
En farvehandler sælger malervarer og materialer til væg- og gulvbeklædning. I forretningen sælger man også kemikalier og rengøringsmidler samt ofte en række andre varer, som fx badeværelsesudstyr, gardinstænger rullegardiner osv.
Mange farvehandlere udlejer værktøj, stiger, slibemaskiner osv. Nogle har tilknyttet håndværkere, som monterer gardiner og laver gulvbelægning.
Farvehandleren skal kunne give faglig vejledning ved køb af materialer og værktøj. Det kan være om valg mellem forskellige materialer eller kvaliteter eller om sammensætning af farver. Farvehandleren skal også kunne demonstrere, hvordan man bruger udlejningsmaskinerne.
De fleste varer, der indkøbes af forretningen, er klar til videresalg. Maling derimod tones ofte i butikken i de såkaldte farvetonemaskiner, mens kunden venter.