
Som energitekniker kan du også udføre sanitære installationer (udstyr til badeværelser, toiletter osv.) i fx beboelsesejendomme. Du reparerer afløb og opsætter vaske, wc'er, skylleanlæg m.v. Du installerer også forskellige anlæg til vandbesparelse og anlæg, der udnytter vedvarende energi, fx solenergi.
Vvs-energiteknikere etablerer og vedligeholder også bygas- og vandrørledninger og rørledninger til fjernvarme under gader og veje.
De laver også naturgasinstallationer. Gasinstallationer omfatter både gasledninger og opstilling af kedelanlæg, radiatorer, gasmålere, vandvarmere, komfurer og andre indretninger, der bruger gas.
Oliefyrsteknikere vedligeholder og reparerer de stadig færre oliefyrsanlæg i både enfamiliehuse og større bygninger. Oliefyr bliver udfaset og udskiftet med fjernvarme eller andre former for moderne varmesystemer. Der uddannes ikke længere oliefyrsteknikere.
Serviceteknikere arbejder med service og fejlfinding på PLC-styrede anlæg (computer brugt til automation af produktionsmaskiner i industrien) og tilsyn med anlæggene. Desuden instruerer de det personale, der arbejder med anlæggene, ligesom de laver administrativt arbejde i forbindelse med servicekontrakterne.
Nogle ernergiteknikere arbejder som rådgivere inden for indeklima-området.