Gsk
Gsk

Supplering

Gymnasiale supplerings­­kurser (gsk)

Gymnasiale suppleringskurser (gsk) hjælper dig med at opfylde specifikke eller lokale adgangskrav, så du kan søge ind på en videregående uddannelse.

Fakta

Varighed: Typisk 3-12 uger

Adgangskrav: Gymnasial eksamen eller erhvervsuddannelse

Økonomi: SU i nogle tilfælde

Om uddannelsen

Gymnasiale suppleringskurser (gsk) er for dig, der har en gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse. 

Du kan tage gsk i gymnasiale fag, hvis du mangler bestemte fag eller niveauer for at kunne blive optaget på den videregående uddannelse, du gerne vil ind på. 

Du kan kun tage det samme fag på samme niveau én gang som gymnasial supplering. 

Hvad lærer du?

Du kan enten tage: 

  • Fag, du mangler
  • Fag, du ikke har bestået
  • Fag, du har brug for at løfte til et højere niveau, fx fra B-niveau til A-niveau

Du kan vælge mellem alle gymnasiale fag, der optræder som adgangskrav til de videregående uddannelser. 

Det kan fx være fag som matematik, engelsk eller kemi. 

Hvad kan du bruge gsk til?

Du kan bruge gsk til at opfylde specifikke eller lokale adgangskrav til videregående uddannelser.

  • Et specifikt krav kan være, at du skal have bestået fysik på B-niveau for at søge ind på en bestemt uddannelse.
  • Et lokalt krav kan være, at uddannelsesstedet kræver en bestemt minimumskarakter i et fag eller et gennemsnit.

Du kan ikke bruge gsk til at forbedre dit samlede karaktergennemsnit.

Gsk er typisk tilrettelagt som korte kurser af 3-12 ugers varighed. 

Der er mødepligt til undervisningen og krav om en aktiv studieindsats.

Du kan læse mere om undervisningen og hverdagen på uddannelsen på skolernes egne hjemmesider.

Online undervisning

Nogle suppleringskurser udbydes som online undervisning, hvor du arbejder individuelt efter en fastlagt studieplan. Du skal deltage aktivt og aflevere opgaver, der er fastlagt i studieplanen. 

En del af undervisningen kan kræve, at du fysisk er til stede. I naturvidenskabelige fag er der fx mødepligt i forbindelse med forsøg og laboratoriearbejde.

Supplering kan trække gennemsnittet fra din gymnasiale eksamen ned. 

Det vil sige, at gennemsnittet fra din gymnasiale eksamen bliver nedjusteret, hvis karaktererne fra dine suppleringsfag trækker gennemsnittet ned. 

Det gælder, hvis både eksamensbeviset fra den gymnasiale uddannelse og suppleringsbeviser er fra 1. maj 2022 eller senere.

Du kan ikke opjustere dit gennemsnit

Hvis det genberegnede gennemsnit er højere end det oprindelige, ændres dit gennemsnit ikke. 

Du kan derfor ikke opjustere dit gennemsnit.  

Læs mere:

Om nedjustering af karaktergennemsnit

Supplering er for dig, der har afsluttet en ungdomsuddannelse, men mangler fag eller niveauer for at opfylde adgangskravene til en videregående uddannelse.

Læs mere: 

Om gymnasial supplering

I tvivl om valg af uddannelse?

Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Få hjælp til, hvordan du kommer videre

Opbygning og fag

Gsk omfatter kun de gymnasiale fag, som optræder som specifikke adgangskrav til de videregående uddannelser. 

Det drejer sig om følgende:

  • Arabisk A
  • Biologi A, B og C
  • Dansk A
  • Engelsk A, B og C
  • Erhvervsøkonomi C
  • Fransk A, B og C
  • Fysik A og B
  • Græsk A
  • Historie A og B
  • Idræt B
  • International økonomi B
  • Italiensk A, B og C
  • Japansk A og B
  • Kemi A, B og C
  • Kinesisk A og B
  • Latin A
  • Matematik A, B og C
  • Naturfag/matematik C, fysik C og kemi C
  • Russisk A og B
  • Samfundsfag B og C
  • Samtidshistorie B
  • Spansk A, B og C
  • Tysk A og B
  • Virksomhedsøkonomi B

Det er ikke alle fag, der udbydes på alle skoler. 

Alle fag afsluttes med mundtlig og/eller skriftlig prøve, hvor du skal møde op på uddannelsesstedet. Der er ikke mulighed for at gå til eksamen online. 

Du kan tage et fag en gang

Du kan kun tage det samme fag på samme niveau en gang på gsk-vilkår. Hvis du ikke består faget, kan du altså ikke tage det om på gsk-vilkår. Det samme gælder, hvis du udebliver fra kursusstart, selv udmelder dig eller bliver udmeldt efter kursusstart. 

I særlige tilfælde kan der dog være mulighed for dispensation.

Nogle uddannelsessteder accepterer, at du supplerer med gsk efter ansøgningsfristen til de videregående uddannelser den 5. juli. Det kaldes sommersupplering.

Sommersupplering er en særlig form for gsk med meget komprimerede forløb (sommerkurser), der afsluttes inden studiestart.

Du kan løfte et fag et niveau

Sommersuppleringskurserne foregår i juli-august måned. De omfatter typisk ét fag på ét niveau. Det kan fx være fra 0 til C, fra C til B eller fra B til A.

Du kan normalt kun supplere ét fag eller niveau i sommerferien, da kurserne ligger parallelt og er fuldtidskurser. 

Betinget optagelse

Hvis et uddannelsessted tilbyder betinget optagelse, så er optagelsen betinget af:

  • At du består din supplering inden studiestart
  • At dit gennemsnit ikke bliver lavere end årets adgangskvotient på grund af nedjustering

Få et overblik over hvilke uddannelsessteder, der tilbyder betinget optag.

Læs mere: 

Om sommersupplering og betinget optagelse

Adgangskrav og optagelse

Værd at vide

Du kan søge SU, hvis suppleringskurset er kort og intensivt.

Det gælder, hvis undervisningen:

  • Mindst varer 3 uger
  • I gennemsnit er mindst 16 (klokke)timer om ugen

Du kan kun få SU, mens du får undervisning, ikke i eksamensperioden.

Du kan søge om SU, uanset hvornår du starter på dit kursus.

SU til gymnasial supplering tæller ikke med i dine SU-klip til videregående uddannelser.

Du søger om SU via den skole, hvor undervisningen foregår. 

Læs mere: 

Om SU (Statens Uddannelsesstøtte)

Det er gratis at supplere med gsk, hvis du starter senest 2 år efter, du afsluttede din ungdomsuddannelse. 

Hvis du starter senere, er der deltagerbetaling på 550 kr. per fag. 

Du kan få ekstra støtte under uddannelsen, hvis du fx er ordblind, har en kronisk sygdom, et handicap eller psykiske udfordringer.

Læs mere:

Om muligheder for anden støtte

Kvalifikationsniveau

Fagene er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere:

Om kvalifikationsniveauer

Love og regler

Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål

Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.

Kontakt en vejleder

Senest opdateret 5. november 2025