
Som skibskok arbejder du i skibets køkken, hvor du laver mad.
En del skibskokke i handelsflåden er hovmestre. Som hovmester laver du detaljerede kostplaner, så besætningen kan få sund og varieret mad. Du deltager også i arbejdet med at købe proviant og skaffe den om bord.
Du har ansvar for skibskøkkenets (kabyssens) drift, og du skal kontrollere, at madvarerne bliver opbevaret hygiejnisk. Du står også for tilberedningen af måltiderne, og du leder serveringen af maden. I handelsflåden er der ud over hovmesteren som regel kun ansat en steward eller stewardesse til at varetage husholdningen om bord.
På et skib i handelsflåden vil der typisk være en besætning på 7-20 personer at lave mad til. Maden laver du af råvarer, skibet har med, og af råvarer fra det område, hvor skibet er eller netop har været.
På nogle skibe har hovmesteren også ansvaret for pasning af kahytter og messer, især tilsynet med rengøring. Det kan også være dig, der administrerer skibets beholdning af duge, sengetøj og andet linned samt vaskeri.
Inden for passagertrafikken bliver der stillet særlige krav til skibets restaurationskøkken. Det har stor indflydelse på arbejdet i køkkenet, at et passagerskib har et varieret spisekort, og arbejdet vil ofte være påvirket af, at antallet af passagere skifter. Den typiske arbejdsgang minder i øvrigt om forholdene i et restaurantkøkken på land. Læs mere om at arbejde i et restaurationskøkken i artiklen om kok.
Både i handelsflåden og passagertrafikken kan du, ud over de nævnte opgaver, have en del administrativt kontorarbejde, som bl.a. består i at sørge for kostregnskaber og toldlister.
Uddannelse
Uddannelsen til skibskok varer 5 uger og kvalificerer faglærte kokke til at kunne indgå i besætningen som skibskom i handelsflåden. Uddannelsen indeholder en række obligatoriske emner af 1 uges varighed, efterfulgt af 4 ugers oplæring.
Se mere om uddannelsen i bekendtgørelsen i afsnittet Få mere at vide.