
Som optiker, også kaldet optometrist, kan du få arbejde i en optikerforretning, der sælger briller, kontaktlinser og andre synshjælpemidler. En optometrist er en optiker, der udmåler synsfunktionen og tilpasser briller og kontaktlinser.
Du rådgiver og vejleder dem, når de skal vælge briller og kontaktlinser. Hvis kunden ikke har været hos en øjenlæge, foretager du først en synsprøve.
På grundlag af synsprøven og kundens oplysninger foreslår du hvad der kan gøres for at bedre synet. Hvis der er tegn på sygdom, skal du opfordre kunden til at gå til lægen.
Ved valg af briller tager du mål af kundens øjenafstand og hjælper med at finde frem til et brillestel, der klæder kunden. Brillestel og brilleglas leveres fra en grossist eller fabrik med færdig styrke. På værkstedet kontrollerer du, at glassene har den rette styrke, sliber dem til og monterer dem i stellet.
Vælger kunden kontaktlinser, undersøger du øjet og tager nøjagtige mål. Linserne leveres fra fabrikken med de færdige mål, men de skal eventuelt tilpasses individuelt. Som optometrist kan du også ændre en linses styrke ved hjælp af særligt udstyr.