
Stylister arbejder både med personer og interiør. I de illustrationer, fx fotos, der ledsager artikler om mode-, mad- og boligstof i aviser og ugeblade, er interiøret stylet før fotografering.
Fotomodeller er stylet, inden de går på podiet. Musikere og andre kunstnere er stylet, inden de går på scenen. Selv politikere kan være stylet, inden de stiller op foran kameraerne.
Måske fortolker og virkeliggør du oplæg fra reklamebureauer. Oplæggene sætter rammerne for idéen til fx en annonce, et katalog eller en reklamefilm, og du realiserer idéen og finder ud af, hvordan man kan ramme den rigtige stemning. Du finder frem til den stil, der passer til oplægget, og du tegner skitser, der illustrerer idéen.
Når skitsen er godkendt, sørger du for det praktiske. Du skaffer kostumer og rekvisitter, og du finder egnede steder til optagelse og stiller rekvisitterne op.
Inden for modeverdenen er stylister med til at give en ny trend udtryk og gøre modellerne klar, inden de fx skal på podiet ved en opvisning. Stylistens arbejde her ligner meget det, en sminkør laver.
Stylister kan også arbejde som personlige rådgivere for folk, der ønsker hjælp til at finde en personlig stil i tøjvalg, farver, makeup osv.
Der findes også ganske få specialister kaldet musikstylister. De udvælger musik til underlægning på reklamefilm.
En stylist skal være kreativ og idérig og kunne redegøre for sine idéer. Man skal have evner for at tegne, kunstnerisk sans og viden om design, mode, musik m.m. Jo mere viden og erfaring man har, desto flere opgaver kan man løse.
Det er også vigtigt at kunne samarbejde, for stylisten arbejder sammen med mange forskellige mennesker på én gang.