
Som laboratorietandtekniker fremstiller og reparerer du kunstige tænder - også kaldet tandproteser.
I tandteknikerfaget skelner man mellem aftagelige proteser og faste proteser. Laboratorietandteknikere er uddannet enten i aftagelige proteser eller både i aftagelige og faste proteser.
Aftagelige proteser er gummer med kunstige tænder, som patienten selv kan sætte ind i og tage ud af munden. Der kan være tale om helproteser eller delvise proteser.
Når du skal konstruere en protese, får du et aftryk af gummen taget af en tandlæge eller en klinisk tandtekniker. Så støber du en model i gips af et aftryk af tænder og gummer. Modellen danner grundlag for fremstillingen af den færdige protese.
Proteserne bliver lavet af kunststoffer, porcelæn eller guld og andre metaller. Udvalget af materialer er stort, og de har forskellige egenskaber. Også inden for det enkelte materiale er der forskellige fabrikater at vælge imellem.
Laboratorietandteknikere bruger håndværktøj som støbe-, bore- og pudseapparater. Desuden klares mange opgaver ved hjælp af en computer.