ribe) skal du være fyldt 16½ år, men endnu ikke 19 år.

På de tre pensionisthøjskoler (Højskolen Marienlyst, Rude Strand Seniorhøjskole og Seniorhøjskolen Nørre Nissum) er undervisning og ophold tilrettelagt for ældre, men alle kan deltage. På en række højskoler kan du tage dine børn med, og desuden har flere højskoler indrettet faciliteter til handicappede kursister.

Udlændinge optages på lige fod med danskere, dog skal flertallet af elever være danske. Undervisningen foregår normalt på dansk - bortset fra Den Internationale Højskole i Helsingør og Den Europæiske Filmhøjskole, hvor undervisningen foregår på engelsk. En del højskoler tilbyder i begrænset omfang supplerende undervisning i dansk som andetsprog.

Økonomi

Hver højskole fastsætter selv sine kursuspriser. Et ophold koster generelt ca. 1.450 kr. pr. uge, men kan variere fra 1.000 kr. til 2.500 kr. Denne pris dækker undervisning, kost og logi. Eneværelser skal der betales ekstra for på de fleste højskoler.

På de korte kurser er prisen ca. 4.600 kr. for 1-uges kurser, og ca. 6.500 kr. for 2-ugers kurser, men der er stor variation. I højsæsonen er prisen lidt højere. Ældrekurser er ofte billigere. Prisen for børn på familiekurser varierer meget (bl.a. efter alder). Men som tommelfingerregel kan siges, at den er 50-60 procent af voksenprisen.

Prisen dækker undervisning, kost og logi. I en del tilfælde dækker prisen også udflugter, men aldrig rejsen til og fra højskolen.

www.hojskolerne.dk kan du læse om støttemuligheder til højskoleophold.

Få mere at vide

www.hojskolerne.dk kan du læse mere om de enkelte højskoler og deres udbud samt finde en aktuel oversigt over højskolernes særlige tilbud og nyheder.

Bekendtgørelse om folkehøjskoler. Nr. 1605 af 26. december 2013.

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Fortrinsvis til voksne men også til unge uden forudgående erfaring.

Har du læseproblemer, eller et fysisk eller psykisk handicap kan du få støtte.