Artikel

Overvejer du at stoppe på din uddannelse?

Er du holdt op på din uddannelse – eller overvejer du det? Måske har du selv fundet frem til denne side – måske er der nogen, der har foreslået den?

Hos Studievalg taler vi hvert år med mange, der har skiftet eller overvejer at skifte uddannelse. Vi ved, at det kan være en svær proces at komme videre, når man har besluttet sig for at stoppe på sin uddannelse. Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på Studievalgs vejledningstilbud.

Studievalg vejleder om alle videregående uddannelser i Danmark. Studievalgs vejledere tilbyder personlige afklarende samtaler helt gratis og uforpligtende. Du skal bare booke en tid på Studievalg.dk/book. Du kan bruge os nu eller vende tilbage på et senere tidspunkt, hvis du får behov for vejledning.

Studievalg kan hjælpe dig med:

  • At indkredse din næste uddannelse
  • At identificere dine uddannelsesmuligheder
  • At se på hvilke job- og karrieremuligheder forskellige uddannelser giver
  • At vurdere om du skal supplere

Du kan møde Studievalgs vejledere flere steder i landet. På Studievalg.dk kan du se vores kontaktoplysninger og åbningstider i de forskellige centre.

Søg videre på egen hånd

Et godt råd er at bruge de erfaringer, du allerede har, til at søge en ny uddannelse. Du har lært noget af den første uddannelse – både fagligt og personligt. Måske foretrækker du at søge videre på egen hånd. Du kan med fordel bruge UddannelsesGuiden - ug.dk til at finde information. På ug.dk/inspiration findes desuden en række værktøjer, der måske kan hjælpe dig videre. Vi kan desuden anbefale dig at besøge de videregående uddannelser til fx åbent hus arrangementer, til Studiepraktik eller lignende.

Få en snak med en vejleder

Du er altid velkommen til at booke en tid: Studievalg.dk/book.

Har du brug for vejledning uden for Studievalgs åbningstid henviser vi til vores digitale kollegaer hos eVejledning.dk.