
Normalt kommer du som gulvlægger rundt til mange forskellige steder i løbet af arbejdsdagen, både virksomheder, institutioner og private hjem. Du arbejder også ved nybyggeri og ved renovering af boliger.
Først klargør du underlaget og retter ujævnheder op. Det kan dreje sig om underlag af beton eller af træ. Ved ældre trappegange skal du ofte oprette nedslidte trappeforkanter eller udbedre betontrin. Når underlaget er i orden, lægger du det endelige belægningsmateriale. Det kan være en fast belægning i baner eller fliser af fx linoleum, vinyl eller kork.
Materialet kan også være tæpper af fx kokos, uld eller kunststoffer. Vævede tæpper sys eller svejses sammen, inden de lægges på et underlag af filt og fastgøres med lister. Tæpperne lægges enten løst på, eller de klæbes på underlaget. Belægningen skal slutte tæt til rør og lister. Til sidst skal du montere fodlister, fejelister o.l.
At lægge parketgulve og andre trægulve hører også til dit arbejdsområde, og du er også med til at behandle og vedligeholde trægulve, fx ved at give dem olie eller lakere dem.