
Hunderacer er meget forskellige, og der er forskel på de forskellige racers pels og på den pleje, de skal have.
Hvis det drejer sig om en ruhåret race, trimmer du hunden. Det vil sige, at du med hånden fjerner de døde hår. Det er vigtigt, at hundens pels er trimmemoden under behandlingen, ellers gør det ondt på hunden. Pelsen er trimmemoden ca. hver 4. måned.
Andre racer skal soigneres, bades og/eller klippes. Pudlen, som er en klipperace, bliver klippet hver 2.-3. måned med saks eller maskine.
Alle racer har en standard, som er en beskrivelse af, hvordan racen skal se ud, og den standard arbejder du ud fra, når du klipper eller trimmer. Det er vigtigt at fremhæve det karakteristiske for racen.
Når man arbejder med hunden, står den i sit halsbånd på et bord, og før hver klippe-, bade-, eller trimmebehandling skal pelsen være redt ud.
Alle hunde skifter pels, og det er vigtigt, at fjerne de løse hår. Hundefrisøren klipper også negle og renser og undersøger hundens ører og trædepuder.
Det er forskelligt, hvor lang tid behandlingen, men 3-4 timer er ganske normalt. Mange hundeejere beder hundefrisøren om råd angående hunden og dens pleje, fodring og opdragelse, så hundefrisøren skal kunne rådgive dem om de emner.