
I denne artikel er gruppen af artister afgrænset til at omfatte akrobater, gøglere, jonglører, klovne, tryllekunstnere, linedansere og lignende. Men også andre kan kalde sig artister, fx sangere og musikere.
Ud over at holde kroppen og sine færdigheder ved lige skal man også udvikle nye numre eller forestillinger, der kan fange såvel publikums som en eventuel arbejdsgivers interesse.
Nogle artister specialiserer sig i én disciplin, andre mestrer flere discipliner. Det er ikke ualmindeligt, at en akrobat også kan gå på line eller jonglere. Moderne cirkuskunst giver mulighed for at dyrke helt nye udtryksformer, der kombinerer traditionelle cirkusnumre med teater, dans og musik.
Tidligere kom de fleste artister fra cirkus- og artistfamilier, hvor børnene fra helt små blev trænet til at træde i forældrenes fodspor. I dag bliver mange uddannet på etablerede artistskoler i udlandet. For mange discipliners vedkommende er det dog stadig vigtigt at komme i gang så tidligt som muligt, hvis man ønsker en professionel karriere.
Din hverdag som artist kan se meget forskellig ud alt efter dine arbejdsforhold og dit ambitionsniveau, men det gælder altid, at du skal have et naturligt talent og konstant træne og uddanne dig.
Hvis du fx er tilknyttet et cirkus, vil dagene typisk gå med at træne, ordne kostumer og i det hele taget forberede dig til din præstation i manegen. Desuden skal du hele tiden tænke i nye numre og muligheder for at udvikle din optræden.
I et mindre cirkus deltager artisterne også i det praktiske arbejde med bl.a. at rejse teltet og pakke det ned igen. I et større cirkus er der som regel andre ansatte til den del af jobbet.
Mange vælger at være tilsluttet et bookingbureau, som sørger for at formidle kontakten til potentielle arbejdsgivere.
Nogle slutter sig sammen og starter deres eget cirkus, og det medfører opgaver som markedsføring, booking og regnskab samt alt det praktiske med at få det hele til at fungere.
Som omrejsende artist lever du en omskiftelig tilværelse, som kan være vanskelig at få til at hænge sammen med et traditionelt familieliv.
Hospitalsklovne optræder for syge mennesker, primært på hospitaler, hvor de hjælper syge mennesker og især syge børn ved hjælp af humor og latter.
Der findes en privat uddannelse for hospitalsklovne. Den varer 1½ år og koster ca. 25.000 kr.