
Smørrebrødsjomfruer sørger for, at man kan få noget sundt og godt at spise. Mange mennesker køber hver dag frokost i smørrebrødsforretningen. Smørebrødsjomfruer arbejder også i restauranter og fx inden for catering og diner transportable. De tilbereder og anretter smørrebrød, kolde og lune retter og fx desserter.
Det er også tit en smørrebrødsjomfru, der står for buffeter, salatbarer, sildeborde, morgenanretninger osv. Mange steder arbejder smørrebrødsjomfruer sammen i teams på 2 eller 3. Gruppens medlemmer skiftes så til at smøre, belægge og pynte brødet.
Som smørrebrødsjomfru skal du have fornemmelse for former og farver, du skal kunne tænke kreativt og skabe nye og delikate kombinationer og anretninger.
Mange steder står smørrebrødsjomfruen også for salget til kunderne. Den personlige kontakt, når de faste kunder stikker hovedet indenfor for at hente frokostpakken, kan være et vigtigt indslag i hverdagen.
Bemærk: Både mænd og kvinder kan arbejde som smørrebrødsjomfru