kandidatuddannelse i geologi
Bacheloruddannelse

Geologi-geoscience

Uddannelsen giver forståelse af Jorden og dens geologiske processer gennem tiden og et fundament for at arbejde med bæredygtighed, menneskehedens overlevelse og Jordens udvikling fremover.

Fakta

Navn:
Geologi-geoscience
Andre betegnelser:
Geoscience
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Du lærer om Jordens globale stof-kredsløb, planetens opbygning og om de geologiske processer, som konstant forandrer betingelserne for alt liv på Jorden. Klima, vand, sjældne jordarter og andre råstoffer, pladetektonik, vulkanisme og livets udvikling er centrale temaer. Uddannelsen er tværfaglig og kombinerer moderne metoder fra geologien med bl.a. fagområderne biologi, klimatologi, fysik, kemi, matematik, datalogi og rumteknologi.

Med en bachelor i geoscience (AU) eller geologi-geoscience (KU) kan du læse videre på en kandidatuddannelse. Du får mulighed for at arbejde med fx vand, klima, energi eller mineraler på det offentlige eller private jobmarked.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På uddannelsen lærer du om de processer, der styrer Jordens og livets dannelse og udvikling, og om de grundstofkredsløb, som styrer atmosfærens sammensætning og Jordens frugtbarhed. Udforskningen af sammenhængen mellem temperaturer, havniveau og atmosfære gennem Jordens fortid kan bruges til at forstå nutidens klima og til at forudsige fremtidens temperaturer og havniveau.

Du lærer om efterforskning af vandressourcer, geotermisk energi og råstoffer til moderne teknologi, samt beskyttelse af naturen, miljøet og drikkevandet. Du får desuden indsigt i geologiske hændelser som jordskred, jordskælv og vulkanisme.

Du vil bl.a. få undervisning i:

  • Jordens klimasystem og de processer, der forandrer Jordens klima og miljø over tid
  • Studiet af fossiler, livets opståen og betingelser for liv gennem tiden
  • De pladetektoniske processer, som danner bjergkæder, oceaner og dybe sedimentbassiner
  • Bjergenes forvitring, erosion og transport af sedimenter (fx grus, sand, ler) med is, vand og vind
  • Efterforskning, modellering og forståelse af grundvand samt beskyttelse af vandressourcer mod forurening
  • Processer i det hydrologiske kredsløb, der bestemmer vands fordeling og bevægelse på og under jordoverfladen, fx dannelse af grundvand til drikkevand
  • Vulkaner og de processer, der foregår dybt inde i Jorden
  • Fysiske metoder til at undersøge Jordens opbygning med fx lydbølger, elektrisk strøm, og elektromagnetiske bølger
  • Den kemiske og isotopmæssige sammensætning og udvikling af bjergarter samt aldersbestemmelse

Du undervises desuden i mineralers dannelse, struktur, fysiske egenskaber, forekomst og udnyttelse.

Undervisningen veksler mellem teoretiske forelæsninger, praktiske øvelser, databehandling, laboratoriearbejde og computermodellering. Uddannelsen er i høj grad orienteret mod praktisk anvendelse, og i mange kurser indgår feltarbejde i eller uden for Danmark.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.

Adgangskrav

For at blive optaget på bacheloruddannelsen skal du have bestået en af følgende:

  • En gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx eller eux)
  • En tilsvarende udenlandsk eller international gymnasial eksamen

Er du startet på hf efter 1. august 2017, skal du have en udvidet fagpakke for at blive optaget.

Det samme gælder, hvis du efter 1. august 2017 er startet på et merkantilt eux-forløb og søger optagelse på baggrund af eux 1. del.

Specifikke adgangskrav er:

  • Dansk A
  • Engelsk B 
  • Matematik A
  • Enten fysik B og kemi B eller fysik B og bioteknologi A eller kemi B og geovidenskab A

Alle fag skal være bestået. Kravet gælder optagelse i såvel kvote 1 som kvote 2.

Opfylder du ikke de specifikke adgangskrav, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Yderligere adgangskrav på Københavns Universitet:

Ved ansøgning i kvote 1 skal karaktergennemsnittet fra den gymnasiale eksamen være mindst 6,0.

Ved ansøgning i kvote 2 skal du bl.a. deltage i en kvote 2-prøve. Se mere på uddannelsesstedets hjemmeside.

Yderligere adgangskrav på Aarhus Universitet:

Karaktergennemsnittet fra den gymnasiale eksamen skal være mindst 7,0, og du skal have mindst 7,0 i karaktergennemsnit i matematik A.

Hvis du ikke opfylder eller ikke forventer at opfylde ovenstående, kan du søge optagelse via en adgangsprøve (ansøgningsfrist 15. marts kl. 12.00). En bestået adgangsprøve sidestilles med opfyldelse af karakterkravet.

Læs mere om kvote 2-kriterier på uddannelsesstedets hjemmeside.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

  • Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Om uddannelsen på det enkelte universitet

Uddannelsen foregår i København og Aarhus.

Københavns Universitet (KU)

KU udbyder geologi-geoscience som en 3-årig bacheloruddannelse.

KU udbyder også en kandidatuddannelse i geologi-geoscience.

Du kan læse mere om bacheloruddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Om vurdering af ansøgere i kvote 2 se www.ku.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Københavns Universitet.

Aarhus Universitet (AU)

AU udbyder geoscience som en 3-årig bacheloruddannelse. Det er muligt at specialisere sig i geofysik.

AU udbyder også en kandidatuddannelse i geologi (geoscience) og i geofysik.

Du kan læse mere om bacheloruddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Om vurdering af ansøgere i kvote 2 se www.au.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Aarhus Universitet.

Adgangskvotienter 2019

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby
Aarhus Universitet  
Aarhus C (Sommerstart)AO 
Københavns Universitet  
København K (Sommerstart)AO 

AO: Alle optaget

Samlet oversigt over dette års KOT-tal

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Med en bacheloruddannelse inden for geologi/geoscience kan du læse videre på en kandidatuddannelse inden for det naturvidenskabelige område. Du kan bl.a. komme ind på kandidatuddannelserne i geologi/geoscience, geofysik, klimaforandringer samt vand og miljø.

Bemærk: Der findes ikke en samlet oversigt over mulige kandidatuddannelser.

Du har som færdiguddannet nationale og internationale jobmuligheder i bl.a. de brancher, som beskæftiger sig med vandindvinding, miljøbeskyttelse, klimaudfordringer, geoteknik (fx fundering af havvindmøller) og geotermisk energi. Det kan være private virksomheder som ingeniørfirmaer, geotekniske virksomheder og energi- og råstofbranchen.

Du kan også få job i den offentlige sektor, fx i kommuner, regioner, forskningsinstitutioner eller styrelser. De fleste jobtyper omfatter feltarbejde, analyser af data og resultatformidling.

Læs mere om arbejdsområder og typer af job inden for naturvidenskabeligt arbejde.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information