
Som vvs-tekniker arbejder du med alle former for anlæg inden for varme, ventilation og sanitet. Derfor hedder det vvs. Sanitet betyder egentlig sundhed og dækker over installationer og udstyr til badeværelse, toilet osv.
Du arbejder bl.a. med at projektere, beregne og give tilbud på varme-, ventilations- og sanitetsanlæg. Det kan være fyringsanlæg, gasinstallation, ventilations- og klimaanlæg, vandvarmeanlæg eller vand- og afløbsinstallationer. Vvs-teknikere kan have forskellige arbejdsområder.
En del arbejder i større vvs-entreprenør- eller byggefirmaer. De projekterer og laver beregninger over installationer og udarbejder diagrammer og arbejdstegninger til installationerne. De udregner priser og fører tilsyn med, at arbejdet udføres i overensstemmelse med regler og tilbud.
Nogle vvs-teknikere er ansat i virksomheder, der fabrikerer vvs-anlæg. Andre er konsulenter og sælgere for engrosfirmaer, der forhandler vvs-udstyr. De vurderer, hvilket udstyr der skal købes, udfører salgsarbejde og rådgiver kunder, fx håndværkere og vvs-virksomheder om, hvordan udstyret skal anvendes.
En del vvs-teknikere er ansat ved kommunale tekniske forvaltninger og forsyningsselskaber. Her står de for drift og vedligeholdelse af vvs-anlæg.
Nogle vvs-teknikere arbejder ved naturgasselskaber og er med til at opføre og vedligeholde naturgassystemet.
Som vvs-tekniker skal du være god til regning, matematik, fysik og tegning. Du skal være nøjagtig og omhyggelig, når du planlægger og udfører installationerne.
Hvis man skal have ansvar for arbejdets praktiske udførelse, skal man have autorisation som Vvs-installatør.
Nogle autoriserede gas-, vand- og sanitetsmestre bruger betegnelsen autoriseret vvs-installatør.